Påstanden om, at der findes en uhellig alliance mellem ateister og alle mulige religiøse aktivister fra ikke-kristne miljøer i en bevidst kamp mod kirke og kristendom, er usand og fremføres som regel af selvfede kristne på mission

MORTEN THOMSEN HØJSGAARD er generalsekretær for Bibelselskabet og som sådan kristen aktivist og højtlønnet missionær. På den baggrund forstår man, hvorfor han i interview i forbindelse med udgivelsen af sin nye bog anbefaler os alle sammen at være kristne.

Nok gør han reverens for andre menneskers ret til at leve livet efter en anden model, men Højsgaard ved nok, hvad der i bund og grund er bedst …”Forskellen hedder Gud,” forklarer han og implicerer, at det ordentlige, lykkelige, fuldbragte og rigtige menneske er protestant (jævnfør dagbladet Politiken den 29. oktober).

LÆS OGSÅ:  Ateister og nyspirituelle i fælles front mod folkekirken

Når man betænker for eksempel Svend Bjergs anmeldelse af Højsgaards bog, er det klart, at forfatteren ikke er alene om den opfattelse (se Kristeligt Dagblad den 28. oktober). At det skal times min ringhed at blive hånligt omtalt som en primitiv bannerfører for den omsiggribende ateisme i samme anmeldelse, overrasker i den forbindelse ikke det mindste.

Jeg forstår på Svend Bjerg, at jeg er et forkert menneske, og hvis ikke jeg var så inderligt tåbelig, var jeg sikkert også farlig! Det rører mig nu ikke dybt. Det er ikke mig, der påstår, at der findes væsener, man ikke kan bevise eksistensen af, ikke mig, der satser hele selvforståelsen på myte, magi og mirakel, og ikke mig, der påtager sig rollen som den, der revser.

LÆS OGSÅ:Til kamp mod tidens selvoptagethed

Og at jeg skulle agitere for ateisme er en regulær løgn. Jeg er komplet ligeglad med, hvad folk har af religiøse idéer, og jeg kunne ikke drømme om at organisere mig som ateist. Jeg nøjes med at forbeholde mig retten til selv at leve uden religion og uden religiøse forestillinger, men Højsgaard og Bjerg har en ambition om at ændre verden, så vi alle bliver selvgode og selvtilfredse kristne mennesker som dem.

Højsgaard er også citeret for følgende reklameindslag: ”Man kan også fremhæve, at de steder på Jorden, hvor missionærer har været med til at udvikle samfund, har man generelt skabt civilisationer med uddannelse, kultur og omsorg for den svage.”

MÅ JEG GØRE opmærksom på, at jeg gennem snart mange år har studeret de fatale konsekvenser af kristen mission, og at andre forskere sammen med mig kan dokumentere, at missionærer, uanset de proklamerede gode intentioner, igen og igen har ført traumatiserende og ødelæggende ting med sig.

Østpenanerne på Borneo, som jeg kender særdeles godt, er ved at gå til som følge af lige dele tømmerindustri og kristen mission. Industrien ødelægger deres fysiske miljø, og missionærerne undergraver energisk hele det system af forestillinger og sociale normer, der i umindelige tider har betinget disse menneskers eksistens, som bor i deres sprog og hverdagsliv, som relaterer til deres omgivelser, og uden hvilket de ikke findes som selvbevidst gruppe. Det er ubærligt at iagttage, og jeg skal spare læseren for detaljerne.

Et andet sted jeg har arbejdet, blandt kaiowá-indianere i et reservat i Brasilien, er over 20 kristne missionsorganisationer virksomme, men indianerne er forarmede og usle, syge og selvmordstruede – og alt, de har forstået på missionærerne, er, at det hele skyldes deres syndige hengivelse til en djævelsk lære.

Eksempler fra mange andre missionsramte folk står i kø. Det kan ikke skjules under et lille ord som ”generelt”. Man forstår også på Højsgaards formulering, at ”civilisation” og ”kultur” er noget, der kommer med kristendom. Det er chokerende tale, som jeg ikke troede mulig længere.

Lad være med at fortælle mig, at kristen mission kun gør godt i verden! Som nødhjælp på linje med anden hjælp kan missionærer spille en positiv rolle, men som kultureksport er mission pr. definition en udryddelsesmekanisme, uanset moderne missionærers idé om, at der kan udvikles lokale kristendomme i harmoni med de lokale normer. Med mission opløses andre religioner, andre udtryksmåder, andre begreber, andre følelser, andre fantasier, andre sprog og andre adfærdsformer. Verden ensrettes og bliver fattigere, også når folk forsøger at forbedre deres akutte livssituation ved at alliere sig med de rige og ressourcestærke kirkelige organisationer.

Højsgaards og Bjergs pointe er ubetinget, at andre menneskers verdensbillede er forkert, og at det fuldbragte menneske er kristent. Måske ikke wienerbrødsagtig selvfed som i Danmark, men kristen – det skal man være. Hvornår er I tilfredse? Hvornår har I høstet nok?

I hævder, at jeres gud har pålagt jer at gøre alle kulturer kristne. Er det derfor, I ikke kan slippe tanken om, at nogle af os ikke har lyst til at være med? Er det for at stå jer godt med jeres gud og selv komme på rette hylde, at I uophørligt missionerer? Eller er I bare forbandet irriterede over, at vi andre ikke makker ret, så I kan afvente Gudsriget? Jeg forstår det ikke.

JEG FORSTÅR HELLER IKKE, hvad Højsgaard mener, når han siger, at folk som mig danner en uhellig alliance med alle mulige religiøse aktivister fra ikke-kristne, ikke-institutionaliserede miljøer i kamp mod kirke og kristendom? For det første fører jeg ingen kamp mod kirke og kristendom. Når jeg skælder ud her, er det for at forsvare mig og for at understrege, at kirke og kristendom ikke er en given ting.

Kristendom og alt, hvad dertil hører, også de religiøse forestillinger, er et subjektivt kulturprodukt ligesom alle andre religioner. Men jeg har sandt nok gennem mange år argumenteret for, at religion ikke bør fylde i de samfundsmæssige sammenhænge, hvor vi alle færdes – om den så er kristen eller noget andet.

Det er også sandt, at jeg mange gange har forsvaret blandt andre muslimer og medlemmer af nye religioner mod urimelige angreb, ligesom jeg har forsvaret kristne mod tilsvarende angreb, men i mit videnskabelige analysearbejde har jeg aldrig behandlet dem føjeligt. Medlemmer af de nye religioner, såvel som folk, der repræsenterer den bløde, pastelfarvede ”spiritualitet”, er derfor lige så irriterede på mig som Højsgaard synes at være, selvom han har for vane at være venner med alle, rose alle og finde sig til rette med alle.

Læseren bør vide, at medlemmer af de nye religioner (præcis som blandt andre Svend Bjerg) opfatter mig som en ufølsom tåbe uden begreb om noget som helst, men de har naturligvis glædet sig over, at jeg gennem årene har støttet deres ret til at virke, og at jeg har understreget, at de som religioner naturligvis kan paralleliseres til alt muligt andet, også kristendom.

Sammen med min kollega Tim Jensen, som Højsgaard og hans ligesindede også har på sigtekornet, har jeg således gennem årene sloges for en analytisk, kritisk tilgang, der undersøger alle religioner på samme måde. I den forbindelse bliver den lutherske kristendoms hævdvundne status som selvfølgelig sandhed naturligvis anfægtet, hvilket tydeligvis opfattes som utidigt og voldsomt provokerende.

Jeg afviser derfor helt og holdent at indgå i det fantom af en alliance, som Højsgaard ser for sig (se Kristeligt Dagblad den 27. oktober). I stedet vil jeg påpege, at Højsgaard som kristen aktivist placerer sig i den årtusindgamle tradition for teologisk apologi med en samfundskritik, som jeg på mange måder kan forstå og være enig i, men hvis præmisser jeg finder uacceptable.

Hvis der findes en alliance, må den – stik imod, hvad Højsgaard hævder – derfor bestå i den enighed, der hersker mellem folk som Højsgaard selv og hele den brogede hær af andre religiøse aktivister, der føler ubehag, fordi nogle af os ikke kan se de personlige velsignelser ved religiøst hokuspokus og religiøse fantasier og i øvrigt betragter alle religioner som sammenlignelige udtryk for menneskelige interesser og menneskelig kreativitet.

Mikael Rothstein er religionshistoriker