Tæt på den kristne arvesynds opfinder

Augustin er bestemt både godt begavet og ambitiøs. Han bliver skolet i græsk og latin og gennemgår grunduddannelsen i de frie videnskaber, det vil sige retorik, dialektik, geometri, musik og aritmetik. Det var den rigtige udtale og den rigtige formulering, det kom an på. Augustin får en eliteuddannelse efter datidens forhold og er på vej til verdslig succes. Han bliver lærer i retorik. Først i sin hjemby, siden i provinshovedstaden Karthago. Som 29-årig rejser han til Rom og siden til Milano.

Augustins nysgerrighed og intellekt driver ham til at søge forklaring på tilværelsens store spørgsmål. Monika, der i modsætning til Augustins fader er kristen, prøver forgæves at påvirke Augustin til at blive kristen, men han følger i en årrække først manikæismen og studerer siden platonismen.

I Milano møder Augustin biskop Ambrosius, som intellektuelt gør et meget stort indtryk på ham. Det er i det kristne miljø i Milano, at Augustin omvendes. Augustin beskriver selv, hvordan han sommeren 386 i en have i Milano, efter fra nabohuset at have hørt en barnestemme sige ”tag og læs den, tag og læs den”, slår op i Paulus’ breve og i Romerbrevets kapitel 13 finder teksten: ”Lad os leve et ordentligt liv, der kan tåle at se dagens lys.”

Scenen i haven er i dag en klassiker og leder frem til, at Augustin siger sit job op og næste forår, 32 år gammel, bliver døbt påskelørdag 387 i Milanos domkirke. Han vender tilbage til Afrika og grundlægger i sin fødeby en slags klostersamfund, hvor han med sine venner kan hellige sig studier og meditation.

Da han besøger Hippo i 391, bliver han præsteviet, og allerede fem eller seks år senere bliver han den nye biskop dér. I denne rolle må han opgive det meditative liv og fokusere på at styre den store organisation, han er blevet chef for. Mens Augustin er biskop og er involveret i kampe og intriger, hvor trosfæller bliver til trosfjender, skriver han sine ”Confessiones” (eller på dansk ”Bekendelser”). Bogen indeholder omvendelseshistorien i Milano, men er egentlig én lang bøn til Gud. Man gribes den dag i dag af hans fine psykologiske selvanalyser. Nogle kalder det verdens første selvbiografi, selvom dette er et moderne begreb.

Vi skal huske på, at selvom vi føler, vi kan kigge over skulderen på personen Augustin, så er hans selvbiografi meget stramt redigeret. Vi har jo med en professionel retoriker at gøre. Han bekender heri blandt andet, hvordan han som barn stjal pærer fra naboens have. Hellere ikke i 360’erne var dette en stor synd på nogen måde, men beskrivelsen af den lille Augustin på pæreskud illustrerer hans evne til introspektion, noget af det, der fascinerer den dag i dag.

For Augustin i sin nye rolle som biskop var splittelse og splid i kirken nok det værste, der kunne ske. I hans egen nye by Hippo fandtes to fjendtligt stillede kristne samfund side om side, donatisterne og katolikkerne. Dette fjendskab havde stået på i et par generationer.

Striden handlede kort fortalt om, hvorvidt det er den enkelte præsts moralske habitus eller hans udførelse af ritualerne, der er afgørende for, om ritualerne virker, når for eksempel synderne forlades. Augustin løste konflikten med kort proces og med tvang, idet han gik med til, at statsmagten ”tilskyndede” donatisterne til konvertere til den katolske kirke. Om der så kom et par falske konvertitter med, gjorde ikke så meget.

Hvis man i dag taler om arvesynd, det vil sige om det lille, nyfødte barn er godt eller ondt, så er meningerne farvet af den diskussion, der fandt sted for 1600 år siden mellem Augustin på den ene side og repræsentanterne for den irske munk Pelagius, der kom til Hippo i 411, på den anden side.

Irske Pelagius hævdede netop, at det nyfødte barn ikke var syndigt på grund af Adams handlinger, men at det havde den frie vilje til at vælge ikke at synde. Augustin så her en fare for endnu en potentiel splittelse og måske også en farlig opfordring til at tage ansvar for eget liv og egen frelse, som kunne svække kirken. Så da Pelagius selv var rejst videre til Det Hellige Land, indkaldte Augustin til et panafrikansk møde, hvorfra man sendte en indstilling til Roms biskop, Zosimus, om at stoppe Pelagius og hans lære. Zosimus svarede, at han ville tænke grundigt over tingene. Det kunne Augustin ikke vente på og sendte derfor en skrivelse til kejseren i Ravenna.

Det er i urolige tider, arvesynden opfindes. Året før Pelagius’ besøg i Hippo, i 410, blev Rom plyndret af goterkongen Alarik. Det var en romersk ”11. september”, som chokerede dybt. Var det kristendommens skyld, at det gik Romerriget så ilde? Splittelse, flere endeløse diskussioner om den rette tro var der i hvert fald ikke behov for, så fra kejseren i Ravenna kom der et kejserligt edikt om at stoppe Pelagius.

Dette måtte Zosimus så tage til efterretning. Augustin havde med denne lille manøvre snigløbet Roms biskop, og pelagianisme var herefter synonymt med ”kætteri” og vranglære.

Augustin bruger de næste mange år på at udvikle idéen om arvesynd og på at forklare, at kristendommen ikke er årsagen til det anslag, Romerriget oplevede ved Roms plyndring i 410. Det er givetvis med til at holde sammen på Augustins nordafrikanske bispedømme, mens han lever.

76 år gammel, mens vandalerne belejrer hans by Hippo, dør Augustin, i 430. Han helgenkåres, ligesom sin mor. Han lægger navn til en munkeorden, og han, der opgav sin lovende karriere som sagfører (i ordets egentlige betydning), har bidraget intellektuelt og spirituelt til Vesteuropas kulturarv. Noget af arvegodset er arvesynden.

På websiden religion.dk citeres Niels Grønkjær, der er en af Danmarks store kendere af Augustins forfatterskab, for, at Augustin blev en sur, gammel mand, der ikke kunne glemme, hvor meget han begærede som ung.

LÆS OGSÅ: Hvad er tid?

Så Augustin er bestemt et menneske, der også i dag kan fremkalde meninger og få os til at reflektere, og derfor er hans værker bestemt et par mørke vinteraftener værd at studere for første gang – eller igen. Takket være hans ”Bekendelser” kan vi komme helt tæt på, i hvert fald så tæt, som den professionelle skribent Augustin tillader.

Michael Reich er familiefar, gårdejer og arbejder som konsulent