Sovjetiske styrker rykker frem i området omkring floden Dnjepr i området, som forfatteren kalder ”Bloodlands”, hvor 14 millioner mennesker omkom under Anden Verdenskrig. –
- Bridgeman Art Library/Scanpix.
moritz schramm |
9. november 2011
Søgte sammenligninger i ellers glimrende bog om Hitler og Stalin
Sammenligningen mellem nationalsocialismen og stalinismen er ikke et nyt fænomen.
I store dele af Vesteuropa var det under hele den kolde krig udbredt at sidestille de to diktaturer – tydeligvis både for at understrege betydningen af kampen mod den sovjetiske trussel og, i hvert fald nogle gange, for at nedtone de nationalsocialistiske forbrydelser.
I min egen ungdom i Vestberlin i 1980’erne hørte det til de mest udbredte slagord, at de ”røde” diktaturer angiveligt var mindst lige så forfærdelige som de ”brune”. Det var standard langt hen ad vejen at hævde, i hvert fald i Vesttyskland og Vestberlin.
LÆS OGSÅ: Hitler og Stalin var fælles om udryddelsesstrategi
I midten af 1980’erne fik denne dagsorden videnskabelig opbakning, da flere konservative historikere i den såkaldte Historikerstrid forsøgte at relativere Hitlers forbrydelser ved at tolke Anden Verdenskrig som en reaktion mod kommunismen.
Hitler blev her reduceret til en selvforsvarer, der desuden havde lært afgørende af Stalin, som han angiveligt blot efterlignede. Og skønt disse teser hurtigt blev tilbagevist af de fleste seriøse historikere, hørte det også i 1990’erne til god tone, at man ikke kunne nævne nationalsocialismens rædsler uden også straks at nævne Sovjetunionens Gulag.
Der havde med andre ord dannet sig en ny politisk korrekthed, hvor man ikke længere havde lov til at nævne det ene uden også i samme åndedrag at henvise til det andet.
Det var derfor ikke uden skepsis, at jeg begyndte at læse Timothy Snyders bog ”Bloodlands. Europa mellem Hitler og Stalin” fra 2010. Skulle vi her endnu en gang, ud af tusindvis af andre, få fortalt, at begge regimer dog egentlig, i det mindste i deres essens, var helt identiske? At Hitler og Stalin er udtryk for den samme totalitære tankegang, det samme morderiske udryddelsesvanvid, at de muligvis sågar direkte påvirkede hinanden?
Følger man bogens modtagelse, kunne man nemt få dette indtryk. Snyders bog blev allerede ved sin første udgivelse i England rost til skyerne, og også i Danmark kunne man hurtigt fornemme, at de fleste anmeldere selvfølgelig ville hilse den her endnu en gang præsenterede sammenligning mellem de to regimer hjerteligt velkommen. I nærværende avis kunne man endda læse i overskriften på et interview med bogens forfatter, at Hitler og Stalin angiveligt var ”fælles om udryddelsesstrategien”. Hvilket selvfølgelig er nonsens. De var vidt forskellige i såvel strategi som formål.
I realiteten er Snyders bog dårligst dér, hvor den sammenligner de to regimer. Når han endnu en gang føler det belejligt at trække en parallel mellem den af Stalins politik forårsagede hungersnød i Ukraine og Hitlers konkrete plan om en udsultning af 30 millioner mennesker i Østeuropa, bliver det håbløst. Og hver gang Snyder omtaler fordrivelsen af tysktalende mindretal fra Polen og Tjekkoslovakiet efter Anden Verdenskrig som ”etnisk udrensning”, får man fornemmelsen, at han her bevidst sigter efter at sammenkoble begivenhederne efter 1945 med den tyske stormagtspolitik efter 1939, hvilket i sagens natur er absurd.
Ikke desto mindre er der tale om en god og vigtig bog. Faktisk er den langt bedre, end man umiddelbart, når man først ser eller hører om den, vil kunne forvente. Det skyldes til dels, at Snyder ikke som så mange andre historikere forsøger at relativere regimernes forbrydelser ved via det enes at henvise til det andets.
Faktisk sigter han konstant efter at beskrive de konkrete rædsler på begge sider, frem for at bedømme det ene ud fra det andet. Og dermed forfalder han ikke til den ellers udbredte tendens til at udspille terrorregimerne mod hinanden.
Især vinder bogen dog ved Snyders fokus på et bestemt geografisk område, som han kalder for ”Bloodlands”: en afgrænset zone i det nuværende Ukraine, Polen, Baltikum og Hviderusland.
Meget overbevisende understreger Snyder, at vi ofte har glemt, hvordan en stor del af ofrene for de to store totalitære regimer – så forskellige som de end er – i første halvdel af det 20. århundrede netop kom fra dette område. Snyder minder i sin bog med rette om de millionvis af mennesker, der blev dræbt i præcis dette geografiske område. Efter hans eget skøn må der være tale om cirka 14 millioner mennesker, der i dette område gennem blot 12 år mistede livet.
Det er her, styrken i hans bog ligger. Mens sammenligningen mellem de to i realiteten ret forskellige regimer i sig selv ikke er særligt givende, er hans fokus på ofrene i et bestemt område rystende. Vi bliver her igen gjort opmærksomme på de uhyrlige rædsler, som denne del af Europas befolkning er blevet udsat for i det 20. århundrede. Det er yderst vederstyggelig læsning. Skræmmende, horribelt, men nødvendigt at blive mindet om.
Timothy Snyder: Bloodlands. Europa mellem Hitler og Stalin. Oversat af Peter Dürrfeld. 556 sider. 400 kroner. Jyllands-Postens Forlag
Læs interview med Timothy Snyder påk.dk/kultur
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad