Kunstner Marco Evaristti, som er jødisk, har blandet blod med en katolik og en muslim, så han kunne male billeder til bibelbog
Marco Evaristti, kunstner og arkitekt, er mest kendt for at placere guldfisk i blendere for at se, om gæsterne på Trapholt Museet ville trykke på knappen og tage livet af fiskene.
Nu er han igen på samme og alligevel et andet spor.
Marco Evaristti har illustreret Ruths Bog fra Det Gamle Testamente, som udkommer og præsenteres i forbindelse med Bogmessen i den kommende weekend på forlaget Goldberg & Mor.
Denne gang er det malingen, der er alternativ. Marco Evaristti, som selv er jøde, har blandet blod med en katolik og en muslim og brugt blodet som maling.
”Det har været en interessant oplevelse at få lov til at beskæftige sig direkte med Ruths bog, og erfare hvor smuk den er – hvilket blot gør alle de stridigheder, der kommer af religion endnu mere tragisk. For mig blev den væsentligste pointe i historien, at vi kan forenes på tværs af konstruerede skel. Inderst inde er vi alle ens, siger Marco Evaristti.
Overrabbiner Bent Lexner, der har leveret den tekstnære oversættelse af Ruths Bog, siger, at han nok ikke selv ville have valgt lige den kunstner til at illustrere værket, men at Evaristti i denne omgang har lagt en dæmper på sig selv.
”For billederne symboliserer de tre religioners fællestræk og opfordrer til at møde andre med Ruths åbenhed, respekt og mod,” siger Bent Lexner, som sidste år oversatte Esthers Bog, som blev illustreret af kunstneren Tal R.
Ruths Bog er blandt andet historien om den første jødiske konvertering.
”Moses og Josefs brødre var også gift med ikke-jøder. Men moabitten Ruth var den første, som udtalte til sin jødiske svigermor, Naomi, ’din Gud er min Gud’,” siger han.
Hun var også stammoder til Biblens kong David.
Naomi var med ægtemand og to sønner flygtet fra hungersnød i Judæa til Moab. Manden døde, det gjorde sønnerne også, men forinden havde de giftet sig med to kvinder fra Moab, hvoraf den ene var Ruth. Naomi vendte tilbage til Judæa, og Ruth fulgte med. Her giftede hun sig med en rig jødisk jordbruger, Boaz.
”Så historien handler både om konverteringer, andre jøders syn på de konverterede, om at komme fra et land til et andet og en række andre emner, som absolut også er aktuelle i dag. Så jeg håber bogen kan inspirere til overvejelser om disse ting,” siger Bent Lexner.
benteclausen@k.dk