Den dansk-palæstinensiske instruktør Omar Shargawi står bag en hæsblæsende film, "½ revolution", om den egyptiske revolution set helt tæt på med stærke billeder.
- Sigrid Nygaard
Benjamin Krasnik |
3. november 2011
Guds rolle i hverdagen, paven og foråret i Mellemøsten er blandt andet på plakaten på dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX i København, der begynder i dag
På få år blev dokumentarfilmfestivalen CPH:DOX Nordens største af sin slags og betragtes i dag som en af Europas vigtigste. Når festivalen fra i dag løber af stablen for niende gang, er filmbranchens øjne atter rettet mod København og de mange hundrede film fra hele verden, der vises de næste 10 dage. Mange for første gang.
I sit udsyn i år har den internationale festival rettet fokus mod det arabiske oprør i Mellemøsten og Nordafrika, hvor befolkningen i foråret indledte et opgør med deres diktatoriske ledere. Filmserien ”Free radicals – de arabiske oprør” består af 12 stærke dokumentarfilm, der går bag om nyhedsmediernes hastige behandling af de arabiske revolutioner og reflekterer over det spontane og radikale i oprørernes handlinger. Flere af filmene er baseret på udsmuglede billeder fra skjulte kameraer i Syrien, mobilkameraer på Tahrir-pladsen i Egypten samt rystende og hidtil upubliceret materiale fra den mislykkede revolution i Bahrain.
Den dansk-palæstinensiske instruktør Omar Shargawi var selv i Kairo tidligere på året for at indlede optagelserne til en ny film om gadebørn, da revolutionen brød ud, og tusindvis af egyptere gik i gaderne i protest mod Mubaraks regime. Shargawi vendte i stedet kameraet mod Tahrir-pladsen og demonstranterne i Kairos gader. Det blev til en hæsblæsende film, ” revolution”, om den egyptiske revolution set helt tæt på med stærke billeder.
Fra samme breddegrader har festivalen premiere på en film om den afdøde palæstinensiske leder Yassir Arafat, der forenede det palæstinensiske folk for at opbygge et land. Filmen er bygget op omkring hans enke, Suhas, inspirerende og intime beskrivelser og uddybelsen af Arafats politiske position og indflydelse samt interview med familie, venner og kolleger.
Hvor religion i mange år har handlet om ekstremisme og ytringsfrihed især i kølvandet på terrorangrebet i New York den 11. september 2001 og krisen om Muhammed-karikaturerne, bringer CPH:DOX i år en række film om tro og spiritualitet i det enkelte menneskes hverdag.
En af disse er den tyske film ”Brother Sister” om en tilværelse i et kloster og det moderne, retningsløse liv. Instruktøren Maria Mohr undersøger, hvor Gud hører hjemme, når for eksempel hendes bror har taget sit eget liv. I sin søgen efter et svar har hun lavet en stærkt personlig skildring af sin tante Ingrid og hendes hengivenhed til Gud og dybe fascination af den spanske munk og mystiker Rafael Arnálz.
En anden tysk film, ”Die Herde des Herrn”, forsøger at forstå millioner af menneskers fascination og noget nær heltedyrkelse af den katolske kirkes overhoved, paven, ved at bringe seeren til den nuværende pave, Joseph Ratzingers, fødeby og Vatikanet.
Omar Shargawis film får landsdækkende premiere den 7. december, mens flere af festivalens film bliver sendt på DR på et senere tidspunkt.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad