Uddrag: Søndagsgudstjeneste med præsten fra Lolland

Den nye vækkelse ville givetvis brede sig.

"Kirken har grund til at se med misundelse på det, der sker, og
at spørge sig selv: Hvorfor kunne vi ikke gøre det? Det er jo vores idealer, de har stjålet!”

På fællesmødet lørdag eftermiddag havde pastor Refshauge annonceret, at han ville afholde to søndagsgudstjenester i lejren den følgende dag klokken elleve og tretten. Pastoren havde et budskab, han fandt vigtigt for de unge, vakte mennesker: At tro på Jesus var
også at nære vantro over for menneskets mulighed for at skabe det
nye samfund, gudsriget på Jorden.

Flere hundrede lejrdeltagere havde samlet sig til den første gudstjeneste klokken elleve ved det amagerkanske ungdomssted Klub 47’s røde telt. Ifølge Jacob Ludvigsen, der refererede begivenheden
i Ekstra Bladet dagen efter, blev præsten dermed “søndagens store
trækplaster” i lejren.

Pastoren, der havde halvlangt hår, et langt, gråt skæg og var klædt i cowboybukser og hvid rullekravesweater, havde taget opstilling
bag et primitivt alter, en plade på et par ølkasser under teltdugen,
mens menigheden sad på græsset foran ham.
På alteret stod en flaske sherry og et franskbrød parat til at gøre
det ud for Jesu blod og legeme ved nadveren, og foran alteret var et
par grene slået sammen til et kors. Refshauge havde også engageret
et par af lejrens musikanter til at erstatte kirkeorglet på guitar og
bongotrommer.
“I love you, but Jesus loves you the best,” lød omkvædet fra en
engelsk folkesanger med runde briller og bowlerhat.

En del af tilhørerne bemærkede, at præsten i sin bøn sprang over
kongehuset, efter at han havde prædiket over dagens tekst, Mattæusevangeliets tiende kapitel, hvor Jesus giver sine tolv disciple magt til at helbrede sygdomme og derpå sender dem ud for at prædike, at Guds himmerige er nær.

Jesus understreger over for disciplene, at de i mødet med folket vil møde mange farer, forfølgelse og retssager, for han er ikke kommet
for at bringe fred på Jorden, men for at sætte splid mellem familiemedlemmer og alle, som elsker hinanden. For “den, som elsker fader eller moder mere end mig, er mig ikke værd,” og “den, som har bjærget sit liv, skal miste det, og den, som har mistet sit liv for min skyld, skal bjærge det.”

Olav Refshauge forklarede, at han gik ind for frihed, hvis den baserede sig på personligt ansvar, og at det at følge Jesus også var at leve livet på eget ansvar. Man skulle passe på med at antage farisæiske holdninger og se på omverdenen som toldere og syndere.

Personligt syntes Refshauge, at det var udmærket at ville forandre
samfundet, men Jesus, der ellers havde hånet det gamle samfund og
brugt sprogets værste gloser imod det, havde ikke megen tiltro til
samfundsændringer. Jesus troede først og fremmest på at forandre
det enkelte menneskes liv.

“Det evige liv afhænger ikke af, hvor godt vi har forandret samfundet,”
sagde pastor Refshauge. “Jesus giver os det evige liv, Jesus
giver os sin kærlighed at leve af. Det er godt at huske til den dag,
da også dette ny samfund er blevet en skuffelse, og det bliver det
sandsynligvis før eller siden, fordi vi ikke har den kærlighed, vi
taler om. Vi kan ikke realisere vores idealer, for som Paulus siger:
Det gode, som jeg vil, det gør jeg ikke, men det onde, som jeg ikke
vil, det gør jeg.”

Refshauge, som havde været præst i Vestberlin, lige efter at Muren
blev bygget, henviste til sine erfaringer med det autoritære regime
i Østtyskland. “Det er som en naturlov, at statsmagten bliver en religion, når den bliver absolut,” og derfor, mente han, ville også det
nye samfund blive en skuffelse.

“Kærlighedsbudskabet er det eneste afgørende,” konkluderede
han. Tilhørerne lyttede tilsyneladende opmærksomt, og nogle sugede
på de store chillummer, som de havde medbragt til gudstjenesten.
En bar et hjemmelavet hvidt trækors med et billede af Che Guevara.
Pastoren brød franskbrødet og lod sherryflasken cirkulere i kredsen,
inden han bød til åben diskussion. Nogle ville vide, hvorfor der
føres krig i verden i Guds navn, andre hvorfor kirken afviser andre
religioner og fordømmer astrologi.

“Jesus var verdens første hippie,” råbte en tilhører. En anden
mente, at “de undertrykte klasser ikke har brug for religion,” og en
tredje ville vide, om Danmark ikke lige så godt kunne være buddhistisk.
Det sidste ville Refshauge sådan set ikke afvise.

I lejravisen funderede en af redaktørerne, Viggo Bertelsen, over,
om ikke kristendommen lige så godt kunne bruges af hippierne som
enhver anden form for religion.

“Hvad er forskellen mellem fordybelse i shit, mikromakro, buddhisme,
reinkarnationer og beat på den ene side og kristendomsfordybelse
på den anden,” skrev han. “Jeg ser ingen forskel, ud over at kristendommen er blevet en uhyre autoritær størrelse, men det
risikerer vi da også, at det andet udvikler sig til.”

Refshauge bekræftede efter gudstjenesten, at han havde strøget bønnen for kongehuset, og at han i virkeligheden mente, at det “var
noget pjat”. Da han havde ferie, følte han sig ikke forpligtet til at
gøre som foreskrevet.

“Statskirken er kun én fortolkning. Det vigtigste er kærlighedsbudskabet, ikke de forskellige fortolkninger, misbrug og misforståelser. Kærligheden er at kunne elske og tolerere, så enkelt er det.”

“Årh, hold kæft,” lød det et sted fra forsamlingen.
“Shh, hør nu efter. Præsten har jo ret,” fra et andet.
“Op i røven med kirken!”
“Hvorfor erobrer I ikke Folkekirken indefra,” fortsatte Refshauge.
“Hvorfor lader I ikke nogle af jeres folk studere teologi og får jeres
egne præster?”
“Kirken er etableret og gammeldags,” sagde en pige. “Jeg gider
ikke bruge tid på den.”
“Hvis I venter, at evangeliet skal tale folk efter munden, så tager
I fejl,” svarede præsten. “Evangeliet er altid et korrektiv.”
To timer senere gentog præsten sin gudstjeneste, denne gang for
omkring hundrede mennesker, som dog måtte undvære nadveren,
da både franskbrød og sherry var fortæret.

Samme aften klokken otte inviterede Refshauge til fortsat diskussion
i ‘Altmuligværkstedet’. Her blev en arbejdsgruppe nedsat
for at få flere præster til at prædike i lejren, og idéerne strakte fra
den fyrede provopræst Harald Søbye til Tidehvervs-præsten Søren
Krarup fra Seem.

I lejravisen kommenterede Jacob Ludvigsen prædikenen med et
“du gjorde det godt, gamle dreng,” men tilføjede, at præsten måtte
forstå, at hans kristendom “kun er en meget lille bid af en større
kage.”

En af Ludvigsens bekendte, Petter Küh nel, der var journalistelev
på Frederikshavn Avis, havde dog intet tilovers for præsten eller hans
gudstjeneste. Med overskriften ‘Refshauges baghold!’ konkluderede
han, at præsten havde “røvrendt Det ny Samfund” og med forstillet
hippiesind og musik havde forsøgt at manipulere lejren til at stille
sig tilfreds med det eksisterende samfund.

Ifølge Küh nel havde Refshauge postuleret, at kirken var upolitisk, selv om det modsatte var åbenlyst, og præsten havde opnået endnu
en gang at få alle til at hoppe på en diskussion om Folkekirkens
berettigelse.

“La’ vær’ med at gå ind i diskussioner om kirken,” opfordrede
Petter Küh nel. “La’ lortet dø af sig selv uden de mange deltagende
ord på vejen.”

En anden skribent, den attenårige Niels Waale, mente, at Refshauges
gudsbegreb ikke afveg en millimeter fra det østlige begreb tao,
og at den bedste måde at være religiøs på var ikke at være religiøs
og i stedet dyrke solen, græsset og hinanden. “Skal vi prøve det?
Skal vi lade være med at leve livet teoretisk? Skal vi ikke bare ta’
og leve nu-her-med-os-selv-med-hinanden-med-naturen-med-vorebehov-
vore-instinkter?”

I en afskedshilsen, inden han tog tilbage til sin lollandske menighed,
skrev Olav Refshauge senere i lejravisen, at han ikke havde
villet opnå noget bestemt med sin prædiken, andet end at udbrede
det kristne budskab som ethvert andet sted.

“At pressen fik en sensation ud af det, skal være dem vel undt.
Det rager jo ikke nogen,” skrev han og tilføjede, at han havde fået
meget at tænke over.

“I har foruroliget mig, og det er min store oplevelse ved opholdet
i lejren, som jeg siger jer tak for.”

Olav Refshauges ord om behovet for eftertanke var ikke tomme
erklæringer. I løbet af sommeren sad han ved skrivebordet i præstegården i Våbensted og skrev indlæg til Præsteforeningens blad,
Berlingske Tidende og Jyllands-Posten, hvori han opfordrede sine
kolleger og alle andre kristne til at lytte til de unge Thylejrdeltagere.

Folkekirken måtte hellere skære sin tunge af end blot dogmatisk
fordømme de unge og burde i stedet lade sig inspirere til selv at
skabe nye former for fællesskab mellem mennesker.
Refshauge foreslog sine kolleger at deltage i en turnusordning i
lejren, ikke kun for at sikre, at evangeliet blev forkyndt, men også
for at lære. “Et åbent samvær med disse mennesker, hvis øjne ser
helt andre ting, end vi er vant til at se, kan skabe ‘vibrationer’ (det
er lejrens jargon) i os, som vi kan have gavn af.”
Artiklerne fik B.T. til at opsøge den eftertænksomme præst, og
journalisten kunne over to sider i formiddagsavisen forkynde, at Lollands-præstens opfordring til sin menighed lød: “Lad os alle
smide tøjet.” Artiklen var illustreret med et foto fra en engelsk nudistgudstjeneste.

Olav Refshauge fortalte, at han godt kunne tænke sig at overføre
eksperimenterne fra Thy til sin egen have ved præstegården, hvor
menigheden skulle lære nye måder at være sammen på.
“I haven skal der opsættes ølboder og pølsevogne. Jeg – og de af
sognebørnene, der er frie nok – går rundt uden tøj på. I et hjørne af
haven slår vi et par grene sammen til et kors, sætter nogle ølkasser
sammen til et bord. Der vil jeg holde min prædiken og bagefter uddele
portvin og franskbrød til gæsterne.”

I Refshauges daværende sogn har rygter siden villet vide, at præsten
året efter Thylejren døde af en overdosis narkotika. Rygterne
kan muligvis skyldes, at han havde et par narkomaner boende i
præstegården, men en af Refshauges døtre fortæller, at faren døde en
ganske naturlig død af hjertestop under et besøg hos sin elskerinde,
præstekonen, i efteråret 1971.

Ifølge datteren havde faren og hans elskerinde et “guddommeligt
forhold”.