Drop opdragelsen og vær dig selv

”Vi ved godt, at vi skal anerkende børnene, og at det er skadeligt for børnene at råbe ad dem og skælde ud. Alligevel kommer vi til det, fordi vi i praksis ikke ved, hvad vi ellers skal gøre – og så trækker vi på arvegodset,” siger Fie Hørby, der ser det i sin praksis som familieterapeut og som privatperson i svømmehallen og i supermarkedet. –

- Scanpix.

Læs også

flexblock

Fakta

Fie Hørby

Cand. mag., familieterapeut og foredragsholder. Har tidligere skrevet bogen ”Om teenagere – for...
Læs mere

flexblock

Emneord for denne artikel

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Jannie Schjødt Kold | 12. november 2011

Børn På trods af at vi de sidste mange år er blevet meget klogere på, hvad børn er for nogle størrelser, trækker vi stadig på et forældet børnesyn, når vi bliver pressede. Det mener familieterapeut Fie Hørby, der i ny bog anviser en anden vej

”Hvorfor skal det altid være sådan, når jeg henter dig? Se! Nu blev vi uvenner igen!”.

De fleste forældre ved godt, at det ikke er det mest hensigtsmæssige at lade børnene få skylden for en stresset situation i sfo’ens garderobe. Alligevel ender forældrene med bebrejdelser og trusler, når de bliver pressede og føler sig magtesløse. For det er sådan, de selv er blevet mødt som børn, forklarer familieterapeut Fie Hørby.

Hun er aktuel med et opråb i bogform, der skal anvise forældre en ny og bedre vej i samspillet med de små og store poder, vi elsker allermest.

”Vi ved godt, at vi skal anerkende børnene, og at det er skadeligt for børnene at råbe ad dem og skælde ud. Alligevel kommer vi til det, fordi vi i praksis ikke ved, hvad vi ellers skal gøre – og så trækker vi på arvegodset,” siger Fie Hørby, der ser det i sin praksis som familieterapeut og som privatperson i svømmehallen og i supermarkedet.

Annonce

”Vi truer stadig børnene: ’Hvis ikke du tager dit tøj på nu, får du ingen is senere,’ og vi taler til dem i et belærende og ikke-ligeværdigt sprog, der gør dem mindre indeni,” forklarer hun.

Undersøgelser viser, at børn, der er kommet dårligt ud ad døren om morgenen i en situation, der er endt i gråd og skældud, skal bruge en time på at slikke sårene og komme sig, før de er klar til at tage læring ind i skolen. Den gamle måde virker ganske enkelt ikke efter hensigten, men hvad er det, vi skal erstatte den med?

Det moderne børnesyn indebærer ifølge Fie Hørby et nyt moralsk paradigme, hvor vi ikke længere giver børnene skylden for, at stemningen er blevet dårlig, og at vi ikke er kommet ud ad døren i god tid.

”Det vigtigste er, at forældrene tager ansvaret for relationens kvalitet og undlader at give børnene skylden ved at sige: ’Det er lige meget, hvad jeg gør, hun er bare krop-umulig i dag’,” siger Fie Hørby.

Når noget kører skævt, må forældrene standse op og tænke over, hvad det er, barnet prøver at fortælle dem, og hvad de kan bidrage med for at få vendt skuden igen. Det er sådan, man kan blive klogere på sig selv, sine børn og den indbyrdes relation. Det er ikke i sig selv ny viden, og Fie Hørby understreger da også, at hun i bogen lægger sig i det spor, familieterapeut Jesper Juul startede, da han i 1995 udgav bogen ”Dit kompetente barn”. Bag den titel ligger betragtningen om, at børnene fra fødslen er kompetente sociale væsener, som forældrene snarere skal støtte i deres udvikling frem for at opdrage og ændre på.

”Det tager altid noget tid, inden forskningen når ud i familiekrogene, og jeg kunne bare se, at det var tid til et konstruktivt opråb omkring, hvordan vi får ligeværdet og det nye børnesyn ud til familierne,” siger Fie Hørby om begrundelsen for at skrive bogen ”Drop opdragelsen” netop nu.

I bogen giver hun en række konkrete anvisninger på, hvad man kan gøre, og ikke mindst, hvad man kan sige for at møde sit barn på en ikke-opdragende måde.

”Det handler om, at du er personlig i din relation og i dit sprog. Børn forstår meget nemmere: ’Jeg vil gerne have, at du holder op med at vippe på stolen’ end: ’Du skal holde op med at vippe på stolen’,” forklarer Fie Hørby.

”Hvis du ikke tror, så få ord kan gøre en forskel, så tænk på, hvordan du selv har det, hvis din mand eksempelvis siger ’du skal fylde benzin på bilen i dag’, i forhold til at sige ’jeg vil gerne have, du tanker i dag, kan du det?’.”

”Vi har det med at reagere med trods, når nogen fortæller os, hvad vi skal gøre. Der kommer noget belærende ind i tonen, som også helt små børn reagerer negativt på,” siger Fie Hørby og tilføjer:

”Men det er vigtigt for mig at understrege, at opdragelsen stadig skal være der. Vi skal blot bruge langt færre ord og færre formaninger, end vi tror.”

Konflikterne i familien er også kommet for at blive, og også voksne har retten til at blive vrede, men også her gælder det om at tage ansvar, siger Fie Hørby og kommer med et eksempel:

”Der er stor forskel på, om du siger ’nu synes jeg, det her er for meget, og jeg vil gerne have ryddet op nu,’ eller om du snerrer af dem med et ’hvor mange gange skal jeg sige til jer, at jeg ikke vil have det rod i stuen? Er I fuldstændig døve?’.”

Børnene selv udtrykker deres vrede på en anden måde, end voksne gør. De bliver mere fysiske og sproget mere simpelt, som når ”du er dum, mor” i virkeligheden betyder, at barnet er utilfreds med det svar, han fik og ikke føler sig forstået. Børn har brug for voksne, der kan oversætte dem, for de er ikke altid i stand til med deres sprog at udtrykke frustration. De vil i stedet reagere ved at slå, græde eller på anden måde ”opføre sig dårligt”. Her ligger en mulighed for ikke bare at lære barnet bedre at kende, men også sig selv.

”Hvis du oplever, at barnet siger meget ’nej’ til dig for tiden, er det højst sandsynligt, fordi det oplever, det har skullet sige mere ’ja’ til dig, end det havde godt af,” siger Fie Hørby.

Skulle der være noget, barn gør, som man som forældre har særlig svært ved at rumme, er der måske grund til at være ekstra opmærksom. For børn bringer forældrene i kontakt med de steder i de voksne, der trænger til udvikling, er teorien:

”Hvis dit barn råber meget op om hans eller hendes behov, og det irriterer dig voldsomt, kan det være, du selv har svært ved at give udtryk for dine behov, og derfor har svært ved at tillade dit barn at gøre det,” forklarer Fie Hørby.

Det er sådan, man fører sine egne mønstre videre, og før eller siden vil ens børn komme til at tale, som forældrene har talt til dem. Nøjagtig lige som man en gang imellem kan høre sin egen mor eller far give genlyd som et ekko i de ting, man siger til sine børn.

”Det er derfor en umærket øvelse at tænke over, hvordan vi gerne vil have, at børnene taler til os: belærende, moraliserende, aggressivt og bebrejdende? Nej vel?”, spørger Fie Hørby retorisk og tilføjer:

”Det er ret enkelt. Børn gør, som vi gør. Så når vi stopper op og skifter spor, så følger børnene efter.”

familieliv@k.dk

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock