Som udgangspunkt var opgaven for arbejdsgruppen bag betænkningen at se nærmere på provstestillingen (herunder ansættelsesprocedurer, provstens rolle i det gejstlige tilsyn og som forvaltningsperson, sammenhængen mellem præste- og provsteembedet med videre), og på forslag fra Landsforeningen af Menighedsråd blev det indføjet i kommissoriet, at gruppen også skulle beskæftige sig med provstiudvalgets opgaver. Når provsten får flere opgaver og mere ledelseskompetence, er det nødvendigt også at styrke provstiudvalget for at opretholde balancen mellem gejstlige og læge.

BETÆNKNINGEN INDEHOLDER tre dele, der hver især rummer forslag om provstens arbejdsområder og ansættelse, provstiudvalgets arbejdsområde og forholdet mellem provstiudvalg og menighedsråd.

For at få kompetente provster må man have kvalificerede ansøgere. Derfor er et af forslagene i betænkningen, at provstestillinger fremover slås op eksternt og med en klar stillingsbeskrivelse. I dag slås ledige stillinger i provstierne op internt blandt provstiets præster, mens forslaget går på at give samtlige præster i landet mulighed for at søge for at sikre det bredeste og mest kvalificerede ansøgerfelt.

Samtidig foreslås det, at provstiudvalg og stiftsråd får indflydelse på placeringen af provstestillingerne, og at menighedsråd og provstiudvalg får indflydelse på, hvem der vælges til provst. Indtil nu har det alene været biskoppens afgørelse. Desuden foreslås provstiudvalget udvidet med et præstemedlem, hvilket vi håber vil give præsterne et større incitament til at engagere sig i provstiets forhold. Disse forslag støttes af hele arbejdsgruppen bag betænkningen.

Et af forslagene beskriver, hvordan provstiudvalget fremover får pligt til at sørge for, at der drøftes målsætninger for det kirkelige liv i provstiet på budgetsamrådet. Det vil være en udvidelse i forhold til den forpligtelse, som provstiudvalget i dag har til at sørge for, at der på budgetsamrådet drøftes målsætninger for udgifter og ligning set i et flerårigt perspektiv.

Som det er i dag, kan provstiudvalget ændre menighedsrådets økonomiske rammer og dermed indirekte påvirke det kirkelige liv, men ikke direkte forholde sig til de kirkelige aktiviteter. Den model mener vi ikke er på højde med kravene til en moderne folkekirke. Med forslaget i betænkningen vil provstiudvalget kunne åbne en dialog med menighedsrådet om målsætninger for sognets kirkelige liv, og forslaget styrker dermed en åben debat om overordnet samarbejde mellem sognene.

Provsten og provstiudvalget spiller en væsentlig rolle, når vi skal fremtidssikre folkekirken. Provstiet er den økonomiske grundenhed i folkekirken, og man har i provstiudvalget armslængdeafstand til de enkelte sogne, samtidig med at man er tæt nok på dem til at kunne danne sig et godt overblik over det enkelte sogns styrker og svagheder. Men det må ske i et samspil med menighedsrådene.

Derfor foreslås det at gøre budgetsamrådet (hvor repræsentanter fra alle menighedsråd i provstiet mødes) til et væsentligt demokratisk organ, hvor menighedsrådene som kollektiv har mulighed for at løse lokale udfordringer. Vi vil nævne to områder.

Folkekirken befinder sig i øjeblikket i et krydspres mellem vigende økonomiske ressourcer og stigende forventninger fra medlemmerne til vores serviceniveau. Det gør, at vi må tænke i samarbejder på tværs af gamle skel for at udnytte vores ressourcer, og indimellem må vi træffe beslutninger, som lokalt kan virke urimelige, men som set i et større perspektiv er den eneste måde at beholde en levende folkekirke på. Det viger vi ofte tilbage fra.

SOM DET MEST eklatante eksempel på vores handlingslammelse: Vi mangler en procedure for at tage kirker helt eller delvis ud af brug i de tilfælde, hvor det lokale menighedsråd ikke selv kan finde løsninger i en sådan beslutningsproces. Den slags beslutninger er aldrig nemme, men at beslutningen som i dag er placeret hos det enkelte menighedsråd, er uholdbart. Det er en urimelig byrde at pålægge et råd, at det skal lukke kirken og dermed nedlægge sognet som selvstændig enhed.

En anden mulighed er, at man på budgetsamrådet (med kvalificeret flertal) kan bemyndige provstiudvalget til at tage initiativ til at gennemføre strukturændringer – også mod enkelte sognes ønsker. Det er for os at se den rigtige vej for at få justeret vores sognestruktur, og den løsning kan fungere, både hvor kirkerne ligger for tæt, og hvor der mangler en kirke i et nyt boligområde.

LÆS OGSÅ: Landskirkeskatten udsulter sognene

Tilsvarende finder vi, at menighedsrådene på budgetsamrådet med kvalificeret flertal skal kunne bemyndige provstiudvalget til at koordinere kirkelige aktiviteter i provstiet, for eksempel konfirmandundervisningen. Det er vigtigt, at konfirmandundervisningen ses i forhold til skoledistrikter og ikke kun sognegrænser, og at man tager hensyn til de unges ønsker om at gå til præst sammen med klassekammeraterne, uanset hvor de bor i forhold til sognegrænsen.

De fleste i arbejdsgruppen (dog ikke Præsteforeningen) støtter forslagene om provstiudvalgets fremtidige arbejdsopgaver. Udviklingen hen imod et stærk lokalt samarbejde, der er forankret i provstiet, ser vi som den rigtige vej for folkekirkens fremtidige struktur.

En udvidelse af provstens ledelsesopgaver er en del af løsningen, men det skal være en åben ledelse – ikke en indirekte ledelse ved hjælp af økonomien alene. Og når det gejstlige element i folkekirken bliver stærkere, skal det folkevalgte elements kompetencer også styrkes.

Vi skal ikke have mere hierarki, men vi skal have mere handlekraft. Uden et stærkt demokratisk element mister vi den folkelige forankring, der er så kendetegnende for den danske folkekirkemodel, og uden et provsti, der kan tage initiativer, bliver folkekirken handlingslammet lokalt.

Preben Juul Sørensen og Inge Lise Pedersen er begge medlemmer af Landsforeningen af Menighedsråds bestyrelse