Arrivederci, Berlusconi

Samtidig omgærdes Berlusconi af et væld af belastende private historier, hvis ild kun er blevet næret af den endeløse strøm af slib­rige detaljer, paparazzobilleder af nøgne statsledere i hans villa på Sardiniens Costa Smeralda og beretninger fra de nu famøse bunga bunga-fester holdt samme sted med et væld af smukke unge kvinder.

Heriblandt det, der ville have været dødsstødet for de fleste andre politikeres karriere. Anklagerne om, at han har betalt sig til omgang med den dengang kun 17-årige marokkanske Karima El Mahroug og misbrugt sit embede til at få hende ud af fængsel ved at udgive hende for at være barnebarn af Hosni Mubarak, den daværende egyptiske præsident.

Skal man forstå, hvorfor italienerne hele tre gange har stemt en mand til magten, som i det meste af det øvrige Europa bliver opfattet som en politisk klovn og en charlatan, skal man også forstå landets splittede politiske landskab. Før Berlusconis tid var det ikke unormalt at skifte regering en gang om året, fordi de mangefarvede koalitioner ikke kunne holde. Men hans yderst pragmatiske holdning til politik har gjort ham til en stabiliserende faktor.

Samtidig symboliserer han for mange italienere drømmen om det gode liv. Han er beviset på, at en tidligere krydstogtscrooner kan starte fra bunden og opbygge et forretningsimperium, der både gør ham til milliardær og giver ham adgang til et af landets fineste embeder.

En mand, der oven i købet gør og siger lige præcis det, han vil, uden at frygte for konsekvenserne. Og som omgiver sig med en hær af dejlige damer.

Det misunder mange mænd ham, mens mange kvinder beundrer ham for det.

For som Beppe Severgnini, kommentator på den italienske avis Corriere della Sera, siger det:”Der er lidt Berlusconi i alle italienere.”