Allehelgensøndag: Sådan kan du mindes dem, du har mistet

Over hele landet markeres allehelgensøndag. Se her, hvad der sker i dit område

Del dine glæder og de bliver større. Del dine sorger og de bliver mindre.

Sådan lyder en gammel talemåde, som netop her i begyndelsen af november også sætter sit præg på det danske kirkeliv.

KRONIK: Fra allehelgen til halloween og tilbage igen til allehelgen

Den første søndag i november er nemlig allehelgensøndag, hvor man traditionelt mindes de døde, både de nære samt de kristne, der gennem historien blandt andet har mistet livet for deres tro.

Og mange kirker markeres allehelgensøndag med særlige gudstjenester, hvor man nogle steder blandt andet læser navnene op på alle, som er gået bort i det enkelte sogn i det forgangne år.

På Kristeligt Dagblads kirke- og kulturkalender Kirku kan du finde allehelgen-arrangementer i dit område.

En af de præster, der markerer allehelgen, er Henrik Bang-Møller, sognepræst i Skagen Kirke.

I Kristeligt Dagblads kronik beskrev Henrik Bang-Møller forleden, hvorfor det kan være så givende at dele sin sorg med andre.

"Livsglæde og taknemmelighed kommer som regel med alderen, fordi man med netop tiden lærer at skønne på det liv, man kan miste. Og hvis forkrænkelighed man bliver mindet om ved den elskedes død.Intet sted er man så klog på livet, andre mennesker og sig selv end dér, hvor man er smerteligt samlet i oplevelsen af stor sorg og savn over tabet af en, man elsker. Kirken er fyldt med dens slags kloge mennesker på allehelgens dag", skrev Henrik Bang-Møller i kronikken "Fra allehelgen til halloween og tilbage igen til allehelgen".

Også på hjemmesiden Mindet har allehelgen sat sit præg. Her kan man tænde lys og skrive mindeord for dem, man har mistet, ligesom man kan læse mere om allehelgen, blandt andet fra den katolske forfatter Kirsten Kjærulff.

"Til allehelgenssøndag går vi efter højmessen i kirken en tur på kirkegården. Hele menigheden med præsten og messedrengene i spidsen. Vi går rundt fra grav til grav, vi beder rosenkransen, vi sætter lys og blomster, og præsten bestænker gravene med vievand.
Vi beder for de afdøde, og vi beder dem gå i forbøn for os. Vi er ét levende, bedende fællesskab af levende og døde, engle og helgener", skriver Kirsten Kjærulff på Mindet.dk.