Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger


Send artiklen Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer til din ven.
Modtagerens email *:
Din e-mail *:
Dit navn *:
Evt. kommentar:

*) skal udfyldes.

Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer

81 procent er radioprogrammet Morgenandagten gået ned i lyttere, efter det er taget af FM-sendeflade.

- Colourbox.com

Emneord for denne artikel

P1 | Morgenandagten | Religionsrapport | Mennesker og tro
flexblock
27 debatindlæg Hold mig opdateret

Radioprogrammet Morgenandagten har på en uge mistet 81 procent af sine daglige lyttere, efter at det er blevet fjernet fra P2 på FM-radioen. Også DR’s andre kirkelige programmer mister lyttere. Skræmmende og dybt alvorligt, lyder det fra Københavns domprovst

Danmarks Radios ændringer på radiofladen er gået voldsomt ud over de kirkelige programmer. Det daglige program Morgenandagten har mistet 81 procent af de daglige lyttere, efter at DR den 1. november flyttede programmet fra traditionel FM-radio til digital DAB-radio.

Blot 8000 lyttere har dagligt fundet frem til Morgenandagten i den første uge, efter at udsendelsen blev flyttet. Før den 1. november lyttede 43.000 danskere dagligt til andagten.

”Det er forfærdeligt, simpelthen,” lyder det fra domprovst Anders Gadegaard ved Københavns Domkirke, hvor Morgenandagten bliver sendt fra:

”Tallene er skræmmende og dybt alvorlige. De tyder på, at DR’s DAB-kampagne slet ikke har fungeret, for folk kan tydeligvis ikke længere finde ud af, hvor programmet bliver sendt henne,” siger han.

Annonce
LÆS OGSÅ: DR svigter den danske kulturarv

Morgenandagten blev fjernet fra den almindelige FM-radio, da DR den 1. november mistede en FM-kanal til Radio24syv. For at kunne høre Morgenandagten skal man nu have en digital DAB-radio eller tænde for sit tv på DR 2, hvor programmet også bliver sendt.

Også DR’s andre kirkelige programmer har mistet lyttere, efter at DR har mistet en radiokanal. Programmerne Mennesker & Tro og Religionsrapport er i forbindelse med sammenlægningen blevet skåret ned fra en hel til en halv time og har samtidig skiftet sendetidspunkt. Efter omlægningen har de to programmer mistet mellem 30 og 40 procent af lytterne.

Det er en trist udvikling, men også ganske forventeligt, mener tidligere kirkeminister Birthe Rønn Hornbech (V).

”DR har over årene nedtonet det kirkelige stof og er blevet mere og mere åndløse. Specielt har man åbenbart valgt at straffe de gamle lyttere, der ikke køber en DAB-radio,” siger Birthe Rønn Hornbech.

Hos DR er man overrasket over, at lyttertallene er faldet:

”Jeg synes, at vi har fundet en god løsning med Morgenandagten ud fra det vilkår, at vi har mistet en kanal,” siger Inger Bach, direktør for DR Danmark. Hun afviser, at DR’s oplysningskampagne om flytningen ikke har været god nok.

”Vi har gjort os umage med at fortælle lytterne om ændringerne, og det vil vi blive ved med, for vi ved, det tager tid at ændre lyttervaner,” siger Inger Bach.

LÆS OGSÅ: "Det smager af, at DR ikke vil erkende problemet"

DR blev ved sidste medieforlig forpligtet til at formidle den kristne kulturarv. Dansk Folkeparti har været en af de ivrigste fortalere for, at formuleringen om den kristne kulturarv kom med i DR’s nye kontrakt. Partiets medieordfører, Morten Marinus, kalder efter de nye lyttertal DR’s omlægning af de kirkelige programmer for katastrofal.

”Vi har jo netop klart understreget i medieaftalen, at disse programmer skal styrkes,” siger Morten Marinus. Han vil nu høre kulturminister Uffe Elbæk (R), om man politisk kan flytte programmet tilbage på FM igen.

krak@k.dk

Rettelse: Det har tidligere fremgået af artiklen, at Morgenandagten er flyttet fra P1 til en digital DAB-kanal. Det er dog flere år siden, at programmet blev sendt på P1. Den 1. november flyttede DR programmet fra FM-kanalen P2 til digital DAB-radio. Kristeligt Dagblad beklager fejlen.
Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Hold mig opdateret

Trådet overblik  |  Fladt overblik

Var det ikke helt bevidst?

Clausny, publiceret d.12/11 00:36 (for 7 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer
DR har da helt bevidst fjernet de programmer fra FM, som man anså for mindre væsentlige, til fordel for en sludrepludre radiokanal 24/7, der er så indholdsløs og ligegyldig, at jeg ikke kunne have spildt min tid mere de få gange, jeg er kommet for skade at lytte til den. Totalt tømt for information og viden til fordel for en uendelighed af ligegyldig snakken og meninger fra folk, der mener betydeligt mere, end de ved.
Det er næsten en fornærmelse, at man tvinges til at betale til det og så i tillæg må bruge penge på en ny radio for at finde de programmer, man holdt af.
Og det er utroligt arrogant, at DRs direktør Inger Bach afviser, at oplysningskampagnen har været for dårlig, når de tørre tal nu taler deres klare sprog.
”Vi har gjort os umage med at fortælle lytterne om ændringerne" siger hun. Med andre ord, selv når DR gør sig umage, gør DR det dårligt.
Del Link

Lytterne flygter fra DR’s kirkeligeprogrammer

wer, publiceret d.12/11 01:56 (for 7 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer
Ja, det er nok på tide, at licensbetaling ikke længere bør eksistere. Der skal noget til, at udkonkurrere TV2 i åndløshed, men DR gør da et ihærdigt forsøg. På den anden side er det med de elektroniske medier ligesom med folkeskolen. Dem, der virkelig er interesseret i et område eller i indsigt, ved godt, at det nok ender med, at de må se sig om efter et andet forum, hvis de skal have opfyldt deres drømme om indsigt og fordybelse eller deres ønske om grundighed. Fratag DR deres licensfinanciering, så må de åndløse selv skabe et økonomisk grundlag for at de kan forblive i deres åndløshed. Imens kan de andre så bruge al den megen tid, de har, når de ikke skal spilde deres liv med TV eller radio, på at læse god litteratur eller høre musik - på CD vel at mærke. Det findes jo ikke i radioen.
Del Link

dårlig journalistik

pha, publiceret d.12/11 09:41 (for 7 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer
journalist Nikolaj Krak skriver: "Radioprogrammet Morgenandagten har på en uge mistet 81 procent af sine daglige lyttere, efter at det er blevet fjernet fra P1 på FM-radioen"

NK burde sætte sig ordentligt ind i tingene, inden han skriver, især når det er overskriften. Det er rigtig mange år siden, at Morgenandagten blev sendt på P1 - i mange år er den sendt på P2, og det er netop fordi P2's FM-frekvens er overgået til Radio 24syv, at man ikke længere kan høre Morgenandagten på FM.

Clausny skriver: "DR har da helt bevidst fjernet de programmer fra FM, som man anså for mindre væsentlige, til fordel for en sludrepludre radiokanal 24/7, der er så indholdsløs og ligegyldig, at jeg ikke kunne have spildt min tid mere de få gange, jeg er kommet for skade at lytte til den"

Radio 24syv har absolut intet med DR at gøre, faktisk er det gået direkte ud over DR, da man har mistet en FM-frekvens. Med hensyn til Radio 24syv er jeg enig - de gange jeg har forsøgt at lytte til den, har været spild af tid og til irritation over komplet åndløshed og mangel på indhold. Der er DR's P1 godt nok betydeligt bedre.
Iøvrigt tvivler jeg på, at der overhovedet er tale/samtale-stof nok til at kunne udfylde to landsdækkende radiokanaler. Jeg anser Radio 24syv som en borgerlig højredrejet manifestation, som visse politikere absolut skulle gennemføre, så længe man havde magten til det.
Del Link

Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer

Kirsten, publiceret d.12/11 10:32 (for 7 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer
Over fire millioner danskere er medlemmer af Folkekirken. Hertil kommer rigtig mange, som heller ikke vil lade sig spise af med åndsforladt sniksnak om dette og hint. Jeg har købt en DAB-radio, men i bilen skal man- som igår f.eks., jeg tror endda det var på P1- låne øre til en indkaldt numerolog, der vil fortælle noget meget dybt og betydningsfuldt om tidspunktet den 11. i 11. 2011 kl. 11 minutter over 11. Sådan noget møg at lukke ud i æteren!
Tænk, hvis man behandlede en hvilken som helst anden forening med et tilsvarende medlemstal- eller stor gruppe af mennesker, på den måde som politikere og DR behandler kirkeligt- og åndeligt og musikalsk interesserede mennesker på.
Tænk, hvis alle sportsinteressere skulle ud og købe nyt lytteudstyr for at følge med i landskampen mellem Danmark og Sverige eller for at høre sin egen yndlings-pop-musik.
Det er skamfuldt og pinligt!
Del Link

Sv. Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer

Nederby Jessen, publiceret d.12/11 11:04 (for 7 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer
Kirsten skrev:
Over fire millioner danskere er medlemmer af Folkekirken. Hertil kommer rigtig mange, som heller...


Enig Kirsten. Morgenandagten havde rigtigt mange lyttere hver dag - og nu har man tabt dem. Trist, at man ikke har imødekommet så mange lytteres ønske.

Men det ligner en tendens i det danske samfund - og det er i samme tendens jeg ser regeringen fjerne værdikommissionen med et pennestrøg.

Bjarne Nederby Jessen
Kristendemokraterne
Del Link

Ro på nu

Organisten, publiceret d.12/11 12:14 (for 7 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer
Mange af os går bare og sparer sammen til udstyr, så vi kan høre noget ordentlig radio igen.
Del Link

Hvem flygter fra hvem?

NielsB, publiceret d.12/11 13:08 (for 7 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer
Overskriften er helt misvisende. Det er ikke lytterne, der flygter fra de kirkelige programmer. Det er omvendt. Det er kanalerne, der flygter fra lytterne. Men resultatet er desværre det samme.
Men vi skal ikke kritisere DR. Det er et flertal i Folketinget, der har fjernet P2 fra DR.
Del Link

Det er ikke lytterne der flygter fra DR`s kirkelige programmer

Kirsten, publiceret d.12/11 13:09 (for 7 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer
men programmerne, der flygter fra lytterne!
Del Link

Sv. Det er ikke lytterne der flygter fra DR`s kirkelige programmer

Nederby Jessen, publiceret d.12/11 15:19 (for 7 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer
Kirsten skrev:
men programmerne, der flygter fra lytterne!


Rigtigt set, der er programmer, der er flygtet fra lytterne, men det var et flertal i folketinget, der lagde flugten til rette og det er der kritikken skal rettes, som også NielsB nævner det.

Bjarne Nederby Jessen
Del Link

HVOR SVÆRT KAN DET VÆRE?

snedsted, publiceret d.12/11 15:23 (for 7 mnd. siden)
Læs artiklen bag debatten her: Lytterne flygter fra DR’s kirkelige programmer
Informationen om, hvordan man nu kan høre Morgenandagten, må være for dårlig. For egentlig er det ikke så svært, som det kan synes,v og slet ikke så svært, at det kan begrunde et frafald blandt Morgenandagtens lyttere på 80 %.

Jeg kan godt forstå, at mange vægrer sig ved at købe en særskilt "morgenandagt-radio", en DAB radio, som man måske ikke har så meget andet at bruge til.

Men det må da være en smal sag at tænde for TVs DR2 og høre andagten dér. Det kræver ikke nyt udstyr. Det kræver blot at man aktivt søger Morgenandagten, og det er der tilsyneladende mange, der ikke gør. De mange frafaldne lyttere må være dem, der tog Morgenandagten med, når man nu alligevel lyttede til P2s morgenudsendelser såsom Morgenmusikken. Hvis man synes, at det er for "bøvlet" at skulle tænde for TV om formiddagen, kan ønsket om at høre morgenandagten ikke være særlig stort.

Måske har informationen handlet for meget om DAB-radioer og for lidt om den lertteste vej til Morgenandagten: Lydsiden af DR2 på TV.
Del Link
Mere:   1 | 2 | 3   Næste


flexblock

Få nyhederne i din indbakke

flexblock
splitblock
flexblock

flexblock
flexblock
splitblock
Er det ok, at andre end præster får adgang til prædikestolen i folkekirken?
 
flexblock
flexblock
splitblock
flexblock


flexblock

Nyhedsbrev

flexblock
flexblock

Prøv Kristeligt Dagblad gratis i 4 uger

Prøv os i 4 uger – gratis og uforpligtende

Billede af Kristeligt Dagblads avis
Persondatapolitik og cookies

Alt fra Kristeligt Dagblad

  1. k.dk​
  2. religion.dk​
  3. kristendom.dk​
  4. etik.dk​
  5. pilgrimsvandring.dk​
  6. bogbasen.dk​
  7. hjertedating.dk​
  8. foredragslisten.dk​
  9. eftertanke.dk​
  10. mindet.dk​
  11. kirku.dk​