Med Iran på kornet

Men hvorfor netop nu? Hvad er det, der pludselig får Irans mangeårige atomprojekt til at skabe denne kædereaktion af trusler fra israelsk og vestlig side?

Det er først og fremmest kampen mod uret. I denne uge vil FN’s særlige Energi- og Atomagentur, IEAE, fremlægge en rapport om Irans atomprojekt. Rapporten er allerede delvist blevet lækket, og det er dyster læsning. Ifølge de lækkede dele af rapporten har Iran holdt FN-observatører ude fra en militærbase, hvor præstestyret menes at gøre klar til prøvesprængninger. Samtidig konkluderer rapporten, at Iran ikke, som en amerikansk rapport ellers foreslog tidligere, standsede sit atomprogram i 2003, men derimod intensiverede programmet med rundhåndet hjælp fra russiske, pakistanske og nordkoreanske eksperter. Og endelig peger rapporten på, at Iran måske blot er måneder fra at udvikle sin første atombombe.

Det er hovedårsagen til den pludselige israelske og internationale fokusering på Irans atomprojekt. For Israels vedkommende har Iran været højeste prioritet under hele Netanyahus regeringsperiode og endda også før. Men andre ting har stået i vejen: palæstinensernes anmodning om anerkendelse i FN. International fokus på det arabiske oprør. Krigen i Libyen. Og ikke mindst den konstante debat om de allierede tropper i Irak og Afghanistan. Afslutningen af krigen i Libyen, den kommende rapport om Irans atomprojekt og stilstanden i forhold til palæstinenserne giver Israel en perfekt mulighed for at rette sin egen og andres opmærksomhed mod Iran igen.

Når USA tilsyneladende vender det blinde øje til Israels trusler og tager dem med ro, kan det være, fordi USA selv har taget en overordnet beslutning om at tvinge præstestyret fra magten. Efter sigende har de seneste afsløringer af det iranske styres planer om at myrde den saudiarabiske og den israelske ambassadør i Washington fået præsident Barack Obama til at se anderledes på det iranske styre.

Derfor den seneste uges dramatiske udviklinger, hvor Israel selv har holdt usædvanligt mange øvelser med sirener, prøveaffyret lang-distance-raket og vist billeder af flyvevåbnets seneste øvelser i Italien. Alt sammen for at vise Iran og verden, at de nuværende sanktioner mod Iran er tandløse, og at hvis ingen andre tør tage de beslutninger, der skal til for at få præstestyret til at droppe dommedagsvåbnet, er Israel villig til at gøre det.

Viljen, der driver de israelske beslutningstagere, er ikke kun motiveret af, at Iran vil få en anden vægt og indflydelse med atomvåben. Når israelere og europæere diskuterer den iranske trussel, bliver de hurtigt enige om, at Iran kan skade mange landes interesser ved for eksempel at hæve oliepriser, vanskeliggøre handel i golfområdet og optræde endnu mere truende over for sine naboer. Men Israel står altid alene, når diskussionen går i retning af den akutte trussel, Iran vil udgøre med atomvåben.

Hverken USA eller Europa føler deres eksistens truet af iranske atomvåben. Men det gør Israel. Og præcis derfor føler man i Israel, at det er nødvendigt at være villig til at gå længere end alle andre i spørgsmålet om det iranske atomprogram.

allan@k.dk