Wiesel sætter gamle ord i en ny belysning

Han har overlevet kz-lejre. Han har modtaget over 100 æresbevisninger. Han har skrevet adskillige bestsellere. Og så er Elie Wiesel fortsat aktiv på den internationale scene, hvor nogle vil mindes hans skråsikre advokatur for Irak-krigen, mens andre vil ihukomme hans besøg i Buchenwald i 2009 sammen med den amerikanske præsident Obama.

Men Wiesel underviser også i Det Gamle Testamente, hvad ”Guds vismænd og profeter” minder om. Og hvor Wiesels erindringer og romaner på smertelig vis kredser omkring holocaust, har denne samling studier i Det Gamle Testamente været så stor en fornøjelse at skrive, at Wiesel i forordet ligefrem må spørge sig selv og læseren: ”Findes der en større glæde?”.

Og bogen er vitterlig både præget af munterhed og den mundtlighed, der kommer af, at bogen består af forelæsninger. Moderne forskning advarer mod, at vi sammenholder vor tids normer med fortidens. Derfor er det forfriskende, at Wiesel slår til lyd for det modsatte synspunkt. Han er nemlig af den opfattelse, at et fortidigt stof kun bliver levende, når der stilles aktuelle spørgsmål til det, og da Wiesel stiller sine spørgsmål i bramfri og ubesmykkede vendinger, bliver hans bog en uforskrækket sandhedssøgen i de gamle tekster.

Fra bibelhistorien kender vi således beretningen om Sodoma og Gomorras undergang, hvor Lots hustru vender sig om og som straf bliver til en saltstøtte. Her går Wiesel i rette med Bibelen, for han har betydelig nemmere ved at forstå Lots hustru end hendes mand: ”Vi har brug for at se os tilbage – ellers er der fare for, at vi forvandles til en støtte af sten. Eller af is”.