Sharia på den libyske måde

Blød. Hård. Eller måske moderat. Gradbøjning af sharia er endnu et af de fænomener, det arabiske oprør kaster af sig. Med den nylige lynchning af Moammar Gaddafi og afslutningen af flere måneders Nato-anført krig i Libyen har det arabiske ord for islamisk lovgivning fået en renæssance. Ikke kun fordi ordet sharia synes at have en meget central værdi for Broderskabet i Egypten, sejrherrerne ved valget i Tunesien og den midlertidige libyske ledelse. Men også fordi nogle vestlige beslutningstagere netop føler sig ført bag lyset af de nye arabiske styrer, der pludselig taler mere om sharia end om demokrati. Andre kaster sig direkte ud i et naivt forsvar af idéen om, at sharia og demokrati såmænd er to forenelige størrelser.

LÆS OGSÅ: Ny libysk regering ventes om to uger

Fakta er, at sharia godt kan gradbøjes. Saudi-arabisk, iransk og talebansk tolkning af begrebet kommer ikke i nærheden af den nyligt væltede egyptiske præsident, Hosni Mubarak, der også havde islamisk lov som en af inspirationskilderne til landets love. En sammenligning mellem brugen af sharia i de tilfælde virker næsten absurd. Og så alligevel ikke. Selvom Egypten og de nye nordafrikanske styrer ikke forventes at klynge mindreårige forbrydere op i lygtepæle eller stene kvinder for utroskab, er der en fællesnævner ved introduktionen af sharia som inspiration til lovgivning. Hvad enten det så er den bløde, moderate, hårde eller virkelig ekstreme form. Fællesnævneren er, at uanset hvilken form for sharia man nu vælger at indoperere i den fremtidige lovgivning i Libyen, og for den sags skyld også de andre nordafrikanske stater, så vil det begrænse visse rettigheder. Og på den måde begrænse muligheden for at fremme ægte demokratier.