Marianne Nygaard Knudsen |
10. november 2011
Skuespilleren Thure Lindhardt spiller lærlingen, der forsøger at finde sin egen vej gennem livet i teaterstykket ”Rød”. Selv er han ud af en stor teologfamilie, men er gået i en helt anden retning. Alligevel ligner hans arbejde præstens
Han er en af landets mest eftertragtede skuespillere. Talentet er ikke til at tage fejl af, og i løbet af de seneste par år har han ikke kun slået sit navn fast i Danmark – han har også taget turen op ad Hollywoods røde løber.
Thure Lindhardt er netop nu aktuel på Betty Nansen Teatrets anneksscene, Edison, hvor han spiller kunstnerlærlingen Ken i forestillingen ”Rød”. Stykket udspiller sig i 1960’ernes New York og handler om den verdensberømte kunstner Mark Rothko.
LÆS OGSÅ: Nu skal vi begejstres for kunst og kulturTemaerne kredser om generationsopgøret mellem mesteren og lærlingen, og hvordan lærlingen søger sin egen kunstnerstemme.
”Min rolle gennemgår udviklingen fra ikke at have fundet fodfæste til at finde ud af, hvilken retning han skal gå. Han ender med at springe ud både som kunstner og som menneske. Han berører temaer som: Hvornår lytter man bare til andre, og hvornår begynder man selv at tale? Hvornår gør vi det, som vi har lyst til, og hvornår gør vi det, som alle andre forventer af os?”, siger han og roder op i det lyse hår.
Vi rykker hen på to stole med et lille bord imellem os, for Thure Lindhardt vil gerne sidde helt tæt på. Med et på én gang følsomt, fokuseret og fast blik placerer han sig yderst på stolen og holder journalisten fanget med sine intense øjne. Han er nærværende og på som under en optræden.
Ligesom lærlingen i stykket har Thure Lindhardt som ung skuespiller ofte skullet finde sin egen stemme som skuespiller. Igennem sin karriere har både instruktører og skuespilkolleger været vigtige forbilleder. Da han tilbage i 2000 spillede med i filmen ”Her i nærheden”, spillede han over for Ghita Nørby og Frits Helmuth.
”De var store koryfæer for mig under indspilningerne. Men jeg oplevede også, at det ikke nyttede, at jeg efterlignede dem, for det kan og skal jeg ikke. Hvis jeg kun efterligner de store skuespillere, så bliver min egen præstation hul. Jeg kan godt tage ved lære, men det må aldrig kamme over i at efterligne. Jeg har altid søgt efter at finde min egen facon,” siger han.
Thure Lindhardt, hvis efternavn afslører hans aner, har haft mange læremestre i livet. Farfaderen var teologen P.G. Lindhardt, og hans far er Mogens Lindhardt, rektor for Pastoralseminariet i København.
I barndomshjemmet blev der læst og diskuteret meget, og familien var med Thure Lindhardts egne ord ”mumlende Kierkegaardske teologer uden nogen dogmatisk livsførelse.”
Han har siden barnsben vidst, at han ville være skuespiller, og det er en drøm, der altid har vejet tungere end ambitioner om at løfte den solide teologiske arv. Men han understreger, at han aldrig har valgt teologien fra i trods. Og i virkeligheden ligner hans arbejde på mange måder præstens, forklarer han:
”På scenen er jeg som præsten på prædikestolen. En præst stiller sig op foran andre mennesker og læser op af nogle skrifter, der stiller retningslinjer op for, hvordan vi kan opføre os over for hinanden. Når jeg stiller mig på scenen og for eksempel spiller Hamlet, indeholder replikkerne fra Shakespeare jo nøjagtigt de samme kvaliteter som Bibelens. Teksterne kan give soning, tilgivelse, forståelse og en tro på, at det hele nok skal gå, som vi alle kan have brug for.”
For Thure Lindhardt er det lettere at arbejde med kunsten end med teologien. Han ser Det Gamle Testamentes budskaber som alt for forstokkede og gammeldags. Derimod mener han, at både Det Nye Testamente og kunsten er bedre til at se ind i den tid, vi lever i lige nu.
”Der er et kæmpe generationsopgør fra Det Gamle Testamente til Det Nye Testamente. Vi bliver nødt til at forny os som mennesker, og Det Gamle Testamente viser mig ikke, hvilken vej jeg skal gå. Vi har alle brug for retningslinjer, så vi ikke tror, vi har mere ret til at være her på jorden end alle andre, men de må ikke være for dogmatiske,” siger han.
Det er vigtigt for ham at sige ja til roller, der har noget almenmenneskeligt på hjerte, så både han og publikum kan genkende sig selv i rollerne.
Når man er en skuespiller af hans kaliber, står tilbuddene i kø, men Thure Lindhardt vil ikke medvirke i hvad som helst. I de fleste af hans roller, er der grundlæggende menneskelige drømme, vilkår, fejltagelser og drifter, som han genkender fra sit eget liv. Og dem skal han kunne genkende i et manuskript, før han siger ja til rollen. Hvis de ikke er til stede, så får hverken han eller publikum noget ud af det, forklarer han.
Igennem sin karriere er Thure Lindhardt blevet anerkendt for at mestre sine roller ned til mindste detalje. Han tror på, at han bliver den bedste skuespiller ved at følge sin egen intuition. Derfor har den italienske naturvidenskabsmand Galileo Galileis læresætning altid inspireret ham:
”Han sagde, at du ikke kan lære et menneske noget. Du kan bare hjælpe det til at opdage det i sig selv. Jeg er blevet præget af min familie, instruktører og andre skuespillere, men jeg vil alligevel blive ved med at gå min egen vej gennem karrieren og livet,” siger han.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad