Krig og sanktioner. Det er ikke det, der skal vælte det iranske styre, skriver Abolhassan Bani-Sadr, tidligere iransk præsident i eksil

Enhver politisk leder, der direkte eller indirekte taler for krig eller sanktioner, spiller kort i hånden på et skrøbeligt styre, som alene kan holde sig selv oppe ved at fastholde landet i en tilstand af permanent krise. Så spørgsmålet er, hvordan udlandet effektivt kan bistå iranerne – og befolkningerne i de islamiske lande generelt – med at vælte styret og sikre et demokratisk resultat uden at gribe til krig eller sanktioner.

Vi ved jo alle, at demokrati er en kultur, som til dels udvikles gennem kampen for at opnå det. Det betyder ikke kun, at demokrati ikke kan pålægges nogen eller importeres udefra. Det betyder også, at indgriben udefra kan underminere udviklingen af demokrati. Men fordi det iranske styre ikke kan klare sig uden andre lande, er der ting, der kan gøres for at underminere disse relationer og muliggøre udviklingen af demokratiske processer i Iran. Her er nogle markante forslag til, hvad der kan gøres for at fremskynde demokratiseringen af Iran og andre islamiske lande.

På det politiske og militære område kan udlandet:

– Trække anerkendelsen af det undertrykkende styre tilbage – eller i det mindste begrænse den til et konsulært forhold.

– Trække anerkendelsen tilbage af oppositionsgrupperne og (til forskel fra i Libyen) modstå fristelsen til at yde dem politisk, økonomisk, propagandistisk og militær støtte. For ved at skabe politiske alternativer, der er i lommen på udlandet, stiller udlandet sig i vejen for udviklingen af de uafhængige alternativer til styret, som er nødvendige for den demokratiske proces.