Cecilie Vinther Hansen |
10. november 2011
At se døden i øjnene er noget af det sværeste, vi udsættes for i vores tilværelse. Dagens kronikør beretter om den sidste svære tid, hvor hun skulle tage afsked med sin far
HEN OVER NYTÅRET 2009/2010 får min 67-årige far det stadig dårligere. Det før så engagerede menneske bliver træt og fjern. Februar 2010 konstateres en ondartet svulst i hjernen.
Ud over den konventionelle behandling tilbydes min far deltagelse i et forsøg. Man afprøver effekten af stoffet Avastin.
LÆS OGSÅ: Vi bør mindes vore døde og ihukomme håbet om et gensynBehandlingen har i første omgang effekt, men foråret 2011 er der tilbagefald. Den 10. august er vi til den sidste samtale på Rigshospitalet. Al behandling indstilles, og min far er nu terminalpatient. Vi græder og går så i cafeteriet og køber kaffe og kage. Min far vil have en bajer. Det får han. Dagen efter tager jeg plejeorlov.
Tid er relativ, og opfattelsen af tid endnu mere abstrakt. Vi får ikke lang tid, men god og værdifuld tid. Fælles tid. Den 29. september 2011 sover min far stille ind. Både min mor og jeg er hos ham. Mine brødre og anden nær familie samles alle om far.
Nåede jeg så det, jeg ville, i løbet af denne relativt korte tid? Jeg fik sagt det meste. Fik sagt det larmende og sagt det sagte. Men der er mere, der presser sig på:
KÆRE FAR. Du har set døden i øjnene. Evnet at favne det ufattelige, imødegå angsten, sorgen, afmagten. Ikke kun for dig selv, men også for os, dine kære. Vi har slået dig følge på vejen, vel vidende, at det sidste stykke måtte du gå alene, træde ud over afgrunden, fortsætte rejsen alene. Bitterheden poppede op, men blev ikke en del af dig, og du gav os lov til at følge dig hele vejen.
Du blev aldrig bitter på os, selvom vi blev forundt at blive lidt længere i denne verden.
Der var mange køreture fra din bopæl til Rigshospitalet. Vi omkring dig havde besluttet at skiftes til at køre dig. På turene udfoldede sig dybe, personlige samtaler. Om livet og håbet. Barndommen og minderne.
Om dengang du og mor var unge i Skive. Du berettede med kærlige glimt i øjet om jeres spirende kærlighed. Du læste højt for mig med din bløde basstemme: ”Gennem to store hospitalsvinduer strømmer der et lys, smukt og morgenfiltreret. Kom an, jeg er her også. Sammen kan vi skabe energi og sammenhæng. Ægteskab. Familieskab. Borgerskab. Trosfællesskab. Medmenneske. Ansvarshavende. Far. Bedstefar. Søskende. Venner. Alle de energigivende lysmolekyler, grene, der løfter og fanger. Ser der mon sådan ud i mit hoved? Får mit hoved ny struktur på Rigshospitalet gennem behandling? En hær af hjælpere fra vores omgivelser. Gode tanker, besøg, hvordan kan det dog lade sig gøre? Jeg og vi er mennesker, der er sat til at forvalte livet. De har til opgave at bevidne, at vi gør det.”
Jeg tænker i løbet af de dage i august og september, i løbet af de uger, at det her er limbo. Verden mellem verdener. Vi står, og vi går, og vi ånder, og vi venter. På dét, der må komme, og dét, vi ikke kan forestille os, og den tid, vi værner om, en blafrende flamme, et liv, der langsomt ebber ud, en uigenkaldelighed, som jeg aldrig har følt på min krop på denne måde.
Alle detaljer bliver voldsomt betydningsmættede. Blomsterne fra haven, som min mor smukt arrangerer i vaser. Måltiderne, nærværet, at holde i hånd og støtte skrøbelig gang. At gro ind i min fars sygdom og forfald, bekræfte ham i, at han aldrig, på intet tidspunkt, er ynkelig.
Min far spejler sig så meget i os. Takker mig hver eneste dag for, at jeg er der. Jeg er en guddommelig datter, og min mor er den stærkeste kvinde i verden. Det har han råstyrke nok til at bibringe os helt nede fra bunden af det dybe hul, hvor sygdommen har placeret ham. Alt i mit eget liv sættes voldsomt i perspektiv. Jeg sanser kraftigere. Elsker stærkere. Værner om mine børn og min mand. Har brug for stilhed og refleksion. Bruger skriften til at ventilere, når almindelig vejrtrækning ikke slår til.
Således skriver jeg om en af de gode dage: ”Min far siger, i dag er en god dag, jeg har gode ben og vil hjælpe i haven. Han stavrer mod mig på tynde ben, læggens muskler hænger slunkne og senede over usikre fødder, og han støtter sig til træernes grene, til havens buske. Det er en god dag, for liggende i solsengen giver han solen lov til at slikke sit ansigt, vender øjnene mod himlen og suger. Stemmer fra min mor og jeg. Vi taler om stykket, vi får renset i køkkenhaven, om dild, der endnu kan sås, om bedstemors rose og purpursolhatten, sensommerens disede lys svævende over haven, over os, luften duftmættet af kornstøv og jord. Jeg vender jord, som min far har vendt hundreder af gange, ladet barkede næver bearbejde, en oase af fugt og af næring. Og mens min far senere ved frokosten pirker til maden med sin gaffel, koncentrerer sin kraft om at koordinere netop dette; løfte gaffel, ramme mad, tygge, synke, ser jeg ham for mig, midt i mulden, med usikre fødder solidt forankret blandt blomsternes rødder. Intet kan rase mere og ruske, dér skal han stå, min far, og gro fast og gro trygt og gro længe.”
DEN SIDSTE TUR du og jeg foretager til Rigshospitalet, er i slutningen af juli, hvor du skal have foretaget endnu en scanning – som bliver den sidste.
Du er rædselsslagen for scanningerne. Der er høje metalliske lyde, som skærer sig ind i din hjerne. Et trangt rum, som måske giver dig associationer til at ligge i en kiste. Den stadige konfrontation med sygdommens udvikling, de efterfølgende samtaler med lægen, alvoren i ordene, tolkningen af kropssprog og små signaler.
Denne gang har jeg overvurderet dine kræfter. Du er så fysisk svag, at det er svært at gå fra bilen. Jeg får bugseret dig ind på hospitalet og sat dig, går på jagt efter en kørestol.
Jeg kan mærke stressen i kroppen. Bliver du mon siddende, eller begiver du dig af sted på egen hånd? Retningssans og rumlig fornemmelse er for længst tabte funktioner hos dig.
Jeg skyder genvej gennem svangrelaboratoriet, suger energi ud af livgivende kroppe. I receptionen er der ingen ledig kørestol, og jeg må halse tilbage, jo, du sidder hvor du skal og venter, ser så forbandet fortabt ud, jeg må hanke op i dig, dine ben dirrer og sveden perler, dér er en stol vi kan låne.
Netop da tror jeg, det går op for mig. Det her kommer du til at dø af. Og gennem alt dette bibeholder du en stoisk ro. Her går jeg og bilder mig ind, at jeg støtter dig. Det er jo mig, som klamrer mig til dig.
Du lærte mig alverden. At livet er en gave, og at vi har at gøre vores bedste. Ikke højtråbende og selvcentreret, men støt og stædigt, vedholdende i alle livets forhold. At de virkelige gaver er børnene, kærligheden og ligeværdet mellem mennesker.
At vi aldrig kan gøre mere end vores bedste, og det skal vi huske at anerkende hinanden for. At underfundighed og humor kan løse mange svære situationer. At livet er en rejse, og at vi hele tiden er undervejs. At vi skal elske vores børn betingelsesløst, men samtidig gøre os umage med at danne dem til at være ægte mennesker med ydmyghed over for sig selv og den anden.
Ordet var altid i din magt. Sagligt og indfølende og altid doceret i passende mængder. Jeg tror, at du så døden i øjnene, længe inden vi andre turde. Derfor gav du os hver en kuvert med endnu en tekst, du havde skrevet. Den gav lindring og er stadig den, jeg læner mig trygt og tungt op ad: ”Så, Hansen, nu tager vi det roligt. Lad det komme og lad det ske, giv slip, bare hold de gode mennesker i hånden. Sammen er vi her og stærke.”
Den kloge digter Jørgen Gustava Brandt siger:
Tænk, at livet
koster livet!
Det er altid samme pris.
Kom med glæde!
Vær til stede!
Tanken spreder øjets dis;
rigt og bredt går livet ned
i evighed.”
Tak, fordi du bød mig ind i din sygdom. Fordi du betroede dig til mig. Tak, fordi du viste mig vejen, ind i mørket og ud igen.
Cecilie Vinther Hansen er folkeskolelærer
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad