Italienerne skylder 14.000 milliarder kroner væk. Gælden har presset landets økonomi i bund, som for denne klarinetspillende mand, der forsøger at samle lidt penge ind i centrum af Rom. Butikken ved siden af ham har måttet lukke og er nu til leje. –
- Stefano Rellandini/Scanpix.
Birthe B. Pedersen |
11. november 2011
Silvio Berlusconis afgang som regeringsleder vil gøre det nemmere at vedtage de sparekrav, EU forlanger af Italien. Men den ændrer ikke på gælden, korruptionen og den lave italienske produktivitet
Både finansmarkederne og Italiens europæiske partnere holder vejret og håber, at signalerne om en italiensk koalitionsregering under ledelse af tidligere EU-kommissær Mario Monti viser sig at holde stik.
I onsdags blev den 68-årige, tidligere konkurrence-kommissær udnævnt til livsvarigt medlem af det italienske senat af præsident Giorgio Napolitano. Det er blevet udlagt som et fingerpeg om, at det bliver ved truslerne om at udskrive valg, og at Italien i stedet får en koalitionsregering med Monti i spidsen.
Dermed er Berlusconi-æraen endegyldigt slut. Og det har bidraget til at dæmpe uroen på finansmarkederne. Den rente, Italien kan låne penge til, nåede i går lige akkurat under den grænse på syv procent, som blev overskredet tidligere på ugen, og som Italien i manges øjne ikke har råd til at betale.
”Renten falder, når regeringsmagten får et nyt ansigt i Italien. Mario Monti er respektabel, besidder stor ekspertise og har mange gode kontakter,” siger den fremtrædende tyske CDU-politiker Martin Fuchs til det tyske magasin Der Spiegel.
Og dette nye ansigt vil gøre det lettere at få den spare- og reformplan igennem det italienske parlament, som euro-gruppen forlanger for at standse den italienske økonomis rutsjetur ud over afgrunden.
”Berlusconi-regeringen har været nærmest totalt lammet siden i sommer. De eneste love, som parlamentet har vedtaget, handler om at beskytte Berlusconi mod retsvæsenets efterforskning af hans sammenblanding af private og offentlige interesser,” påpeger Hervé Rayner, politolog ved universitetet i Lausanne og tidligere forsker ved det italienske center for politisk forskning, Osservatorio della Vita Politica.
”Berlusconi har mistet alle sine allierede, og selv Vatikanet har taget afstand fra ham i lyset af sex-skandalerne. Hans afgang betyder, at regeringen igen kan handle og gennemføre den spareplan, som skal vedtages forud for Berlusconis afgang. Og Mario Monti, som formentlig vil komme til at stå i spidsen for en teknokrat-regering, som Italien tidligere har kendt, vil også have lettere ved at få italienernes opbakning til en plan, som vil komme til at gøre ondt,” mener Hervé Rayner.
Men Mario Monti og den nye regering vil samtidig komme på en ualmindelig vanskelig opgave. Italien står med en statsgæld på over 14.000 milliarder kroner, svarende til 120 procent af landets årlige bruttonationalprodukt, samtidig med at krisen rammer især de unge hårdt. Op mod 30 procent af de unge under 25 år er arbejdsløse.
”Italiens gældsproblem skærpes af, at landets vækst stort set er gået i stå. Gælden vokser ikke, men eftersom produktionen af varer og tjenesteydelser stagnerer, tynger den mere og mere på landets økonomi. Det skyldes markant faldende produktivitet og tilhørende fald i konkurrenceevnen,”peger Hervé Rayner på.
Dertil kommer den korruption, klientelisme og omfattende skatteunddragelse, som næsten efter græsk mønster kendetegner Italien.
”En del af Berlusconis popularitet byggede desuden netop på hans løfter om, at skattemyndighderne ikke ville være for nøjeregnende med skattesnyd,” mener Hervé Rayner.
Han peger på, at Mario Monti vil komme på en politisk halsbrækkende opgave med at rette op op den italienske økonomi.
”Ingen regner med, at han overlever politisk. Formentlig heller ikke ham selv,” mener forskeren.
LEDER: Exit BerlusconiLÆS OGSÅ: Monti er favorit som premierminister
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad