Claus Mechlenborg |
14. november 2011
Kongen var kanonstøber. Nye kilder til DKP’s historie. Læs kort nyt fra Historie
Mad ud af huset anno 3200 f.Kr.
Takeaway og fastfood er nærmest et symbol på vores fortravlede tid. I gamle dage var der god tid til at lave mad. Kilderne har altid peget på, at måltiderne blev produceret i hjemmet. I Iran har arkæologer imidlertid gjort et fund, der kan ændre billedet noget. De mener nemlig, at to vinduer i en cirka 5200 år gammel ruin har været brugt til at sælge mad fra. Forskerne kan også fortælle, hvad der blev solgt, skriver livescience.com. Der er fundet spor efter linser, får og ged. Der er nogen diskussion om kundesegmentet. En arkæolog mener, at det har været alle landsbyens beboere, der har frekventeret biksen. En anden tror, at målgruppen har været soldater.
Nye kilder til DKP’s historie
Kaj Hansen, senere folketingsmedlem for Danmarks Kommunistiske Parti, var ikke en glad mand i marts 1963. Partiets centralkomite bestemte nemlig, at dets møder skulle optages på bånd. Det ansporede til en vis debat. Kaj Hansen var modstander. Han frygtede, at båndene ville falde i hænderne på journalister og blive afspillet i DR’s nyhedsudsendelser. Heldigvis kom han til kort. Møderne blev optaget, og nu bliver de frigivet til forskningen. Selvom man skal søge om at komme til at høre optagelserne, må man formode, at den nye kildegruppe vil nuancere den hidtidige forskning i DKP’s historie. Se mere på arbejdermuseet.dk.
Mongolsk fartøj fundet på havbund
I 1281 forsøgte den mongolske hersker, Kublai Khan, at invadere Japan. Anden gang skulle være lykkens gang efter hans fiasko i 1274. Vejret var ikke med Kublai. ”En guddommelig vind” – en tyfon – strøg hen over invasionsstyrken og -flåden. Kublais invasion blev igen en fiasko. Skriftlige kilder har hidtil udgjort grundlaget for at forstå invasionen. Marinearkæologer har jævnligt gjort fund, men først nu har man fundet en stor og forholdsvis velbevaret del af et af invasionsfartøjerne. Det blev opdaget en meter under havbunden på 20-25 meters dybde ud fra øen Takashima. Ifølge historytoday forventes det, at man med vraget kan få en grundigere forståelse af 1200-tallets maritime teknologi.
Kongen var kanonstøber
Christian IV er med god grund berømt for mangt og meget: krigene, bygningerne og ikke mindst manglende økonomisk forstand. Han var imidlertid også kanonstøber. Det storstilede industriprojekt blev skudt i gang i Helsingør. Et projekt, som førte en vis velstand for Helsingør. Arbejdsløshed blev i hvert fald afværget, skriver Lone Hvass og Torben Bill-Jensen i deres bog ”Christian IV som kanonstøber”. Den er udgivet af Helsingør Kommunes Museer. Pris: 389 kroner.
Tilbage til Buchenwald
Den 19. september 1944 blev danske politifolk interneret og sendt til lejre i Tyskland. Blandt de cirka 2000 politimænd var Herluf Ballegaard. I en ny bog gendanner Mogens Ballegaard sin far Herlufs liv, herunder tiden i kz-lejrene i Tyskland. Bogen fortæller en kendt historie, men her med det personlige i centrum. ”Ballegaard” er udgivet af Bollerup Boghandels Forlag. Pris: 198 kroner.