Nedturen standsede ved de foldede hænder

Troen på Gud er imidlertid ikke noget, der kommer som en åbenbaring for den gamle ateist, men nærmere noget, som bliver til gennem et ritualiseret liv og gennem bøn.

”Jeg ved, at min nedtur standsede, da jeg blev nødt til at folde mine hænder og gøre noget, sætte handling på,” fortæller Falch åbenhjertigt i noget, der kunne ligne et offentlig skriftemål.

Her kommer også en undskyldning til den dybt alkoholiserede far, som han fornægtede helt frem til dennes død.

Falch krænger gerne egne dårligdomme ud, hvad han også er vant til fra de AA-møder (Anonyme Alkoholikere), som han jævnligt kommer til. Han er således en mand, der er kommet til stor klarhed over sit liv, og som ved, at frygt og vrede er livsødelæggende momenter i et menneskes liv. Falch er blevet en mand, der søger roen og ligevægten, hvor han som ung søgte ekstasen og rusen.

Falch er ikke blevet hellig og bedrevidende af at blive alkoholfri, men han kan se igennem de værste myter og klicheer fra rock and roll-verdenen. Han har et godt blik for den misbrugsromantik, der hersker, og som gør ikoner som Keith Richards og Jack Kerouac til frihedshelte. Han gennemskuer, at beatdigteren Jack Kerouacs rejse ikke ”var udslag af hverken et frit kunstnerisk eller eksistentielt valg, men i ét og alt var en tvangspræget flugt”.

Er Falch en ørn til at gennemskue alkoholikernes forløjethed og god til at overflyve et stort persongalleri, så har han betydeligt sværere ved at nuancere billederne og komme ud over anekdote-niveauet. Der er et væld af kendte musikere, digtere og en enkelt intellektuel i skikkelse af vores egen Nils Gunder Hansen, som passerer revy. Men nogle skarpe karakteristikker bliver det ikke til, og man skal vist i sidste ende være særligt interesseret i midaldrende danske rockmusikere for at få noget ud af denne samling musikalske venner. Et særligt galleri finder man i de temmelig mange døde venner som for eksempel digteren F.P. Jac og musikerne Bamse, Henrik Hall og Leif Roden.

Det er heller ikke alt sammen lige godt skrevet, selvom Falch da mestrer en letløbende og effektiv prosa. De døde metaforer står i kø netop dér, hvor de burde folde sig livligt ud. Et sted skriver han om en krise i parforholdet, en krise, der følges op af ”det magiske øjeblik, hvor et lille, lunt mentalt forår alligevel bryder igennem og begynder at tø vores frosne hjerter op”. Det burde en sproglig begavelse som Falch kunne gøre bedre. Og det skal han gøre bedre, hvis han fortsat vil skrive om sit eget og andres liv i denne filosoferende, causerende og let memorerende stil med anekdoter fra et rockliv med og nu uden spiritus.

kultur@k.dk

Michael Falch: Trækruter. 288 sider. 299 kroner. Gyldendal.