Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Er vi virkelig blevet så fattige? til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Er vi virkelig blevet så fattige?

Flere kommuner sparer det såkaldte pædagogiske måltid væk, så plejepersonalet ikke længere kan spise med beboerne. Men nogle besparelser kan være for dyrekøbte, skriver tidligere biskop Søren Lodberg Hvas

- colourbox.com

Kommenter Hold mig opdateret

Flere kommuner sparer det såkaldte pædagogiske måltid væk, så plejepersonalet ikke længere kan spise med beboerne. Men nogle besparelser kan være for dyrekøbte, skriver tidligere biskop Søren Lodberg Hvas

Dagbladet Politiken fortalte for nylig under overskriften ”Vigtig hyggemad spares væk”, at flere kommuner af sparehensyn har valgt at fjerne muligheden for, at plejehjemsansatte kan spise sammen med hjemmets beboere.

De fleste besparelser har også omkostninger, nogle tungere end det beløb, der spares. Sådan tror jeg, det forholder sig med den omtalte besparelse. Den går ud over de ældres appetit og dermed deres helbred, hævdes det i artiklen. Tal viser, at mange ældre spiser for lidt og taber sig og derfor mister energi og kræfter.

LÆS OGSÅ:  Når de gamle flyttes rundt, rammer det - også - familien

Hvis medarbejderne sidder med ved bordet og får den samme menu som beboerne, medvirker det til, at de ældre spiser mere. Der kan ligeledes være brug for hjælp til ældre, som er skrøbelige på grund af demens. Det er lettere stilfærdigt at være behjælpelig, når man sidder ved siden af. Den hyggelige snak hen over bordet betyder også meget.

Annonce
Måltider med det udmærkede formål at stimulere de ældre kaldes ”pædagogiske måltider”. Der er eksempler på, at sådanne pædagogiske måltider for et års tid siden blev betalt af kommunen. En plejehjemsleder udtaler sig stilfærdigt, men det er ikke svært at høre, hvad hun mener:

”Der er stor nytteværdi ved at have personale ved bordet. Men det er en politisk beslutning, og kommunerne fattes jo penge.”

I adskillige tilfælde søger man at imødekomme det naturlige ønske om, at man spiser sammen, ved at de ansatte spiser deres madpakker ved bordet, samtidig med at beboerne får serveret dagens ret. Det har de ældre undertiden svært ved at forstå. Hvad man vel ikke kan fortænke dem i.

Pædagogiske måltider eller ej. Jeg vil forlade diagnosticeringen og gå til det basalt menneskelige: At spise sammen er et af de stærkeste udtryk for menneskeligt fællesskab. Ja, jeg vil kalde det en arketypisk symbolhandling, som slet ikke behøver nogen nærmere forklaring. Når vi spiser sammen, hører vi også sammen. At unddrage sig et konkret måltidsfællesskab sender et signal, som rammer dybere ind, end vi forestiller os.

Den opmærksomme læser vil fornemme, hvorfra jeg henter min inspiration. Menneskesønnen spiste sammen med alle slags folk og åbenbarede derved Gudsrigets tilstedeværelse i denne verden. Og det stærkeste billede på den himmelske salighed er bordfællesskabet. Hvilken salighed: at være bænket om det samme bord! Derfor står der et bord i kirken. Det bord har livsforbindelse til bordet derhjemme, livets brød og dagligt brød. Det gælder naturligvis også plejehjemmets bord, for det er jo et hjem.

I himlen er alting betalt. Så jeg må hellere komme ned på jorden, hvor så meget skal betales.

Jeg lukker ikke øjnene for, at vi har økonomisk krise. Det drejer sig derfor om at prioritere, hvad vi bruger pengene til. Der er mange kasser, hvor den ene lukker sig for den anden.

Spørger man en folketingspolitiker, vil vedkommende henvise til, at det er kommunernes ansvar. Og spørger man kommunalpolitikere, vil de henvise til de stramme restriktioner, de er underlagt fra regeringen. Enhver, der ser tv, vil vide, at det er en sport, som er under stadig udvikling.

Undertiden kan jeg gribes af nogle vilde tanker om det absurde i prioriteringen af vores økonomiske ressourcer. For eksempel har vi netop smidt bomber for cirka 600 millioner kroner over Libyen, ligesom jeg ikke tør gætte på, hvad vores engagement i Afghanistan koster af menneskelige lidelser og penge.

Men det er jo alt for tosset at tænke sådan. Så jeg vil vende tilbage til mit anliggende: Er vi blevet så fattige, at vi ikke længere har råd til ganske almindelig ligefrem menneskelighed?

Med anfægtet hilsen

Søren Lodberg Hvas
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock
flexblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​