Hvor kobberet så dagens lys

I 1990 havde man således udgravet hele 10.000 små gamle miner og ”smeltesteder”, hvor kobberet blev udvundet af malakitten. Ved udvindingen blev malakit under opvarmning til kob-beroxid, som igen blev omdannet til kobber.

Men nok så interessant afslørede udgravningerne, at minedriften var begyndt for hele 7000 år siden, hvilket gjorde Timna til verdens ældste af slagsen. Det var egypterne, der i sin tid iværksatte en storstilet mineoperation, hvor det udvundne kobber på æsler blev bragt ned til Det Røde Hav – hvor Eilat i dag ligger – og sejlet derfra. Aktiviteten var størst i perioden fra årene 1400-1200 før Kristus under kongerne fra Seti I til Ramses V.

Forskerne opdagede også, at det var her på stedet, at menneskenes brug af metal i hverdagen for alvor begyndte, så på den led har Timna en vigtig plads i verdenshistorien.

Som besøgende i Timna Park i dag ser man talrige vidnesbyrd om kobberudvindingen. Her er utallige mindre lodrette og vandrette mineskakter, og det gælder om at se sig for, så man ikke træder ned i et hul.

Al malakitten er langtfra udvundet, og flere steder går man oven på små årer af grøn malakit.

Det mest imponerende er at besøge et af de såkaldte smeltesteder, hvor kobberet blev udvundet. Her er der kopier af de genstande, som blev brugt for tusindvis af år siden.

Kobberet skulle udvindes ved 1200 grader. Ved højere temperatur ville det fordampe, og ved lavere temperatur ville det ikke blive udskilt.

Men dengang havde man ikke termometre, så egypterne byggede specielle ovne, og ved hjælp af lufttilførsler – avancerede blæsebælge – nåede man i løbet af seks timer op omkring de 1200 grader. Det er voldsomt imponerende, at det overhovedet kunne lade sig gøre at ramme den rette temperatur med den tids primitive redskaber.

Egypterne brugte dog ikke al deres tid på kobberudvindingen. Flere steder i parken har arkæologerne fundet vægraderinger, der trækker tråde til datidens herskere og historiske begivenheder. Nogle steder kan man se raderingerne i deres oprindelige form, mens der andre steder er udstillet forstørrede kopier.

Et andet sted har man udgravet et tempel til ære for Hathor – den egyptiske gudinde for minedrift.

Hathor-templet ligger lige ved siden af de såkaldte Kong Salomon-søjler. Det er flere 50 meter høje klippesøjler i nubisk sandsten, som vind, vejr og erosion har skabt gennem tiden.

Søjlerne er de flotteste af en stribe ganske imponerende klippeformationer, som man finder i den 60 kvadratkilometer store og hesteskoformede park. Et andet kendetegn er en række klippebuer.

Der er anlagt en række stier i parken, og blandt rutinerede vandrere er de ganske populære. Man skal dog vide, hvad man gør, for længere vandreture i ørkenen kræver sine forholdsregler.

Det gælder for eksempel også ved pludseligt regnvejr, som der ellers ikke er meget af på stedet. Der falder blot 10-25 millimeter regn om året, men det sker ofte på én gang, hvorefter vandet løber ned fra bjergene og skaber springfloder i wadierne (kløfterne). Ifølge den lokale guide drukner flere mennesker i dag i ørkenen end dør af tørst.

Selvom Timna Park ligger i et goldt ørkenområde, finder man enkelte hårdføre planter der.

Dyr som bjerggeder, hjorte og kaniner lever af disse planter, og ulve, ræve og sågar leoparder lever igen af de øvrige dyr. Dyrelivet i Timna Park er således forbløffende rigt, men der er ikke mange eksemplarer af de enkelte arter. Derfor skal man være mere end almindeligt heldig for at se et levende dyr – bortset fra fugle – under et besøg. Den slags er normalt vandrere i de mere uberørte dele af parken beskåret.

rejser@k.dk

Kristeligt Dagblad rejste til Eilat med Apollo Rejser. Læs mere på www.apollorejser.dk.