Claus Mechlenborg |
7. november 2011
11 mormoner ville være præsident
I samme øjeblik Mitt Romney annoncerede sit kandidatur som Republikanernes bud på en ny amerikansk præsident, kastede medierne sig over ham. Ikke for at diskutere politik, men derimod for at diskutere teologi. Romney er nemlig mormon. Det er imidlertid ikke første gang, at en mormon stiller op til præsidentvalget. Romney er den 11. i rækken. Endnu er det ikke lykkedes nogen mormon at nå særlig langt, men det har været med stor polemik hver gang, skriver USA Today. Det var som præsidentkandidat, at mormonernes grundlægger, Joseph Smith, endte sine dage. I 1844 blev hans kampagne afbrudt, da han blev snigmyrdet i delstaten Illinois.
Oldtidens egyptere døde af cancer
I den evindelige søgen efter en kur mod kræft har forskerne rettet blikket mod oldtidens Egypten. Som det tidligere er blevet beskrevet her i avisen, fandt man kun ganske få tilfælde af kræft, da forskerne undersøgte mumierne. Det gav næring til tesen om, at kræft er en moderne sygdom. Forskerne har dog nu taget nye teknikker i anvendelse, og de har fundet en mumie, hvor personen døde af prostatakræft. Ifølge Science Magazine er mumien 2250 år gammel. Videnskabsmændene vil nu benytte den nye teknik på andre mumier og se, om noget er blevet overset.
Kraks forløber på internettet
For nogle år siden blev Samuel Geddes eleverede kort over København fra 1761 udgivet i en uhyre smuk bog. Bogen kostede et pænt stykke over 1000 kroner, og man skulle derfor være mere end normalt interesseret i gamle kort for at investere den sum. Nu har Københavns Stadsarkiv gjort kortet tilgængeligt for alle og enhver på khh1761.dk. På hjemmesiden kan man tage en virtuel tur rundt i 1700-tallets danske hovedstad. Undervejs kan man stoppe op og få mere at vide af indsigtsfulde historikere. For eksempel fortæller Tøjhusmuseets forstandige seniorforsker Karsten Skjold Petersen om Slotsholmens krigshavn og inspirationen fra Italien.
Med mobilen på slagmarken
Historiecenter Dybbøl har fra begyndelsen benyttet sig af stort set alle formidlingsgenrer. Derfor er det logisk, at museet har skabt en metode til at få ekstra oplysninger, hvis man er så heldig at eje en smartphone. Rundtomkring i Sønderjylland har man opsat skilte med såkaldte QR-koder, som telefonen affotograferer. Gør man det, kan man komme til at høre 36 øjenvidneskildringer, skriver historieonline. Deriblandt en preussisk kaptajn, som skulle fragte feltkanoner til slagmarken.
Historiske taler i bogudgivelse
Danske politikere har godt nok ikke fostret en tale i samme kategori som Churchills tale om Jerntæppet eller Martin Luther Kings ”I have a dream”. Alligevel er der god grund til at studere danske politiske taler. I talerne kan man nemlig spore selve den demokratiske idé og ikke mindst velfærdsstaten. Claus Friisberg har i bogen ”Taler til tiden” udgivet og kommenteret en række taler fra 1835 til 1972. Her er der meget at blive klogere af. Bogen er udgivet af Vestjysk Kulturforlag og koster 398 kroner.
historie@k.dk