Arvesynd og forsoning

Men nu handler Sophie. Hun vil have en undskyldning fra sin mor, hun vil have en anerkendelse af, at mor har forsømt hende, og den anerkendelse skal komme fra hundens egen mund. Det kommer til at gå dramatisk, og ikke videre sandsynligt, for sig.

Temaet i Hanne Vibeke Holsts roman er sådan set evigt aktuelt. Alligevel er ”Undskyldningen” ikke nogen god bog. Det er en bog skabt på vilje snarere end på en musikalsk tilgang til sprog og fortælling. Der er bygget med kraftige sten og fuget, så det kan ses.

På besynderlig vis får Holst det hele med, lige fra Anden Verdenskrig til muslimsk terror, fra opera til efterretningstjenester. Det ér en kunst at skrive om historisk tid, så læseren fornemmer tiden, uden at føle sig hensat til lokalhistorisk museum, god research er en dyd, men doseringen er lige så vigtig.

Men når Hanne Vibeke Holst bruger sin helt sikkert omfattende research, føler man sig smidt direkte ind i tv-serien ”Krøniken”. Alle de rigtige genstande bliver tilfældigt nævnt, sproget siger ”hustru” og ”tornyster”, der er Pernille-chokolade, Tidens Kvinder, kjole fra Crome & Goldschmidt, fedorahat fra Petitgas, Mister-cigaretter.

Og når tiden skifter, er det nye mærkevarer, der kommer på banen.

Det virker som sætstykker, hvori scenerne udspiller sig i et gennemgribende umusikalsk sprog.

Som her, den 9. april, tidlig morgen, hvor Thorvalds kone Gerda går i fødsel: ”Gerda snurrede rundt og fnøs rasende, som om det var det dummeste, hun nogensinde havde hørt. Men så blinkede hun hurtigt et par gange efter hinanden som en udtjent glødepære, førte hånden hastigt ned over natkjolens kuppel, idet hun udbrød: – Åh, gud! Vandet går!”.

Hanne Vibeke Holsts omgang med metaforer havde fortjent en skarp redaktør med blik for formuleringer som: følelser så overvældende og sammensatte, at de ”blokerede for hinanden, som tastearme på en skrivemaskine” og brune øjne, der ”skolder” op af en mand for derefter at lægge sig ”til hvile som en killing i en foret kurv”.

Hanne Vibeke Holst ved godt, hvornår man skal klippe, og hvordan man skruer op og ned for virkemidlerne. Det er underholdende, og spændingen stiger de rigtige steder.

Utallige forviklinger skal løses op på de sidste sider, hvor en gemt skotøjsæske, som Helena ikke før har turdet kigge i, forklarer, hvem der egentlig er hendes far, ligesom Sophie også får sig en overraskelse på den front. Men så bliver der undskyldt, forsonet og tilgivet, og tæppet kan gå ned for en familie, der ifølge romanen har stoppet den onde arv.

Rigtig troværdigt bliver det aldrig.

Det er synd, for Holst har givet noget på hjerte. Hvis hun havde stillet skarpt på følelserne af svigt, af den voksnes behov for undskyldninger, af følelsen af ikke at have været set og af, hvordan løgn kan deformere et menneske, i stedet for at have så travlt med at pakke det hele ind i verdenshistorien samt sluppet kravet om, at de 400 sider skulle fyldes ud, tror jeg, det kunne have stået stærkere.

Hanne Vibeke Holst: Undskyldningen. 432 sider. 299 kroner. Gyldendal.