|
5. november 2011
Allehelgen I en kirkelig sammenhæng betyder allehelgen, at man har sine døde hos sig i kraft af Gud. Det er opstandelsens budskab til os alle – et budskab, der ligesom vore minder om dem, vi savner, ikke sådan kan lægges i graven og formulde
ALLEHELGEN ER BLEVET DAGEN, hvor vi mindes vore døde. Mange kirker holder allehelgens gudstjenester, hvor navnene på sognets døde læses højt, mens de pårørende bliver inviteret til særlige mindegudstjenester. Samtidig forsøger kirken at fastholde de pårørende i det kristne håb om, at der findes en opstandelse og et evigt liv hos Gud – men hvad mener vi præster egentlig med det?
Da begravelsen var overstået, var jeg helt målløs af beundring over præstens tale. Præsten kom smukt omkring afdødes liv, tog hånd om sorgen, savnet og sluttede flot af med at læse påskeevangeliet om kvinderne ved den tomme grav. Enken var tydeligvis dybt berørt, jeg selv ligeså.
Måske var det derfor først hen ad aften, at en god ven turde spørge mig: Hvad mener I præster egentlig, når I forkynder, at graven er tom, når I pludselig begynder at tale om, at ”Krist stod op af døde”?
Jeg var målløs, begyndte straks at fortælle om, hvordan budskabet om den tomme grav fortæller, at den døde ikke længere er et bestemt sted, men i stedet er overalt, ligesom Gud er det. Jeg forsøgte at fortælle om trøsten i budskabet om, at døden ikke skal have det sidste ord, at livet vokser ud af døden – men lige meget hjalp det. Jeg blev stædigt fastholdt i problemstillingen: ”Tror du, de pårørende forstår og finder trøst i, at Kristus stod op fra de døde, eller at graven pludselig er tom, når de er midt i sorgen over, at deres kære er væk?”.
Nu begyndte det at blive for meget, jeg følte mig pludselig på gyngende grund, da opstandelsesbudskabet er helt centralt i alt, hvad jeg tænker og gør både som præst og menneske. Efter at have forsvaret mig meldte eftertanken sig – hvad mener vi egentlig, når vi taler om, at ”graven er tom”, at ”Krist stod op fra de døde”? Og hvordan bliver det budskab mødt af menigheden i dag?
Min ven er bestemt ikke dum. Han spurgte ikke, fordi han ikke forstod opstandelsesbudskabet, men alene, fordi han ikke syntes, det var en trøst at høre om en tom grav eller om, at Kristus havde gjort døden til skamme og vendt sorgen til frygt og stor glæde, som det hedder i påskeevangeliet.
Han stillede med andre ord et relevant spørgsmål om, hvorvidt de voldsomme opstandelsesbilleder efterhånden er så fremmede, at de ikke længere taler til trøst og mening for den sørgende? Eller om det er lidt for tidligt at forkynde om frygt og stor glæde for et sørgende menneske, som ikke nødvendigvis føler frygt og da slet ikke føler stor glæde over nyligt at have mistet.
DER FINDES selvfølgelig ingen entydige svar på, hvordan et budskab høres. Og ligeledes findes der ingen entydige svar på, hvordan budskabet om opstandelsen skal forstås. Nogle tror, at opstandelsen er noget, som sker, når vi dør. Andre vil hævde, at opstandelse er noget, der hænder igen og igen, hver gang vi rammes af Guds ord, og sidst, men ikke mindst er der forestillingen om, at opstandelsen allerede har fundet sted, at den fandt sted i dåben.
Uanset hvordan vi forstår opstandelsen, så kan præster ikke tage for givet, at kirkegængerne helt præcist er med på, hvad opstandelsesbudskabet betyder for dem. Når vi med stor selvfølgelighed taler om den tomme grav eller om, at Kristus stod op fra de døde, så kan budskabet opfattes som en pludselig og voldsom begivenhed, der ikke i øvrigt har sammenhæng med det liv, vi lever her på jorden.
Det var, hvad jeg blev gjort opmærksom på af min gode ven, en ven, der er så tæt på, at han tør sige: ”Præst, jeg forstår ikke, hvad du taler om.” Måske var der nogle flere, som skulle gøre den slags, altså tage en god diskussion med deres præst, for det er virkelig en skam, hvis kirkens allermest trøsterige og centrale budskab bliver misforstået grundet tidens tand eller dogmatiske læresætninger, som ikke nødvendigvis er forståelige for en kirkegænger.
Lad mig derfor bruge anledningen, her op til allehelgen, hvor tusinde af mennesker landet over mindes deres døde, til at forklare, hvorfor opstandelsesbudskabet er til trøst, hvorfor talen om den tomme grav og Kristi opstandelse forkyndes til trøst og måske endda med tiden også til stor glæde og håb for de efterladte.
For pointen med disse voldsomme opstandelsesbilleder er netop at fortælle, at Kristus ikke skelner mellem levende og døde. Den tomme grav er et symbol på, at de døde nu kan opstå i vores tanker og drømme, lyslevende, lige så nærværende og lyslevende, som Kristus stod over for den tvivlende Thomas, så vi næsten kan mærke og røre og føle de døde.
Og ligeså kan vi, der lever, gøre os forhåbninger om, at vi må opstå, ja, at vi allerede er opstået, selvom vi engang skal dø. Kristus og opstandelsen er et symbol på, at Gud ikke skelner mellem levende og døde, tid og evighed, himmel og jord – for Gud er alle mennesker levende.
Og det var netop livet, som Jesus så, da han oprejste enken fra Nains døde søn. Ligeså var det livet, som Jesus så, da Lazarus lå død og stinkende i sin grav, og Jesus råbte til ham, at han skulle komme ud. Det kunne Jesus gøre, fordi han ikke er begrænset af forskellen mellem liv og død, fordi han ser liv der, hvor vi andre alene ser død.
Opstandelsens budskab er altså et budskab om øjnene, der ser. Uanset om mennesker er troende eller ej, så handler kristendommens kerne om det mystiske, det uudgrundelige i alt det, vi ikke kan se, det, som ligger uden for vores horisont. Og selvfølgelig vil det virke både voldsomt og anstødeligt pludseligt at få øje på det, som intet øje før har set.
Derfor vil kristendommen altid forarge, derfor vil opstandelsens billedsprog altid virke voldsomt. Men når det er sagt, så er det vigtigt at huske på, at Jesu opstandelse er til for at bringe trøst, at det er et budskab om den opstandelse, som fandt sted i dåben, og som i troen giver os mulighed for at tro på liv i døden, at tro på evighed i tiden og at tro på, at himlen findes på jorden.
Når du derfor sidder i kirken og hører teksten til allehelgenssøndag om, hvordan Johannes i Åbenbaringen kan skue de himmelske hemmeligheder, så betyder det, at din opstandelse allerede har fundet sted, at tid og evighed smelter sammen, at himmel og jord mødes, fordi du altid vil leve for Gud.
Allehelgen betyder, at du har dine døde hos dig i kraft af Gud. Det er opstandelsens budskab til dig og til mig – et budskab, der ligesom dine minder om den, du savner, ikke sådan kan lægges i graven og formulde. Minderne vil altid opstå, ligesom livet altid vil være et liv hos Gud – uanset om vi lever eller dør.
Mads Davidsen er sognepræst på Fyn
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad