Kulturkanon som fremmedsprog

Så lød der et ekko fra Danmark. Den heftige debat om den nye danske kulturkanon nåede ud over landets egne grænser, og i både Die Zeit, Die Welt, og Frankfurter Allgemeine Zeitung blev den kommenteret. Meningerne om et sådant projekt var lige så forskellige, som de er i Danmark, og hvor Die Welt lagde vægt på, at der her bestemt ikke er tale om "national ensporethed" eller "kulturelt formynderi", harcelerede Die Zeits Danmarks-ekspert, Christoph Bartmann, over, at en kosmopolit som Georg Brandes, et "talerør for Nietzsche og Strindberg", ikke er inkluderet

– måske fordi hans tanker ikke er "danske nok?"

Og dette ekko spredte sig som ringe i Moselvandet, ud over medierne og helt ind i aftenskolegården. Personligt kan jeg forlige mig med argumenter fra begge poler i kanondebatten, men ud fra et rent professionelt synspunkt som dansklærer er der ikke megen tvivl: Den nye kulturkanon kan give masser af inspiration til undervisning i dansk som fremmedsprog – også (eller måske især) i udlandet.

Igennem et danskstudium bliver man uddannet til at undervise hovedsageligt i dansk litteratur. Jeg ville ikke føle mig sikker i at udvælge det rigtige danske maleri at vise klassen. Jeg ville næppe have turdet kommentere for meget på kvaliteten af dansk partiturmusik. Og jeg ville aldrig have dristet mig til at bringe dansk arkitektur på banen i Tysklands ældste (og romerrigets tredjestørste) by, som bugner af arkitektonisk kulturarv i form af blandt andet den gamle romerske byport Porta Nigra, Amfiteatret, og Kejsertermerne. Alligevel er det disse emner frem for "Jammersminde" og "Lykke-Per", der er interessante og tilgængelige for kusisterne i dansk for ikke-helt-begyndere.

Med kulturkanonen i baghånden er situationen pludselig en anden. Nu kan jeg gå ind i klassen, sikker i min sag på, at hvad kursisterne præsenteres for, er en del af en topaktuel debat om dansk kultur. Måske er det ikke udelukkende den bedste eller den mest åbenlyse kulturarv, de får serveret. Måske burde top 12 inden for hver kategori have været noget helt andet. Det er sådan set ligemeget (om ikke andet, kan jeg altid argumentere med, at i hvert fald fem menensker i hvert udvalg er nået til enighed om, at dette er det ægte danske). Det vigtige er, at værkerne i hvert fald tilbyder kursisterne en "guided tour" igennem otte forskellige kulturkategorier (ni hvis vi tæller partiturmusik og popmusik som to). Mine kursister er ikke længere begrænset til at læse et enkelt dansk eventyr eller digt og høre et par popsange.

Den første undervisningstime i det nye semester introducerede jeg idéen for klassen: Ud af de 16 undervisningsuger skal omtrent 10 stå i kulturkanontemaets tegn. Én uge til hver kategori i kanonen samt en diskussionsuge. Temaet skal kombinere kultur- og samfundsforhold med almindelig kommunikationstræning og grammatikundervisning.

I billedkunst, som vi startede med, fik kursisterne udleveret tekster, der beskrev seks af de kanoniske værker, og ved hjælp af disse tekster (naturligvis velforsynede med gloser) skulle kursisterne forsøge at regne ud, hvilke billeder (gengivet på en overhead), matchede hvilken tekst.

Det samme princip går igen i forberedelsen af partiturmusik, hvor eleverne skal høre "Champagne-galoppen", Carl Nielsens "Det uudslukkelige", samt Anne Dorthe Michelsens fortolkning af "Lysets engel går med glans".

I arkitektur skal kursisterne på en imaginær rejse rundt i Danmark, hvor elev A ved hjælp af land- og bykort skal dirrigere elev B til de fleste af kanonværkerne. Så er de også rustede til at rejse til Danmark på sommerferie og spørge om vej.

I film skal de have lov til at se første afsnit af "Matador". Og vi skal naturligvis tale om de samfundsforhold, der præsenteres i afsnittet.

I børnekultur skal de selv pusle med et par af Halfan Rasmussens ABC-digte og forsøge, om de kan (re)konstruere ordenes rækkefølge. Denne øvelse træner kursisternes forståelse af dansk sætningskonstruktion lige så meget som deres forståelse for dansk børnekultur.

I popmusik laver vi forståelsesøvelser. De får såkaldte "Lückentexte" på "Joanna", "To lys på et bord", og "Sæsonen er slut". Det betyder, at de skal lytte godt efter og selv indsætte et ord, hvor jeg har slettet det i teksten og erstattet den med en lang streg.

Litteratur er sværere. Mine kursister har trods alt kun haft dansk halvanden time om ugen i sidste semester, så de ville næppe få dét ud "Kongens fald", som man burde med et ægte stykke kanon (det er jeg i øvrigt heller ikke sikker på jeg gjorde, da jeg studerede dansk). I stedet læser vi "Prinsessen på ærten". Den har den helt rigtige længde, og med de rigtige gloser er den til at forstå. Og så læser de i det mindste en kanoniseret forfatter.

Liva Weel og Poul Henningsen bliver hovedpersonerne i scenekunst, hvor vi skal høre "Man binder os på mund og hånd" og naturligvis tale om tekstens underfundighed. At vi ugen før har talt om Poul Henningsen i forbindelse med revyviser, må være en naturlig indledning til at snakke om hans lampeskærme, om kevihjul og vindmøller. Måske skal vi spille kimsleg med testel og vaser. I hvert fald byder kategorien design og kunsthåndværk på masser af mulighed for glosetræning.

Vi slutter passende semestret af med at opsummere diskussionen om, hvorvidt den danske kulturkanon er smagsdommeri, nationalistisk eller en "tiltrængt demokratisering af dannelse", som det er blevet udtrykt. Naturligvis skal kursisterne i den forbindelse selv give udtryk for deres mening om hele projektet, og mon ikke de på dette tidspunkt sågar kan gøre det på et temmelig solidt dansk.

Det handler ikke om at udbrede et dansk nationalistisk-propagandistisk budskab på aftenskolen i Trier. Tværtimod, hvis denne form for danskundervisning på nogen måde begynder at blive brugt på en nationalistisk måde, så er jeg, ligesom Sonja Richter, den der er skredet.

Det handler om at undervise i et fremmedsprog og gøre det med alle de apekter, som fremmedsprogsundervisning indebærer, præcis som jeg også gør det, når jeg underviser i engelsk, men der har jeg ingen anelse om, hvilke arkitektoniske værker eller hvilken partiturmusik der er værd at inkludere i undervisningen. Det handler om at gøre undervisningen kreativ og levende.

Christoph Bartmann ret, når han i Die Zeit skriver, at kultur ikke udelukkende kan portrætteres igennem kunstværker. Naturligvis. Men for en gruppe videbegærlige aftenskoleelever, der på ét semester skal stifte bekendtskab med et par grundsten i dansk kultur, forærer kulturkanonen ni gange 12 forslag til de solideste af slagsen. Og uanset hvad mine kursister må mene om den danske kulturkanon, så er jeg vis på, at hver enkelt af dem i slutningen af dette semester vil have fornemmelsen af, at dansk er andet og mere end et sprog for dem, der kom for sent til svensk.

Eva Pors er cand.mag. og underviser i dansk