For mig at se udvikler alliancen mellem politisk islam og socialisme sig ved at søge indflydelse på to fronter. For det første ved at forskyde magten fra de enkelte landes parlamenter til EU og EU’s domstole. I stadig stigende grad er det EU’s domstolsafgørelser, der bestemmer, hvem der må bo i Danmark, og ikke det danske Folketing.

Og EU’s domstole træffer også afgørelser om, hvilke tilskud og pengeoverførsler, folk, der har været i Danmark en kort tid, har ret til, når de forlader Danmark. Vi kunne få megen god velfærd for de penge, vi på den konto sender ud af landet.

Da alliancen mellem politisk islam og socialister for øjeblikket ikke kan opnå flertal i de enkelte landes parlamenter, arbejder de for, at EU, hvor domstolene er politisk initiativtagende, skal bestemme stadig mere.

For det andet har man øje for, at landenes inddeling i valgkredse kan bruges som styringsinstrument. Opnår for eksempel indvandrerkritiske partier for mange stemmer i bestemte valgområder, lægger man disse valgområder sammen med områder, hvor et af de etablerede partier har massivt flertal. På den måde undgår man, at de indvandrerkritiske partiers reelle opbakning i befolkningen kommer frem ved fordelingen af mandater. Sådan gjorde man i Frankrig, da Le Pens Front Nationale var ved at få for mange mandater efter de gamle etablerede partiers smag. Nu må vi se, hvordan det går med de danske valgkredse efter den nye regerings tilkomst.

Men hvorom alting er: Folk, der går ind for politisk islam, og folk, der er socialister, har al mulig ret til at arbejde for deres synspunkter, og de har selvfølgelig også ret til at arbejde sammen.

Men jeg ser en alliance mellem politisk islam og socialismen som den største udfordring for vort frihedssyn og dermed for alt, hvad der er af ånd iblandt os.

Jens Brun,

sognepræst,

Regnar Juels Vej 21,

Gug, Aalborg SØ