At give det formløse mening

Ville Kistrup så mene, at han fik meget markant at vide om Møllehave i den nu foreliggende bog? Jeg er ikke sikker på det. I hvert fald er den betydelig mindre konkret i sin beskrivelse af et liv, end erindringer for det meste er. Ganske kort hører vi om den lykke, det var for ham at blive gift med Herdis Damkjær Poulsen – hvilket skete i 1959. Vi hører også om hendes eneste betingelse for at indgå i ægteskabet, nemlig at han trods sit igangværende teologiske studium ikke blev præst. Hvad han på dette tidspunkt faktisk heller ikke havde i sinde. At han siden eftertrykkeligt brød sit løfte, vil mange være taknemmelige for. Men det er meget begrænset, hvad vi får at vide om hans virke som præst. Det samme gælder mange andre forhold.

Bogen er delt op i tidsafsnit, men i forhold til disse tager Johannes Møllehave sig – som det var at vente – nogle friheder. Helt spontant, han kan vist slet ikke lade være. Men han forsøger angiveligt at være ”artig”, det vil sige disciplineret, ved ”at skelne mellem mit her og mit dér – velvidende, at der kan være glidende overgange”. I det stykke støtter han sig til digteren Poul Borum, der sent i sit liv understregede netop de friheder, man tager sig med hensyn til tiden, når man kommer op i årene. Som Møllehave samstemmende skriver: ”Man hæfter sig ikke så meget ved hændelsernes kronologi som ved kvaliteten af hændelserne. Noget har gjort indtryk, har været betydningsfuldt og har sat sig spor (...) Man forsøger at rydde lidt op og skabe sammenhæng. Den vældige formløse masse, som er nuets historie, får mening og form gennem erindringen.” Disse ord er vigtige at have med sig som bagage på rejsen gennem bogen – og forfatterens sind. Dermed bliver forventningen ledt på ret kurs.

Ret skal være ret: Afsnittet om studietiden begynder meget konkret med mødet med en anden teologistuderende, den senere forfatter Henrik Stangerup. Johannes Møllehave ville vide, hvilket nummer han havde været i sin klasse på Stenhus Kostskole. Nummer ét, lød svaret – som forstærkede den spørgendes mindreværdskomplekser. Man fornemmer hans lettelse, da Stangerup senere præciserede, at han mente nummer ét nedefra. Som bekendt er Møllehave til hver en tid leveringsdygtig i anekdoter. Også i denne bog.

Erindringsforfattere kan falde for den fristelse at pynte på sig selv. Det gælder ikke Møllehave. Tværtimod. For eksempel bekender han, at hans karakterer i gymnasietiden lå i bund, og at han ”heller ikke” var dygtig på universitet, men opnåede en fordel i kraft af sin evne til at lære udenad, blandt andet 50 dogmatiske læresætninger på latin, altid til belejlig rådighed. Desuden mener han, at han blev hjulpet af sin beslutning om i sit studium at koncentrere sig om Søren Kierkegaard.

Johannes Møllehave har et nært forhold også til mange andre forfatterskaber. Det præger i høj grad bogen, at han dagligt læser cirka 200 sider. Undervejs gør vi ophold ved vidt forskellige ”stationer” som Shakespeare, Holberg, Grundtvig, Sophus Claussen, Joseph Conrad, James Joyce, Hemingway, Sartre, Camus – og naturligvis flere endnu. Det kan blive for overvældende med alle disse litterære henvisninger. Og for vildtvoksende. Møllehave er i sine indfalds vold. Eller mere positivt sagt: i sine lidenskabers. Jeg kommer til at tænke på en afdød amerikansk vicepræsident, Hubert Humphrey, om hvem det engang blev sagt, at først holdt han talen, men senere holdt talen ham.

Johannes Møllehave: Det er (ikke) lige mig. Erindrings- og tankeflugt. 230 sider. 249,95 kroner. Lindhardt og Ringhof. Udkommer i dag.

LÆS OGSÅ: Johannes Møllehave i avisstrid

I sin bog har Johannes Møllehave valgt at bruge et kapitel på at beskrive sin sidste konfliktfyldte tid på Kristeligt Dagblad, hvor han igennem en årrække skrev klummer. Kapitlet i bogen, der også rummer afsnit om Møllehaves syn på alkohol og brugen af antabus, fik i sidste uge en del medieomtale. På Politikens hjemmeside bragtes en artikel under overskriften: ”Johannes Møllehave: Cheferne på Kristeligt Dagblad er gale.” Her i avisen trykte vi ved samme lejlighed en redaktionel omtale af den kritik, som Møllehave rejser imod Kristeligt Dagblads ledelse. Da kapitlet ikke omtales i denne anmeldelse af bogen, er der grund til at gentage det synspunkt, der allerede er blevet fremsat én gang: På Kristeligt Dagblads redaktion har vi været glade for samarbejdet med Møllehave. Det er ærgerligt, at han nu har valgt at bruge et kapitel i en bog på at beskrive, hvordan han ser på sin sidste konfliktfyldte og for alle parter belastende tid på avisen. Ikke mindst fordi der i kapitlet bliver bragt helt virkelighedsfjerne personangreb på navngivne ledende medarbejdere, ligesom Møllehave beskriver en række begivenhedsforløb fra avisen, som ingen andre involverede husker på samme måde som han. Det er til skade for både Møllehave selv og for medarbejderne på Kristeligt Dagblad. Jeg beklager begge dele dybt.

Erik Bjerager