Indisk forfatter tog danskerne med storm

Han er ”en høj og slank Orientaler,” skrev Berlingske Tidende, da Rabindranath Tagore i 1921 besøgte Danmark. Avisen mente i øvrigt, at Tagores briller og baret var ”det eneste hjemlige ved hans Klædedragt”. –

- Mary Evans Picture Library/Scanpix.

flexblock

Tema

Indien

flexblock

Emneord for denne artikel

unesco | nobelpristager | Rabindranath Tagore | indisk litteratur

flexblock

Kommenter Hold mig opdateret Del

Daniel Henschen | 14. november 2011

I 1921 oplevede København tre dage med fakkeltog, begejstrede taler og uregerlige masser. Rabindranath Tagore, den indiske forfatter, filosof og første ikkevestlige nobelpristager, var i landet. I 2011 fejres over hele verden 150-året for Tagores fødsel – Unesco har for eksempel dedikeret et kulturprogram til ham

Politiken 22. maj 1921:

”I samme Nu, Digteren sætter sine Fødder paa Perronen, opstaar der den syndigste Forvirring, fra alle Sider presser Mængden paa, og i vild Flugt stormer nu Tusinder med Øjnene stift hæftede mod den kjortelklædte Skikkelse hen ad Perronen, op ad Trapperne og ud gennem Hallen, Begejstringen er paa Kogepunktet, og Leveraabene og Hurraraabene drøner gennem luften. Paa Pladsen foran Banegaarden entrer Mængden hurtigt alle Vogne, Standere og lignende ophøjede Stader. Kuskene og Dragerne bander, men der er intet at stille op, man maa lade Begejstringen rase ud.”

Rabindranath Tagore var kommet til København.

I dag er det nok utænkeligt, at en indisk forfatter – eller i det hele taget en forfatter – kan sætte Hovedbanegården på den anden ende. Og bortset fra en konference og udstilling på Københavns Universitet i sidste måned virker det, som om hovedpersonen fra dengang er helt glemt i Danmark: I de seneste 10 år har der kun været én artikel om ham i dansk presse – i 1921 kendte alle dannede borgere forfatteren, filosoffen og pædagogen Tagore.

Annonce

Rabindranath Tagore kom til verden den 7. maj 1861 i staten Bengalen, som i dag er delt mellem Indien og Bangladesh. Som søn af en velhavende og progressiv familie fik han en solid uddannelse i indisk og vestlig kunst, sprog og politik. I årene før århundredskiftet skrev han en lang række digte og skuespil, der satte et markant aftryk på litteraturen i Bengalen.

I 1913 udkom så digtsamlingen ”Gitanjali” (”Sangofre”) på engelsk. Med den irske digter Yeats som meget aktiv redaktør og promotor blev bogen en øjeblikkelig succes: Allerede samme efterår kunne Det Svenske Akademi tildele Tagore Nobelprisen i litteratur. Det var første gang, prisen ikke gik til en europæer eller amerikaner. I de næste år fulgte den ene oversættelse efter den anden, også til dansk, ikke bare af ”Gitanjali”, men også af Tagores andre værker som for eksempel ”Hjemmet og Verden”, ”Blomsternes Bevogter”.

Tagore skrev om længsel og drømme for eksempel i ”Blomsternes Bevogter”:

”Jeg løber som Moskusdyret, gal af sin egen Duft. Jeg farer vild, og jeg vandrer, jeg søger, hvad jeg aldrig kan opnaa, og faar, hvad jeg aldrig har søgt.”

For europæiske læsere var det vildt eksotisk med de orientalske scener, men det var mere end eksotisk.

”Det særlige er dog netop universalismen, der bærer ordene op i de højere luftlag af renhed og simpelhed med kærligheden som det dominerende emne.” Sådan skrev litteraten Torben Brostrøm for nogle år siden om Tagores digte i dagbladet Information – læserne følte simpelthen, at hans ord angik dem og spejlede deres liv.

Men Tagore var også meget andet end digter. Bare tag det indiske udenrigsministeriums månedsmagasin, India Perspectives, der udkom sidste år med et temanummer om Tagore – kapitlerne stikker i alle retninger: Her er en komponist, en maler, en teaterfornyer, en pædagog, en politisk debattør, en naturvidenskabsfilosof og en religiøs tænker. Det ville næsten lyde skizofrent, hvis der ikke lå en samlet filosofi bag for samfundet og det enkelte menneske. Fra starten var Tagore en af de ledende kræfter i den indiske selvstændighedsbevægelse – det var ham, der fik inderne til at kalde Gandhi Mahatma – ”den store ånd” – selvom han som indædt internationalist efterhånden blev skeptisk over for dele af Kongrespartiets politik. Meget passende er han formentlig den eneste digter, der har skrevet to officielle nationalsange: Indiens og Bangladeshs.

I 2011 har Unesco (FN’s organisation for uddannelse, videnskab og kultur) fejret Tagores kamp for bøndernes og landsbyfolkenes rettigheder. Hans drøm var at ”genskabe” Indien – nedefra. På slægtens godser grundlagde han landbrugskollektiver og mønsterlandbrug med nogle af Indiens første traktorer. Og projektet gjaldt ikke bare de materielle vilkår: I 1901 åbnede skolen Santiniketan på et stykke jord, Tagore havde arvet i nærheden af Calcutta. Her vendte Tagore sig mod vestlige undervisningsprincipper og prøvede at skabe en traditionel indisk ashram i sin egen tolkning: På skolen, der i dag er et anerkendt universitet under navnet Visva-Bharati, blev der lagt lige megen vægt på kunstneriske, boglige og håndværksmæssige fag. Om aftenen mødtes eleverne i templet Upasana Griha – bygget med gennemsigtige glassider af Tagores far for at symbolisere en Gud, der var alle vegne. Sådan forsøgte Tagore at overskride grænserne, både de kunstneriske, faglige og etniske.

For københavnerne blev besøget i 1921 et af sommerens absolutte højdepunkter, selvom det kun var en mellemstation på Tagores vej til Sverige, hvor han skulle takke for Nobelprisen med otte års forsinkelse. Så selvom Tagore var udmattet, blev han overtalt til et stramt program på andendagen – alt sammen nøje dækket af dagspressen: om morgenen udflugt med hans danske redaktør til Dyrehaven og frokost i Skodsborg.

Så besøg hos dansk videnskabs førstemand, professor Harald Høffding, i æresboligen på Carlsberg.

Klokken 16 var der en times pressemøde, hvor en veloplagt Tagore viste sig fra den politiske side med udfald mod den engelske kolonimagt og kritik af Vesten.

Klokken 18 mødte en udvalgt skare fra kulturliv og videnskab gæsten til middag på restaurant Nimb i Tivoli. Spisningen blev dog afbrudt midtvejs, for at Tagore kunne tage ind til hyldest hos Studenterforeningen klokken 20. Så tilbage til Nimb. Men det er tvivlsomt, om Tagore nåede at nyde kaffen, for klokken 22.30 begyndte det store fakkeltog med flere tusind deltagere gennem den indre bys gader frem til Kongens Nytorv, hvor Tagore modtog københavnernes hyldest fra balkonen på Hotel d’Angleterre. Dagen sluttede med kæmpe jubelapplaus, da den rørte forfatter udråbte et leve for ”Hjerternes Verdenssamfund”, som han nu så realiseret mellem Danmark og Indien.

Selvfølgelig havde aviserne også øje for det eksotiske ved Tagore. Vi skriver 1921, og det var ikke hverdagskost med Tagores lange skæg og ”Kjortel” i de københavnske gader. Han er ”en høj og slank orientaler,” skrev Berlingske Tidende, der i øvrigt mente, at Tagores briller og baret var ”det eneste hjemlige ved hans Klædedragt”.

Det er let at smile ad. Men Indien var stadig en engelsk koloni, fordommene om andre folkeslag var hverdagskost, og det var småt med nyheder fra den del af verden. Det er faktisk slående, hvor lidt distance der er i aviserne fra dengang: Tagore blev først og fremmest behandlet som en kunstner og tænker, man kunne lære noget af. Og som sådan mødtes han med nogle af tidens største personligheder, blandt andre filosoffen Harald Høffding, historikeren Kristian Erslev, religionshistorikeren Vilhelm Grønbech, kvindesagsforkæmperen Henni Forchhammer og digteren Sophus Michaëlis.

Tagore var forsidestof på alle de store aviser, og interessen gjaldt ikke kun ”ufarlige” emner som kunst og æstetik. Lige fra de første artikler kommer interviewene ind på den politiske bevægelse i Indien.

Det gælder ikke mindst en avis som Kristeligt Dagblad, der ellers godt kunne have været skeptisk over for hinduen Tagores filosofi: ”Vi hilser Indiens berømte Søn, ikke som en Trosfælle, men som en Kampfælle imod, hvad der er ondt i Verden,” skrev avisen og sigtede til Tagores seje kamp mod det indiske kastesystem. Samme avis kunne senere fortælle, at Tagores budskaber og digte var gået op i en højere enhed hos det intellektuelle Danmark: ”Mangen Student, som har hørt ham i disse Dage, gaar nu og nynner paa Omkvædet af Tagores hymne til Indien, som han oplæste i Søndags: Bharata drawja vidhadha, djaja hai, djaja hai, djaja hai – Indien Rigdommens giver, Sejr for dig, Sejr for dig, Sejr for dig”.

Og respekten var gengældt. Om turen over Eremitagesletten skrev Politiken: ”Han syntes ganske betaget af det prægtige Stykke Natur, han saa, og erklærede, at intet Sted paa Jorden kunde overgaa det i Skønhed”.

Den 23. maj 1921 stod Tagore op til den sidste dag med besøg og presseopbud.

Højdepunktet kom klokken 16, da Tagore holdt forelæsning i universitetets festsal. Ifølge Berlingske Tidendes journalist havde der ”sikkert aldrig været tilnærmelsesvist saa overfyldt”, allerede længe før prorektor Rovsing bød velkommen. Faktum er, at flere besvimede, efterhånden som forelæsningen om østlig og vestlig litteratur skred frem. Imens var Vor Frue Plads blevet fyldt af flere tusinde mennesker, der var blevet afvist i døren.

Mens varmen i festsalen steg til tropiske højder, begyndte pladsen at koge af frustrerede Tagore-fans. Til sidst kravlede en gruppe ind ad et vindue og forlangte, at universitetsledelsen skulle overtale Tagore til en ekstra forelæsning på pladsen. Som sagt så gjort: Tagore holdt et kvarters improviseret tale ud ad et vindue på universitetsbygningen.

Her blev det næsten for meget selv for Politikens journalist: ”At dømme efter Begejstringen for Tagore har hans milde Kærlighedslære i Løbet af et Par Dage vundet en mægtig Menighed i Storkjøbenhavn, og Hjerternes Forbund synes paa Forhaand sikret Tilslutning her i Danmark. Medmindre det skulle være Profetens Skjæg, Hurraraabene gælder.”

Om aftenen var det slut. Tagore drog videre mod Sverige, og københavnerne vendte tilbage til hverdagen efter tre dages Tagore-rus.

Inden Tagore døde i 1941, nåede han at besøge Danmark igen i 1926, og i 1930 åbnede han en udstilling af egne malerier på Charlottenborg. Men ingen af besøgene kom på niveau med majdagene i 1921, som han beskrev med ordene:

”Jeg har været over hele Verden, men ingen Steder har jeg faaet en saa hjertelig Modtagelse som i Danmark.”

Fortsættes på næste side »
Læs hele artiklen 1 | 2 | 3 | 4 | 5 | 6

FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad

Del Hold mig opdateret

flexblock