Lysten til at være noget for andre skal styrkes

Jeg er vokset op i FDF, hvor det første F netop dækker over ordet ”frivillig”. Ordet er en vigtig værdimarkør i forhold til, hvordan børn og unge mødes i FDF.

Kernen i ordet er at være og at gøre noget ”af fri vilje” – ikke påtvunget. Det er ikke det samme som at gøre (alt), hvad man gerne vil. I en kristen forstand måske endda tværtimod. Fordi ”den fri vilje” bør være rettet mod næsten.

Det frivillige sker uden ydre tvang, men FDF ønsker at indlejre en indre trang i de unge mennesker og gennem aktiviteter og samværsformer fremme en helt bestemt måde at bruge sin fri vilje på. Dette kan lyde begrænsende, og det er det på samme vis, som det kristne evangelium både er befriende og begrænsende.

Andre foreninger inden for spejder- og idrætsverdenen arbejder ligeledes på en måde, der gerne skulle fremme de unge medlemmers lyst til at være noget for andre – og ikke kun for sig selv.

Sammenligner man den tid, hvor FDF blev til (1902), med den tid, vi nu lever i, er det helt tydeligt, at der er tale om to forskellige verdener. Fra en verden, hvor børn og unge havde værdi i form af den arbejdskraft, de ville kunne præstere i livet, til en verden, hvor den enkelte har en unik værdi lige fra fødslen og forventes og ikke mindst forventer at være ”sig selv” i en sådan grad, at omverdenen bemærker det.

Der findes i dag en del unge, for hvem det er et mål i sig selv at blive kendt! Man kan godt blive kendt på at lave frivilligt arbejde – tænk for eksempel på moder Teresa. Men det er en lang vej – og egentlig også i modstrid med det frivilliges indre væsen. Gør man det frivillige for at blive kendt, bliver det jo en selv og ikke næsten, der kommer i centrum.