Spøgelse med pisk – seks stadier på vejen til statsbankerot

Men Georg Metz har jo ret. Det er politikere med mandatet i orden, der styrer førergrebet. For det er de befolkninger, som har valgt dem, der skal betale gildet.

Man kan synes, at det er underligt, at de stærke lande ikke har taget fat noget før. Men det er jo normal praksis, at politikere aldrig begynder at løse alvorlige problemer, før de kan mærke kniven mod struben.

Uanset hvor mange og hvor kraftige advarsler de får fra økonomiske eksperter og internationale organisationer.

Her i landet har vi under den seneste halve snes års VK-regeringer gang på gang oplevet, at advarsler fra nationalbankdirektøren og økonomiske eksperter konsekvent bliver overhørt og bagatelliseret.

Og at rapporter fra udvalg og kommissioner, som regeringen selv havde nedsat, er blevet skudt ned, senest en halv time efter de blev fremlagt.

Det mest farlige eksempel, vi har set på det, ligger en del år tilbage og er beskrevet i en fremragende bog af journalist Stig Andersen. En bog, som giver et usædvanligt klart indblik i den politiske håndtering af landets økonomiske problemer i en meget kritisk periode. Og det gør den først og fremmest, fordi Hoffmeyer valgte at stille sig til rådighed for Stig Andersen i timelange samtaler og interview. ”Hoffmeyer” hed bogen. Den kom i 1994, og de følgende afsnit støtter sig på den:

I ÅRENE OP MOD 1980 opstod der et særdeles kritisk forhold mellem daværende nationalbankdirektør Erik Hoffmeyer og Anker Jørgensens (S) regeringer.

Udlandsgælden var fra 1972 til 1982 steget hurtigt og voldsomt. Fra 17 milliarder til 142 milliarder kroner. Samtidig steg arbejdsløsheden, alene fra 1972 til 1976 fra 30.000 til 134.000 personer.

Hoffmeyer truede allerede i 1976 med at lukke for private lån i banker og sparekasser, hvis ikke regeringen øgede skatterne kraftigt. Statsbudgettet blev så strammet, men det hjalp ikke meget. Arbejdsløsheden, betalingsbalanceunderskuddet og renteniveauet forsatte med at stige, uanset at der blev foretaget en række devalueringer af kronen. Og Hoffmeyer advarede i august 1979 i et uhørt skarpt formuleret notat til de ledende regeringsmedlemmer fra Socialdemokratiet og Venstre om, at Danmarks internationale anseelse ville svækkes mere og mere, hvis der ikke blev grebet ind.

Der blev talt meget i den periode om den farlige afgrund, som Danmark var på vej til at ryge ned i, og Hoffmeyer beskrev i en artikel i Berlingske Tidende, hvad det betød. ”Sådan nærmer vi os afgrunden”, hed den, og den opsummerede i seks faser Danmarks vej mod den totale opløsning:

1) Vi mister vor bevægelsesfrihed.

2) Vi mister international respekt og dermed indflydelse.

3) Vi får vanskeligheder ved at låne (og renten stiger).

4) Vi må bede om assistance fra internationale institutioner (for eksempel Den Internationale Valutafond). Det er her en fast regel, at man skal møde med et program, der på overbevisende måde gør det sandsynligt, at underskuddet kan reduceres væsentligt i løbet af kort tid.

5) Der dannes et konsortium af vore kreditorer. Så må vi forhandle med kreditorerne om en afviklingsordning, som selvsagt vil lægge et uhyre pres på vor økonomi.

6) Vort velfærdssamfund og politiske stabilitet går i opløsning.

Den artikel satte dagsordenen for den politiske debat i lang tid og var – som tilsigtet – meget ubehagelig for regeringen. Skatte- og afgiftsministeren betegnede den som fornærmende og illoyal mod regeringen. Hoffmeyer svarede, at han havde skrevet nøjagtig det samme som i notatet fra august, og at han ikke kunne se, at der var noget forkert ved at sige det samme til befolkningen, som man sagde til regeringen. Sagen endte med, at Anker Jørgensen erklærede sig enig med nationalbankdirektøren.

Tvangen fra omstændighederne slog dog først igennem, efter at Anker Jørgensen var trådt tilbage. Den nødvendige handlekraft kom med den borgerlige regering i 1982, og Danmark kom i land i løbet af 1980’erne, men man kan med udgangspunkt i Hoffmeyers seks faser spørge, hvor langt Danmark var ude dengang sammenlignet med Grækenland og Italien i den aktuelle situation, som var baggrunden for Deadline-diskussionen i søndags.

HOFFMEYER BESVAREDE SELV spørgsmålet for Danmarks vedkommende i artiklen: Vi var nået et stykke ind i fase 3, det vil sige havde vanskeligheder ved at låne. Grækenland i dag er vel tæt på fase 6, altså i risiko for at gå i opløsning. Italien er nok i fase 4 eller 5 og er blevet afkrævet et program for, hvordan landet kan reducere sine underskud. Men der er ikke mange, der tror på, at programmet ”på overbevisende måde” gør det sandsynligt, at ”underskuddet kan reduceres væsentligt i løbet af kort tid”.

Danmark har altså for 30 år siden været ude at gynge i fase 3. Om vi har lært af det, vil snart vise sig.

Den finanslov, der fremlægges, er reelt et produkt af den seriøsitet, som den nye og den afgåede regering tilsammen har kunnet præstere. Og der er lagt op til et underskud, altså en stigning i statsgælden, på 85 milliarder kroner. Ikke særligt betryggende for Danmarks renommé i en situation, hvor udviklingen i statsgælden er det eneste, der tæller på de internationale finansmarkeder.

Spanien var tæt på en statsbankerot omkring 1960, men fik af Valutafonden dikteret et stabiliseringsprogram og en liberalisering af sin økonomi – og kom i land. Men spanierne har ikke været alt for lærenemme med hensyn til at tage fat i tide og kæmper nu på decimalerne for at styre de offentlige budgetter. De befinder sig i Hoffmeyers fase 4.

Faktisk er det kun Tyskland, der for alvor har taget ved lære af sine – grusomme – historiske erfaringer.

De behøver ikke diktater udefra. Tværtimod er det nu de tyske politiske ledere, der mere og mere åbenlyst svinger pisken over de uansvarlige sydeuropæere, for at de skal gå klart og offensivt ud og fortælle deres befolkninger, i hvilken af de seks faser deres land befinder sig.

Det var derfor ikke acceptabelt, da den græske premierminister foreslog at lade den græske befolkning stemme om hjælpepakken fra EU.

En politiker kan ikke tørre ansvaret af på den befolkning, der har valgt ham til at varetage det. Det er ikke udemokratisk. Det er antidemokratisk.

Ole Olesen er konsulent og cand.polit.