Managementtænkning gør folkekirken mindre folkelig

Alle disse tendenser peger væk fra den lokale sognekirke og dens styring af egne forhold. Luthersk set er kirken jo bestemt af en menighed, der kalder en præst, og her er menighedsrådet en del af det almindelige præstedømme, som tager hånd om andre funktioner end de præstelige. Det er folkekirkens grundlag, mens tendensen, vi ser i dag, styrker det, som nogen har kaldt ”kirke-kirken”, altså det professionelle lag af mellem- og topledere garneret med den nødvendige juridiske og økonomiske kompetence.

Denne udviklings resultater ser man allerede i den umyndiggørelse, der sker af menighedsråd og sognepræster, som indgår i stadig større enheder af administrativ og økonomisk art, samtidig med at de får mindre og mindre indflydelse på udviklingen.

Farerne i denne udvikling inden for det kirkelige landskab er, at den folkelige opbakning, som ses gennem deltagelse, langsomt vil forsvinde. Samtidig vil det specifikt kristelige indhold forsvinde ud af sådanne organisationer. Man ser allerede dette ske i kristelige organisationer, der må tilpasse sig statslige regler og derfor nedtoner det kristne indhold i organisationen. På samme måde har der i folkekirken været en tendens til at nedtone forskellen til andre religioner (vi tror alle på den samme Gud på forskellige måder) og præsteløftet og den lutherske bekendelse, som indflydelsesrige dele af folkekirken ønsker omskrevet.

Udviklingen i Danmark inden for organisationer og folkekirke er altså, at indholdet af kristendom formindskes eller nedtones, og organisationerne vokser bureaukratisk. Retningen er uheldig for et samfund, der åndeligt er båret af frivillighed, men også for en folkekirke, der er grundlagt på det almindelige præstedømme. En vej ud af miseren er forenkling, afbureaukratisering og genskabelse af tillid til frivillige i stedet for kontrol, men med new public management som herskende ideologi har det nok lange udsigter.

Torben Bramming er sognepræst i Ribe Domkirke og Seem Kirke.