Dinas fornemmelse for salmer

”Der er noget magisk og dejligt over troen, som jeg søgte i min opvækst. I salmerne fandt jeg ord for min religiøse undren,” siger hun og fortæller, hvordan hun som et meget følsomt barn ikke kunne holde tårerne tilbage, når klassen skulle synge ”Nu falmer skoven”.

”Jeg syntes, stemningen i salmen var frygtelig sørgelig og kunne slet ikke holde verset om når ’vort timeglas udrinder’ ud. Men samtidig holdt jeg også af at synge den. Som barn kan man godt bevidst opsøge det, som kalder bevægelsen,” siger hun.

Hendes forældre var tandlæger, og i deres naturvidenskabelige verdensbillede var der ikke forståelse for Dina Gellerts tro. Til forældrenes undren begyndte hun som otte-årig at gå i søndagsskole ved Gammel Haderslev Kirke, hvor diakonissen Alice drev en klassisk søndagsskole med bibelhistorie og salmesang.

”Jeg prøvede at få nogle af mine veninder med, men søndagsskolen fængede ikke rigtig hos dem. For mig blev det et frirum, hvor jeg kunne fordybe mig i nogle grundlæggende overvejelser om, hvordan jeg skulle leve som menneske. Som barn kredsede jeg meget om at være et godt menneske. Jeg ville så gerne gøre det rigtige og spekulerede meget over, hvordan jeg skulle være i verden,” siger hun.

Hendes søster var også optaget af åndelige spørgsmål, men mens Dina Gellert skrev sine prædikener, så formulerede søsteren bønner, som hun satte op på vinduet i værelset ud fra en tanke om, at Gud bedre kunne se hendes bønner.

”Selvom både min søster og jeg delte en optagethed af det religiøse, så var det ikke noget, mine forældre tog del i. Det er mit indtryk, at børn dengang i langt højere grad levede deres egne liv og opbyggede egne rum. Man fornemmede vel instinktivt, hvad det gik an at tale med ens forældre om. Jeg har altid været et barn, som holdt af at nørkle med ting på mit værelse. I en lang periode var det prædikener, jeg nørklede med, men jeg havde også en kreativ side, som jeg delte med min forældre, hvor vi tegnede og klippede og klistrede sammen,” siger hun.

Det grundlæggende i hendes kristne barnetro har hun taget med sig ind i voksenlivet. Hun mener, at en del af samtalerne fra søndagsskolen har præget hendes tænkning omkring moral og etik.

”Det fundamentale i min barnetro var troen på trygheden ved at være i Guds hånd, og det billede af Gud har jeg taget med mig ind i min fortolkning af salmerne i bogen. Og kristendommens opfordring til at møde sine medmennesker uden fordømmelse, forsøger jeg også at efterleve i dag,” siger hun.

Hendes barndoms absolutte favoritsalme var Ingemanns ”Dejlig er jorden”, men gennem arbejdet med børnesalmebogen er en række nye yndlingssalmer dukket op. Skal hun fremhæve en enkelt, bliver det Brorsons ”Op, al den ting”.

”Brorson skriver nogle helt fantastiske tekster, og i hans undring over skaberværket kan jeg spejle min egen religiøse spørgen,” siger Dina Gellert.