Undervisningsministerens triste signaler. Er det klog politik at undgå dialog?

Men udmeldingen kan – især hvis den skal føre til lovændringer – kun blive en opfordring til lokalt at skyde genvej til fordomsfulde beslutninger uden at lade sig forpligte af saglig dialog. Hvornår er det blevet klog politik at ville undgå samtale mellem samfundsbærende institutioner som skole og kirke?
Det er nævnt i folkeskoleloven og ofte her i avisen, at der er mange vanskeligheder at tage hensyn til i folkerige sogne med mange skoleklasser og tilsvarende kirkelige handlinger. For befolkningens skyld! Der er således ingen grund til at opregne dem her. Men derfor ligner den politiske udmelding også mest en symbolsk erklæring uden forpligtet jordforbindelse. Det er ikke alle, der bor i København, hvor konfirmandholdene tit er få og små.

Der er mange udokumenterede myter i forsøget på et opgør med morgenundervisningen hos præsten. For eksempel, at det er ”de bedste timer”, hvilket undersøgelser problematiserer. Og mange påstande er båret af despekt for både kvaliteten af undervisningen samt dens relevans for de unge borgeres almene dannelse.

Det er ikke Folketingets opgave at sikre, at Danmark vedbliver at være et kristent land. Men ønsker man politisk at arbejde for, at landet ikke skal være det, er det klædeligt at tone rent flag over for borgerne.

En undervisningsminister burde således være mere interesseret i, hvad der sker med timerne i alle de andre skoleår, hvor kristendoms- eller religionsfaget står på skemaet. Det sker ikke sjældent, at det faglige arbejde med religion som eksamensfag har ligget stille siden tredje klassetrin: Inddragelse af andre religioner på de små klassetrin giver forvirring frem for et stærkt udgangspunkt for kritisk stillingtagen til såvel egen som andres religiøse baggrund, og fagets inklusion som ekstra timer til andre fag er desværre velkendt.

Kirkernes lokale initiativer til samarbejde mellem skole og kirke har mange steder gennem skoletjenesterne givet mulighed for at overkomme den faglige forlegenhed ved at give inspiration til lærere på alle klassetrin med undervisningstilbud om inddragelse af den stedlige teolog – sognepræsten. Men det kræver gensidig respekt at opretholde gode relationer. Og derfor er det forstemmende, når den nævnte udmelding kun kan opfattes som et populistisk korstog – for en retstilstand, der allerede er gældende de steder, hvor man ikke kan gøre sig forståelige for hinanden. Er det virkelig den situation, som Christine Antorini bare gerne ser sprede sig?

Carsten Mulnæs,

sognepræst,

Kirkevænget 1a, Allerød