Vi er efterhånden nået et godt stykke inde i DR’s ”Borgen”, og der er meget interessant at lære af denne meget omtalte dramaserie. Jeg tænker ikke så meget på diskussionen om, hvorvidt problemstillingerne er realistiske eller ej, men snarere på manglen på kritik af selve dens stil.

Alle er enige om, at ”Borgen” ikke er stor kunst – kulturskribent Nils Gunder Hansen pointerede det her i avisen forleden. Men derudover må man erkende, at ”Borgen” er tidsbestemt tv-triviallitteratur af en meget problematisk art.

Det er en serie, der først og fremmest holder sig flydende, fordi vi efterhånden har så mange driftssikre skuespillere, der kan levere varen, næsten uanset hvor tyndt produktet er.

SOM EKSEMPEL ønskede statsminister Birgitte Nyborg i søndagens episode af ”Borgen” at skabe fred i Afrika, hvorpå hun kontaktede sin muslimske politikerkollega, der for et par afsnit siden forlod Christiansborg i frustration over manglen på idealisme.

Han skal bruges som tolk på fredsmissionen. Først siger han nej, hvorpå hele befolkningen for længst har regnet ud, at hans gode hjerte vil sejre, så han i sidste øjeblik kan dukke op som en anden John Wayne.

En politiker afsløres som homoseksuel og begår selvmord, en Glistrup-karikatur bliver overfaldet på Nørrebro, og romancen mellem den kvindelige reporter og spindoktoren (der er blevet misbrugt som lille, fordi ethvert drama i dag skal rumme mindst ét incestoffer) er gået helt i selvsving.

”Borgen” kredser om alt det tidstypiske, idet den i meget høj grad fokuserer på det, der i forvejen dominerer i aviser, fjernsyn og offentlig debat. Skelettet er bygget op omkring politikere og journalister – disse to synlige magtgrupper, der gensidigt nærer hinanden i deres evige mediedans, som her gengives ekstra kulørt.