Testamente fra Limfjorden

Med bogen følger også en dvd med Jacob Jørgensens film ”Min dal. Tilbage til Limfjorden med Hans Edvard Nørregård-Nielsen”. Her er man med ham og Kirsten Klein om bord på skonnerten ”Mira” på researchtur med afsejling fra Lemvig og på kryds og tværs af fjorden. Og med ophold undervejs til nogle af de mange lokaliteter, som han fortæller så levende om i bogværket på den måde, der er helt hans egen: et vidunderligt blandingsgods af historier om Danmark, egne, kultur, kunst, digtning, hjemstavn, topografi, geologi, botanik, mennesker og erindring – og i et lyrisk sprog fuldt af gode danske ord, der er på vej i glemmebogen.

På ”Mira” fortæller Hans Edvard Nørregård-Nielsen om sin tvivl og sin møje med at få hold på det enorme stof til bogen, der endte med at tage ham fem år at skrive.

I forordet beretter han om, hvordan hans hustru, Jette, i sin tale til hans 65-års fødselsdag sagde om skriveårene med bogen, at ”de ikke altid havde været sjove, men aldrig kedelige. ’Jeg ved jo godt, at det er en slags testamente!’”.

Selv er den nu 66-årige kunsthistoriker, forfatter og formand for Ny Carlsbergfondet glad og lettet over at være i havn med bogværket. For da arbejdet var fuldbragt, viste det sig, at han var syg. I juni blev han opereret for tarmkræft, og nu er han i gang med den tredje kemobehandling.

”Jeg har det ikke så godt,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen, da vi har taget plads ved det lange mødebord i Ny Carlsbergfondets direktionslokale øverst oppe i den gamle bryggergård i Brolæggerstræde i København.

”Der skete nok det med denne her bog, at jeg æltede den igennem, som når man skal have et franskbrød til at lykkes. Derfor overså jeg og min ellers meget iagttagende kone, at jeg var alvorligt syg. Det var en cancer, jeg havde gået med i et par år. Og med operation, komplikationer, ny operation og nu kemo er det klart, at det har hevet noget af livskraften ud af mig.”

”Når jeg ikke har det så godt, hænger det sammen med, at jeg har arbejdet, lige fra jeg var seks år, hvor jeg fik stukket et par tønder land ud for at hakke roer. Jeg er så vant til at arbejde, at jeg bliver dybt rastløs, og der viser sig en variant af mig selv, som jeg ikke er så vild med. Arbejdet skulle være en velsignelse, men bliver pludselig en pligt, der udløser nogle aggressioner.”

”Der er mange ukendte faktorer – man bliver bragt et ukendt sted hen. Jeg troede, at jeg var for meget bondekarl til at få stress og cancer, men pludselig ligger du der som en skildpadde vendt på ryggen. Det, jeg oplever ved sygdommen, når jeg ligger om natten og kigger ud ad vinduet på alt det, luften er fuld af, er, at du opdager, at du bliver aldrig den samme igen. Den piller så langt ind i alle tanker, at man kommer til at køre mere langsomt på cykel.”

”Jeg kan ikke skrive nu. Jeg har et dagsværk bag mig med blandt andet mine erindringsbøger fra min opvækst, så folk ikke kommer til at savne at få at vide, hvordan jeg havde det i Jylland som dreng. Men jeg håber at komme til at skrive igen. Det er klart, at sygdommen og bogen om Limfjorden er en sammenblandet sag. Jeg sad og skrev, skrev om og skar ned, og jeg skrev samtidig med sygdommen i kroppen. Jeg kunne have skrevet noget sludder og pladder, så jeg er så taknemmelig for, at bogen er blevet, som jeg ville have.”

”Jeg vil ikke sige, at jeg døde lykkelig med bevidstheden om bogen, men det var meget vigtigt, at den blev færdig. Derfor er den også et testamente. På den måde, at jeg sådan set ikke har kommentarer til den tid, vi lever i, men erindringer om den tid, jeg har levet i. Jeg bliver irriteret, når folk udtaler sig om noget, de ikke har forstand på. For eksempel om Indre Mission. Det meget vigtige er, at man ved, hvad det var, og hvad det skal betyde,” siger Hans Edvard Nørregård-Nielsen.

I bogen fortæller han om den store drukneulykke med 26 omkomne fiskere i Harboøre i 1893, hvor pastor Carl Moe, der tidligere havde været præst i sognet, blev hidkaldt for at assistere ved begravelsen.

Københavnerpressen var også mødt op i forventning om en god historie. Carl Moe talte over Marthas ord til søsteren Maria, der sad hjemme og græd over tabet af sin bror Lazarus: ”Mesteren er her og kalder ad dig!”

”For mig er det vigtigt, at der står en række kister med det eneste råmateriale, Harboøre har. Efterfølgende skrev københavnerpressen, at pastor Moe forbandede og fordømte. Det gjorde han ikke, han stod grebet af alle de familier, han kendte, og talte smukt og råt. Han sagde, at han ikke kunne trøste alle med, at de i kisterne havde et liv i Jesus, men at Jesus ville komme til dem. De, der har fornemmelse for de ting, ved, at nu taler vi alvor. En ting er, hvad du vil med Gud, en anden er, hvad Gud vil med dig. Det er det store håb.”

”Jeg vil bare gerne have, at folk ved, hvordan det gik for sig – især når de sværter noget til. Men det blev en myte, at de i Indre Mission er så fordømmende. Det gør mig hvinende forstemt og vred, når folk står og taler om noget, de ikke ved. Derfor er bogen et testamente.”

”Når jeg tænker tilbage, ser jeg for mig to mænd i blå kedeldragter, den ene med en dråbe under næsen og en båd, der blev kaldt for et penalhus, med en lille dam til de fisk, de fiskede. Jeg ved, hvordan missionshuset var. Jeg vil ikke sige, at jeg var glad for at komme der i den sure indelukkede lugt, fordi de kun fyrede op i kakkelovnen, når det var søndag. Når jeg lugter til et gammelt glansbillede, dukker den erindring op.”

”Jeg prøver at fortælle en historie, der er vores. Uden identitet og slægtstilhørsforhold er du kun et stykke flæsk på så og så mange kilo. Det er identitet, som du ikke skal måle i abstrakte begreber, men findes lige uden for dig. Det er, når Nis Petersen skriver fra sit vindue på Venø: ’Hvad er vi uden den bleggrå bugt?’. Det, der er særligt, er, at det er der, man har sit udgangspunkt, og det bliver et ståsted.

Og der er noget særligt over Limfjorden og den virkelighed, at den danner baggrund for vikingetiden, og at alt omkring Limfjorden har en særlig karakter – men ikke noget, der er karakteristisk for Hellebæk i Nordsjælland eller Mariager Fjord. Jeg går meget ind for hjemstavn.”

”En af de væsentligste sange, der er skrevet på dansk, er ’En lille nisse rejste’. Den var skrevet til guldaldermaleren Købke, der rejste til Italien for at se Vesuv på Capri og så videre, men kom hjem og så det samme her. Det betyder ikke, at man ikke skal rejse ud, men at der er smukt alle steder, intet er fattigt, og hvis det er, er det en dimension inde i en selv.”

”Jeg havde ikke en god barndom. Der var så meget ved den, der kunne have gjort mig til en bitter person. Så jeg er så taknemmelig over, at jeg har så meget livsglæde. Der er en glæde ved at dele de samme bakker som Thøger Larsen. Du glider ind i det, der banalt er slægters gang. Du er ikke noget særligt, du er en lille brik. Det passer glimrende til mig. Du har fået et lille stykke stukket ud, som du må gøre det bedste ved, du kan. Du har en reference, en gave og en forpligtelse. Ingen af os kan have et stykke jord uden forpligtelse – der skal komme en kartoffel op af det – og det skal også bruges på andre planer.”

”Men jeg skrev også ’Limfjorden’ ud fra en fornemmelse af, at hvis ikke jeg får skrevet det, jeg ved, vil der være en dimension af Limfjorden, der forsvinder. Men man kan ikke tvinge folk til at læse bogen. At den allerede har solgt godt, er jeg da meget glad for. De fleste af os vil jo helst fungere ud af en sammenhæng i stedet for i den fri luft.”

Hans Edvard Nørregård-Nielsen har nu en alder, hvor han har opdaget, at hovedparten af det, han fik stillet til rådighed, er brugt.

”Man er blevet et relikt. Det gode ved det er, at man kan stå som en skakbrik henne i et hjørne og se, hvad der sker. Min egentlige tid er forbi – nu er det køkkenhaven, det gælder. Men jeg er glad for, at det ser ud til, at jeg er kommet mig. Jeg har to store operationer bag mig, og jeg er blevet gået grundigt igennem for metastaser. Nu er jeg i gang med en kemokur, der skal tage de ting, der kunne være. Jeg tror, jeg overlever, og det er jeg glad for.”

”Hvis jeg skulle kradse af nu, er det ikke alting, jeg vil savne. Man tror, at livet er så vigtigt, og jeg har behandlet det med respekt og som en gave. Men jeg forstår alle de gamle, der har ligget og hostet livet af sig, at hvis man skulle smutte nu, er det ikke så trist. Jeg er ikke bange for noget, jeg vil bare gerne have, at det går hurtigt.”

”Jeg holder mest af den del af kristendommen, der indgår i det, der er liv – forår, sommer, efterår, vinter. Brorsons ’Op, al den ting, som Gud har gjort’ har et vidunderligt begynderforhold til forgyldningen af gunst og nåde. På den måde spiller kristendommen en meget stor rolle for mig. Men også Grundtvigs ’At sige verden ret farvel’: ’Kom i den sidste nattevagt/ i en af mine kæres dragt/ og sæt dig ved min side/ og tal med mig, som ven med ven/ om, hvor vi snart skal ses igen/ og glemme al vor kvide!’.”

”Det indgår for mig i et meget vidunderligt stort lukket kredsløb, at i det øjeblik, du slår øjnene op, kender du begyndelsen og afslutningen. Jeg vægrer mig kun ved afslutningen, hvis jeg skal dirigeres rundt med – som jeg hidtil har holdt mig fri af."