Stalin, Lenin, Hitler, Mao Zedong og andre ”landsfædre” havde efter egen opfattelse folkets bedste for øje – måske inspireret af filosoffen Kant, som mente, at den højeste moral er den, som til enhver tid tjener de fleste mennesker bedst.

LÆS OGSÅ: Velfærdsstaten har overtaget Guds plads

De handlede altså ud fra den gode vilje, de gode intentioner, som deres meningsfæller bakkede op om og var med til at føre ud i livet.

Problemet har bare været, at virkeliggørelsen af deres idéer har kostet flere hundrede millioner mennesker livet. De gode intentioner havde altså en pris, som andre end dem med intentionerne kom til at betale regningen for – med deres liv.

Ingmar Bergman skrev romanen ”Den gode vilje”, som siden blev filmatiseret af Bille August og vist som serie i fjernsynet. Her fik vi serveret et opgør med den gode vilje med en perspektivering, som bjergtog mig fuldstændigt. Hvem kender ikke en mors omklamrende gode vilje ud fra ledemotivet: ”Jamen, det er jo for dit eget bedste!”.

VELFÆRDSSTATEN ER BLEVET den store moder, der drevet af omsorgsvilje gør alt til vores eget bedste – et bedste, vi dog naturligt opponerer imod, for hvorfor skal en upersonlig statsmagt sætte i system og definere, hvad der er det højeste gode for mig?

Vi ved godt, at vi har en pligt til at yde efter evne i henhold til vedtagne skattepolitiske principper, og at vi med denne ydelse bidrager til fællesskabet, så vi også med god samvittighed kan modtage efter behov. Men vi er herudover på vore breddegrader opdraget til, at der ikke nødvendigvis behøver være ligefrem proportionalitet mellem ydelse og behov. Vi har accepteret skævvridningen, at de, der evner at yde meget, derved er med til at forsørge dem, der modtager meget.