De politiserende embedsmænd

Måske er embedsfolkene nu for langt inde i det politiske rum? Senest er departementschef Peter Loft i Skatteministeriet kommet i stormvejr, fordi han holdt fem møder med skattemedarbejdere om en personlig skattesag, som nuværende statsminister Helle Thorning-Schmidt (S) har haft.

Problemerne ved Lofts adfærd var tilsyneladende flere. Han og daværende skatteminister Troels Lund Poulsen (V) burde efter skattelovgivningen ikke gå ind i en konkret skattesag, hvis ikke den rummer principielle problemer, der kunne give anledning til lovændringer. Loft benægtede også i strid med sandheden at kende noget til Thornings sag. Dagbladet Politiken hævdede tilmed, at han havde forsøgt at påvirke skattemyndighedernes afgørelse i sagen til ugunst for Helle Thorning.

Det skal understreges, at Politiken kun havde anonyme kilder til den sidstnævnte oplysning. Loft har hidtil afvist at svare på beskyldningerne, men i går krævede den nuværende skatteminister en skriftlig redegørelse om sagen fra Peter Loft og direktøren for Skat København, Erling Andersen.

Endelig kører der i forbindelse med denne sag en politiundersøgelse, som skal afdække, hvem der har lækket oplysninger om Thornings skatteforhold til pressen. Denne politisag drejer sig altså ikke om en eventuel upassende indblanding i Helle Thornings skattesag og skulle således ikke være en hindring for at svare på, hvorvidt man har foretaget denne indblanding.

Denne sag er desværre ikke den eneste sag, hvor der i offentligheden har været rejst tvivl om, at tingene er gået ordentligt for sig. Man kan blot nævne den spegede sag vedrørende Henrik Sass Larsen, der indtil for nylig uofficielt var nummer to i Socialdemokraterne lige efter Thorning. Et aspekt blandt mange andre er også her, at dybt fortrolige personoplysninger er lækket til visse frokostaviser.

I atter andre sager har der været velunderbyggede påstande om uregelmæssigheder. Men i mange af disse sager kom man aldrig til bunds i, hvem der har ansvaret for hvad. Det er heller ikke sikkert, at det sker i de seneste sager. Politiundersøgelser fører således sjældent til noget i den slags sager. Måske fordi de vedrører en kompliceret forvaltningsverden, som politifolkene kun har begrænset indsigt i. Eller fordi politiet kun skal undersøge en del af uregelmæssighederne.

Men i stedet for at fordybe sig i disse sager kunne man spørge, hvordan nye sager forebygges. Skader embedsmændenes forsøg på ”at gå langt ind i det politiske” ikke forvaltningens etos?

Et bidrag til forbedring kunne være at definere departementschefers opgaver. For der er aldrig skrevet klare stillingsbeskriver for dem. Stillingsbeskrivelsen bør ikke vægte politisk ladede opgaver som det vigtigste. Ministre kan i det politiske støttes af parlamentarisk ansvarlige viceministre eller af særlige rådgivere, der er lette at fyre.

Målet må være embedsfolk, der forener fremragende faglige kompetencer med en ubetinget vilje til at forsvare en demokratisk og lovlig forvaltning.

Tim Knudsen er tilknyttet Institut for Statskundskab, Københavns Universitet