BogForum har udviklet sig til en højtid for bogelskere
- Colourbox.com
Pia Juhl Jessen |
11. november 2011
Der er påsken, der er julen, der er pinse, og så er der BogForum! Uden sammenligning i øvrigt. Men det er lidt som juleaften, i hvert fald for os bogelskere. Det er en begivenhed, vi glæder os til hvert år, mener Pia Juhl Jensen
Som børn spændt venter på, at årets første legetøjskataloger skal komme dumpende ned i postkassen, så de kan bruge timer på at studere dem og sætte kryds ved de ting, de ønsker sig – på præcis samme måde reagerer vi bogglade bogelskere.
Vi venter i spænding på, at programmet for årets bogmesse skal komme, så vi kan nærlæse det og sætte kryds ved de forfattere, vi gerne vil se og høre, og det kan vi sagtens bruge mange timer på og læse i det op til flere gange, for der skulle jo nødig være noget, vi gik glip af.
Når så endelig dagen oprinder, hvor bogmessen åbner, kan vi næsten ikke få tiden til at gå hurtigt nok, inden vi kan komme derind, og endelig, endelig få spændingen udløst.
Vi okser rundt, bliver puffet og mast af tusindvis af andre litteraturinteresserede med frakker over armene og poser i hænderne, som også gerne vil rundt og opleve lige netop deres yndlingsforfatter, som også gerne vil benytte sig af de mange gode tilbud, købe massevis af bøger og få dem signeret og så tage en lille pause fra ræset med en kop kaffe i caféen.
For så om søndagen at vende næsen hjemad flere hundrede kroner fattigere, men med hovedet fuldt af gode oplevelser, og måske et nyt avisabonnement, som de lod sig overtale til hos en af de flinke avissælgere, som står ved alle indgangene – og sidst, men ikke mindst: en masse dejlige bøger.
Vel hjemme igen, når roen har lagt sig, begynder så resten af året. Det er her, man som bog- og litteraturelsker rigtig kan fordybe og udfolde sig. Bruge de meget omtalte vinteraftener og lyse sommernætter på at bevæge sig rundt i bøgernes verden.
Og det er denne ro, tid til fordybelse, stilhed og tid til at være alene, der vel dybest set er omdrejningspunktet for hele den hektiske weekend, som bogmessen er.
For det er netop tiden mellem bogmesserne, der er den vigtigste. Det er her, vi har det som fisken i vandet, her vi læser bog efter bog, her vi mødes i vores respektive litteraturklubber, og diskuterer de bøger, vi har læst, med andre mennesker, som har læst samme bog.
Så de 362 dage mellem to bogmesser er jo netop der, hvor det læsende folk udfolder sig. Det er her, vi blomstrer med alle de frø, der blev sået under årets bogmesse.
Selvom årets bogmesse er en stor begivenhed, er det heldigvis resten af året, som er vigtigst, og heldigvis køber vi også bøger i marts, april og maj. Alligevel har denne årlige begivenhed en helt speciel plads i mit hjerte, og jeg glæder mig allerede til weekenden som et lille barn til juleaften, og forberedelserne har jeg gjort.
Pia Juhl Jessen,
Østergade 20, Bolderslev
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad