Selvbiografier er rettet mod fremtiden

Ifølge Dorthe Thomsen, lektor i psykologi ved Aarhus Universitet, tyder undersøgelser på, at selvbiografien opfylder en identitetsfølelse, som både for den skrivende og læseren skaber sammenhæng på tværs af tid og sted. Og det er netop en af årsagerne til, at det er så populært både at skrive og få udgivet sin selvbiografi, siger hun, men understreger, at der er flere grunde.

”Først og fremmest har vi alle brug for at sætte en eller anden form for aftryk på verden. Selvbiografien er en meget grundig måde at gøre det på. Vi vil gerne vise, at vores liv har haft en form for mening,” siger Dorthe Thomsen og tilføjer:

”Når vi læser andres selvbiografier, kan vi få inspiration til vores egen fortælling. Ved at læse om andres liv kan vi se, hvordan livet giver mening for dem, der har levet det.”

Hun peger på, at sammenhæng kan være særlig svær at få øje på i et moderne, ustabilt samfund som det, vi lever i i dag. Vores liv hopper mellem forskellige faser med en helt anden fart end tidligere og fremstår langt mere usammenhængende med skiftende job, partnere, uddannelse og bopæl. Her kan selvbiografien spille en rolle for at skabe orden.

Modsat Tine Fristrup mener hun, at selvbiografien kan være et forsøg på at bevise, at vi som mennesker har en stabil identitet.

”Vi vil vise omverdenen, at vi har en sammenhængende identitet og forbliver den samme person over tid trods de store skift i vores liv. Derfor bliver nedskrivningen af en ordnet livshistorie central,” siger Dorthe Thomsen.

Oprindeligt har selvbiografien haft en helt anden funktion end at kommunikere forfatterens identitet og livshistorie ud, fortæller lektor ved Institut for Nordiske Studier og Sprogvidenskab, Københavns Universitet, Johnny Kondrup.

Selvbiografien har nemlig rødder i en kristen bekendelsestradition. Den første selvbiografi, vi kender, er kirkefaderen Augustins ”Bekendelser” fra omkring 400 efter Kristi fødsel. Her beskriver Augustin sin ungdoms erfaringer som hedning frem til sin omvendelse og erkendelse af Guds eksistens.

”Men karakteristisk for fortællingen er, at Augustin neddæmper historien om sin personlige udvikling og i stedet fokuserer på, hvordan han indser Guds eksistens og vender sig mod sin nye religion,” forklarer Johnny Kondrup.

Gudserkendelsen og ikke fortællingen om forfatterens egen person er altså tyngdepunktet i den tidlige selvbiografi. Men det ændrer sig i løbet af renæssancen, hvor mennesket selv får en større rolle at spille i kirken, kunsten og hele den europæiske kultur.

Selvbiografien ændrer fokus flere gange, først fra Gud og religionen til forfatteren selv, dernæst fra det ydre til det indre liv.

I dag har selvbiografien slet ikke samme præg af bekendelse, men alligevel mener Johnny Kondrup, at selvbiografien har helt særlige karakteristika, som adskiller sig fra den fiktive litteratur.

”Ved læsning af selvbiografien indgås der en anden kontrakt mellem læser og forfatter. Selvbiografien refererer til den virkelige verden, hvorimod romanen er skabt i et fantasiunivers, hvor forfatteren netop har frihed til at se bort fra det brudte og tilfældige. Selvbiografien en virkelig livshistorie, som er fantastisk, netop fordi den er lykkedes med de midler, virkeligheden nu engang stiller til rådighed,” forklarer Johnny Kondrup.

poulsen@k.dk