Den mest grundlæggende patientrettighed er, at en borger og patient – hvis vedkommende er kontaktbar og ikke er erklæret umyndig – altid har ret til at sige ja eller nej til en medicinsk behandling eller operation efter at have modtaget relevant og fyldestgørende information. Det er det såkaldte informerede samtykke. Og patientens valg skal ubetinget respekteres.

Samtidig er vores sociallovgivning klar, i hvert fald på papiret: Der er ikke borgerløn i Danmark. Eksempelvis tilkendes førtidspension kun, hvis borgerens muligheder på arbejdsmarkedet må anses som udtømte.

Men hvordan støder så disse to gode principper sammen og giver et dilemma? I sager om førtidspension vil man ret ofte se, at kommunens pensionsteam peger på, at borgerens muligheder på arbejdsmarkedet ikke anses for at være fuldt afprøvet, fordi vedkommende endnu ikke har været i behandling med for eksempel et medicinsk præparat, oftest et nyere psykofarmaka, der muligvis vil forbedre vedkommendes tilstand og bane vejen for en ansættelse. Derfor gives der afslag på ansøgningen.

Det er ud fra et sociallovgivningsmæssigt synspunkt fuldt forståeligt, at et pensionsteam ræsonnerer sådan, for selvfølgelig skal alle muligheder være afprøvet, før man kan bevilge permanent offentlig forsørgelse. Dette er både i samfundets og i borgerens interesse.

MEN – FOR DER ER et men i denne problematik – en sådan afgørelse sætter den grundlæggende patientrettighed om altid at kunne sige ja eller nej til et behandlingstilbud under pres. Borgeren kan selvfølgelig stadig sige nej til for eksempel psykofarmaka, men hans eller hendes valg får dermed økonomiske konsekvenser, idet pensionsteamets behandlingsforslag, der er baseret på de lægefaglige kommentarer i sagen, først skal afprøves, før sagen kan tages op igen. Det er en slags siciliansk tilbud, kommunen kommer med. Borgeren ender ganske vist ikke med et hestehoved i fodenden af sengen i bedste mafiosostil, men kan ende i en økonomisk klemme. Og vi taler i disse sager ofte om psykofarmaka, som i nogle tilfælde kan have en del bivirkninger, og som nogle mennesker er meget forbeholdne over for.

Så hvordan løser vi dilemmaet, der opstår, når to ideale principper støder sammen og skaber en mudret virkelighed? På den ene side skal en borger og patient frit kunne sige ja tak eller nej tak til en behandling. Og på den anden side har vi ikke borgerløn, men bevilger først førtidspension, når mulighederne for en plads på arbejdsmarkedet er udtømte.

Den nye socialminister og den nye sundhedsminister burde sætte sig sammen og søge en løsning. Måske kunne man differentiere, så et nej tak fra borgeren til visse former for medicin, som påviseligt har mange og stærke bivirkninger, ikke automatisk skal medføre afslag på førtidspension.

Karsten Skawbo-Jensen,

konservativ folketingskandidat,

Askeskellet 12, 2., Frederiksberg