Allan Sørensen korrespondent i Mellemøsten Mere end tre uger er gået, siden den 17-årige kristne skoleelev Ayman Nabil Labib mistede livet. |
9. november 2011
Egyptens koptere kæder mordet på en 17-årig koptisk elev sammen med den seneste bølge af sekterisk vold i landet. Han blev myrdet, fordi han ikke ville tage sit kors af, siger drengens forældre
Men først nu står hans forældre frem og fortæller en version af sagen, som det officielle Egypten har meget vanskeligt ved at høre i en tid, hvor muslimer og dele af styret beskyldes for at forfølge det koptiske mindretal.
LÆS OGSÅ: Ny egyptisk lov skal tilfredsstille koptere”Han blev koldblodigt myrdet, fordi han nægtede at tage sit kors af,” sagde den myrdede Ayman Nabil Labibs far, Nabil Labib, forleden i et videointerview med organisationen Copts United.
Hændelsen fandt sted den 16. oktober og blev først beskrevet som et almindeligt mord af de egyptiske medier. Men udsagnet fra forældrene og en række koptiske organisationer har givet mordet status som endnu et kapitel i den sekteriske vold mod Egyptens koptiske mindretal, der udgør omkring ti procent af landets 84 millioner indbyggere.
Ifølge Ayman Nabil Labibs forældre udviklede sagen sig, da en skolelærer bad Ayman Nabil Labib om at fjerne det kors, han havde tatoveret på sin hånd. Drengen nægtede og fortalte, at der var tale om en tatovering, og at han også bar et kors i en halskæde under sin trøje.
Ifølge forældrene, der har talt med flere af skolens elever efter hændelsen, fik dette læreren til at tage kvælertag på Ayman Nabil Labib. Læreren spurgte herefter de andre elever, hvad de mente, man skulle stille op med en kristen elev, der ikke vil fjerne sit kors. Herefter blev Ayman Nabil Labib overfaldet og slæbt ind på lærerens kontor, hvor han blev myrdet af de ophidsede elever.
Den version står i skarp kontrast til myndighedernes officielle version om, at Ayman Nabil Labib ved et tilfælde blev dræbt i skolegården under et slagsmål med andre elever. Politiet har anholdt to af de muslimske elever, og i øjeblikket sikrer man sig eventuelle spor på gerningsstedet. Men skolens lærere og forstander er endnu ikke blevet afhørt i sagen, og det får koptere til at frygte, at også denne sag vil blive syltet af myndighederne. Ifølge en opgørelse er mindre end ti procent af alle overgreb mod koptere de seneste tre år blevet opklaret.
Forældrenes seneste udsagn har fået enkelte egyptiske medier til at fokusere på den sekteriske vold og stille kritiske spørgsmål.
Farida al-Shobashy, en kendt klummeskribent ved dagbladet al-Masri al-Youm, vender sagen på hovedet og spørger: Hvordan ville egypterne have reageret, hvis en muslimsk skoleelev blev myrdet, fordi han ikke ville fjerne sin koran?
”Jeg blev dybt rystet, da jeg læste, at en lærer forsøgte at tvinge en kristen elev til at tage sit kors af. Læreren begyndte at råbe ad eleven og lod de andre elever deltage. Så blev eleven angrebet og banket til døde,” skriver Farida al-Shobashy.
Situationen mellem koptere og muslimer har især været spændt, siden egyptiske sikkerhedsstyrker og muslimske tilskuere angreb en koptisk anført demonstration i begyndelsen af oktober, hvor 26 koptere mistede livet, og omkring 300 blev såret.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad