Bondefanget og bagbundet i Velfærdsbutikken Danmark

Det forventes kort sagt, at uddannelsesinstitutioner som gymnasier og universiteter drives som en forretning. Det betyder en helt ny terminologi og tilgang til de opgaver, som velfærdsstatens institutioner er sat til at løse. Hvor vi tidligere var myndige borgere i vores eget samfund, er vi nu transformeret til ”kunder” i de forretningsdrevne velfærdsinstitutioner, lige fra vuggestuen, over folkeskolen, universitetet, hospitalet og til plejehjemmet.

PÅ SAMME MÅDE skabes vi om til ”produkter”, som de samme institutioner konkurrerer om at producere så mange af som muligt for de lavest mulige omkostninger, hvad enten der er tale om nyudklækkede studenter eller færdigopererede patienter.

Fordi vi fokuserer på, hvordan den enkelte institution og det enkelte individ klarer sig i konkurrence med hinanden, frem for på hvordan vi alle indgår i en større sammenhæng med hinanden og tilsammen udgør et hele, opstår der et ressourcespild af kolossale dimensioner i vores samfund. Både af økonomiske og menneskelige ressourcer.

For eksempel konkurrerer de enkelte gymnasier med hinanden om, hvem der kan tiltrække flest elever i den ene ende og spytte flest studenter ud i den anden. Men så snart gymnasieeleven har forladt gymnasiet, har gymnasiet ikke længere ansvar for, hvordan det går den enkelte elev i den næste fase af livet, som uddannelsen ellers skulle forberede til.

Kommer studenten i gang med en videregående uddannelse? Får hun eller han job? Gymnasiet belønnes alene for, hvor effektivt institutionen kan tiltrække ”kunder” og presse dem gennem systemet som færdige ”produkter” i sidste ende.

Der er således ingen kontinuitet mellem de enkelte trin på den studerendes vej gennem uddannelsessystemet. De enkelte trin tænkes ikke som en sammenhængende helhed, hvor enkeltdelene skal understøtte hinanden og tilsammen ruste den enkelte til at blive selvforsørgende borger i samfundet.

Fordi der ikke er sammenhæng mellem de enkelte trin på vejen, risikerer den enkelte at strande med en eksamen, der ikke kan bruges til noget, hvilket igen giver en selvforstærkende negativ effekt i systemet. Når eksempelvis en bacheloreksamen ikke er nok til at komme ind på arbejdsmarkedet, presses den enkelte videre i uddannelsessystemet. Det er trods alt bedre at være i gang med en kompetencegivende uddannelse end at gå arbejdsløs.

Derfor er der både et pres fra den enkelte studerende om at komme videre i ”systemet”, ligesom den enkelte uddannelsesinstitution, fordi den skal leve af sine ”kunder”, har en interesse i at få så mange lokket ind i butikken som muligt og så hurtigt som muligt få dem presset gennem produktionsanlægget.

Oven i købet kan risikoen for at hænge fast i ”systemet” uden at få job blive større, jo længere man bevæger sig opad i systemet, og jo mere uddannelse man får.

Hvis man for eksempel tager den fulde pakke og gennemfører en ph.d.-uddannelse, strander man nemt med et værdiløst diplom.

På grund af en politisk vedtaget satsning på forskning uddannes der i dag langt flere ph.d.er end nogensinde før. Samtidig bliver der kun udbudt ganske få stillinger på universitetet. Konkurrencen er derfor hård om de stillinger, der trods alt bliver udbudt, ligesom konkurrencen er hård om at få forskningsbevillinger fra eksterne fonde. Med en fondsbevilling kan man nemlig som nyuddannet forsker skaffe sig sin egen løn og på den måde ”få lov” til at forske på universitetet.

Men her skal man ikke alene konkurrere med alle de andre nyuddannede ph.d.er, der heller ikke kan få job, men også med veletablerede, fastansatte forskere, der i kraft af deres anseelse og gode navn har lettere ved at trække bevillinger hjem end en ukendt, nyuddannet forsker.

Samtidig synes en ph.d.-grad i sig selv at diskvalificere ansøgere, der prøver at få job på det ”almindelige” arbejdsmarked, eksempelvis i en kommunal forvaltning. Har man en ph.d.-grad, men er ikke i gang med forskning, må der vel være noget galt med én. Ellers var man vel for længst i gang med en spændende karriere på universitetet?

RISIKOEN FOR AT ENDE på dagpenge er derfor alarmerende stor, også selvom man er gået hele vejen og har taget en ph.d.-grad. I dag er det de facto ikke engang nok at have gennemført en forskeruddannelse for at kvalificere sig til et helt almindeligt job.

Oven i købet er man som dagpengemodtager forpligtet til at søge de samme typer job som kortuddannede og ufaglærte, uanset hvor meget uddannelse man har med sig. En nyuddannet forsker kan derfor i princippet ende som rengøringsassistent eller ufaglært sosuhjælper. Eller som permanent ”kunde” i dagpenge-, kontanthjælps-, sygedagpenge- eller førtidspensions­systemet.

Heller ikke her måles institutionerne på, hvor gode de er til at løse opgaven med at bringe den enkelte ud på arbejdsmarkedet. Mens den arbejdsløse borger konstant bliver kontrolleret, målt og vejet, skal den enkelte institution aldrig selv stå til regnskab for, hvor god den er til at få den arbejdsløse i job.

Som overskrift på sit indlæg stiller Steen Hildebrandt spørgsmålet: ”Restdanmark. Problem eller potentiale?”. Hildebrandt synes selv mellem linjerne at besvare spørgsmålet med et ”ja”: ”Restdanmark” udgør et kæmpeproblem, og problemet skyldes inkompetence. Både hos de arbejdsløse, der er kommet sovende til deres uddannelse, og hos uddannelsesinstitutionerne, der ikke har formået at holde disciplinen.” Men måske der hverken er tale om disciplineringsproblemer eller inkompetence?

Måske der snarere er tale om, at vi har indrettet samfundet på en måde, så selv ressourcestærke mennesker, der har taget en lang videregående uddannelse, marginaliseres og ekskluderes fra at få job og kunne forsørge sig selv?

Måske det snarere er, fordi vi alle i effektiviseringens navn er blevet transformeret til ”kunder” frem for myndige borgere, at flere og flere af os ender som klienter i Velfærdsbutikken Danmark?

Anita Ulrich er ph.d. og antropolog