Altså begik Folketinget en grundlovsstridig handling, når det accepterede FN-konventionens forrang for Grundloven.

Altså må respekten for den danske grundlov – som ethvert folketingsmedlem har skrevet under på at ville holde – indebære, at denne FN-konvention opsiges.

DET BLEV EN LANG og ophidset debat, der fandt sted i folketingssalen den 1. juni. Og med overvældende flertal stemte Folketinget nej til forslaget om ændring af paragraf 266 b, idet kun Dansk Folkeparti og Liberal Alliance sagde ja til denne hævdelse af ytringsfriheden. Alle øvrige partier stemte nej. På samme måde med forslaget om at opsige FN-konventionen. Her sagde alle andre end Dansk Folkeparti nej til at hævde Grundlovens førsterang i Danmark. Alle øvrige fandt en FN-konvention vigtigere end Grundloven. Ingen over og ingen ved siden af FN.

Jeg vil ikke nægte, at jeg fandt dagens udfald ganske forstemmende. Det var jo ikke ligegyldigheder, vi stemte om. Siden 2001 havde jeg været næstformand i Folketingets Indfødsretsudvalg og ordfører på området, og gennem langt og slidsomt arbejde var det lykkedes at skabe en smule ordentlighed på dette nationalt set afgørende område. S-R-regeringen havde i 1990’erne uddelt dansk indfødsret til snart sagt enhver, der ville have det. Kriminalitet, offentlig gæld, manglende evne til at tale dansk – intet afskar fremmede fra at blive danske statsborgere. S-R-regeringen åbnede døren til Danmark på vid gab. Dansk indfødsret var åben for alle.

Jeg vil heller ikke nægte, at jeg var begyndt arbejdet i 2001 med at citere Grundtvig. Hans ord vedrørende dansk indfødsret var vi nogle stykker, der tillod os at tillægge afgørende betydning, og derfor strammede vi kraftigt kravene til dem, der kunne opnå dansk indfødsret. De skulle kunne tale ordentligt dansk, de måtte ikke være straffede, de måtte ikke have gæld til det offentlige, og de skulle ved en indfødsretsprøve dokumentere kendskab til dansk kultur, historie og samfundsforhold. Kravene skærpedes, fordi indfødsret er noget nationalt set ganske afgørende, og VOK-regeringen opnåede, at hvor 11.902 personer fik tildelt dansk statsborgerskab i 2001, var tallet i 2010 ændret til 3539 personer. At være dansk var ikke mere noget ligegyldigt. Eller i al korthed: national ansvarlighed – slet og ret.

PÅ DENNE BAGGRUND er det forstemmende at se, hvor ligeglad den nye S-SF-R-regering er med hensyn til at styre indvandringen til Danmark, og mest forstemmende og også for regeringen mest kompromitterende er dens forhold til indfødsretten. Her hedder det i regeringsgrundlaget side 54: ”Reglerne om statsborgerskab skal bruges aktivt til at fremme integration.”

Med andre ord: Det, der kaldes integration, er vigtigere end indfødsret. De fremmedes nemme adgang til Danmark er vigtigere end at sikre Danmark. Dette er meningen, og denne mening vil jeg ikke betænke mig på at kalde foragt for Danmark. Nej, integrationen skal naturligvis fastlægges i forhold til statsborgerskabet. Derfor bør integration også rettelig hedde assimilation, for skal man være dansker og dansk statsborger, skal man selvsagt assimileres i Danmark – altså være helt og fuldt dansker i retning af loyalitet, sprog, lovlydighed, adfærd og kundskaber.

Denne respekt for indfødsretten og dennne nationale ansvarlighed er nu afløst af foragten for Danmark. Det er slet ikke nogen tilfældighed, at den nye regering nedlægger Integrationsministeriet. En Karen Hækkerup (S) vil korse sig over Grundtvigs ord fra 1850 – selvom Grundlovens paragraf 44 er den samme i dag som dengang.

Vi andre kan kun ønske, at Karen Hækkerups magt over indfødsretten bliver kortvarig. For Danmarks skyld.

Søren Krarup er pastor emeritus og tidligere medlem af Folketinget og formand for Folketingets Indfødsretsudvalg for Dansk Folkeparti