ALLEHELGEN ER BLEVET DAGEN, hvor vi mindes vore døde. Mange kirker holder allehelgens gudstjenester, hvor navnene på sognets døde læses højt, mens de pårørende bliver inviteret til særlige mindegudstjenester. Samtidig forsøger kirken at fastholde de pårørende i det kristne håb om, at der findes en opstandelse og et evigt liv hos Gud – men hvad mener vi præster egentlig med det?

Da begravelsen var overstået, var jeg helt målløs af beundring over præstens tale. Præsten kom smukt omkring afdødes liv, tog hånd om sorgen, savnet og sluttede flot af med at læse påskeevangeliet om kvinderne ved den tomme grav. Enken var tydeligvis dybt berørt, jeg selv ligeså.

Måske var det derfor først hen ad aften, at en god ven turde spørge mig: Hvad mener I præster egentlig, når I forkynder, at graven er tom, når I pludselig begynder at tale om, at ”Krist stod op af døde”?

Jeg var målløs, begyndte straks at fortælle om, hvordan budskabet om den tomme grav fortæller, at den døde ikke længere er et bestemt sted, men i stedet er overalt, ligesom Gud er det. Jeg forsøgte at fortælle om trøsten i budskabet om, at døden ikke skal have det sidste ord, at livet vokser ud af døden – men lige meget hjalp det. Jeg blev stædigt fastholdt i problemstillingen: ”Tror du, de pårørende forstår og finder trøst i, at Kristus stod op fra de døde, eller at graven pludselig er tom, når de er midt i sorgen over, at deres kære er væk?”.

Nu begyndte det at blive for meget, jeg følte mig pludselig på gyngende grund, da opstandelsesbudskabet er helt centralt i alt, hvad jeg tænker og gør både som præst og menneske. Efter at have forsvaret mig meldte eftertanken sig – hvad mener vi egentlig, når vi taler om, at ”graven er tom”, at ”Krist stod op fra de døde”? Og hvordan bliver det budskab mødt af menigheden i dag?

Min ven er bestemt ikke dum. Han spurgte ikke, fordi han ikke forstod opstandelsesbudskabet, men alene, fordi han ikke syntes, det var en trøst at høre om en tom grav eller om, at Kristus havde gjort døden til skamme og vendt sorgen til frygt og stor glæde, som det hedder i påskeevangeliet.