Flere tusinde mennesker overvandt deres frygt og samledes på pladsen ”Pearl Square” (Perlepladsen) den 14. februar i Bahrain. Tre måneder varede det, før opstandet blev slået brutalt ned af kongedømmet. –
- Scanpix.
Matilde Hørmand-Pallesen |
15. november 2011
Mediers bevågenhed spiller en stor rolle under revolutioner, men Bahrain står uden for denne bevågenhed
Med hævet ansigt, forbindinger og slanger ud og ind ad kroppen ligger en bahrainsk læge kvæstet på den hospitalsseng, han plejer at operere på. Han er blevet banket gul og blå af det bahrainske militær, fordi han hjalp en såret demonstrant. Det tillader regimet ikke.
Scenen er fra dokumentaren ”Shouting in the Dark” (”Råber i mørket”) produceret af den engelske afdeling af tv-stationen Al-Jazeera, der lavede skjulte optagelser under Bahrains oprør i februar. Filmen var på CPH:DOX-filmfestivalen i sidste uge, som satte fokus på det arabiske folkeoprør.
LÆS OGSÅ: Radikale kræver Storkorset tilbageleveretOprørerne i Golfstaten Bahrain fik, hvad man kan kalde 15 minutters berømmelse, inden de blev glemt igen af medierne, som søgte til Libyen og jordskælvet i Japan i stedet. Det, oppositionen troede skulle give dem frihed, blev et mislykket oprør, som kongemagten i landet slog ned med hjælp fra Saudi-Arabien. Og nederlaget bliver kun forstærket af, at medierne ikke rapporterer fra landet længere, mener ekspert.
Redaktør for engelske Al-Jazeera Jon Blair har produceret dokumentarfilmen fra Bahrain. Han var i sidste uge i Danmark for at debattere de internationale mediers betydning for revolutionen. Bahrain-produktionen har spillet den rolle, medier bør have, nemlig at være vidne til et ellers overset oprør, mener han.
”Hvis et træ vælter i skoven, men ingen hører det, laver det så en lyd? Da May (journalisten, red.) var i Bahrain med sit kamera og mikrofon, blev hun i stand til at fortælle en historie, der vil eksistere for altid. Det er mediernes rolle at fortælle de historier,” siger han og understreger, at filmen har været yderst farlig at lave, og at flere af interviewpersonerne i dag sidder i fængsel.
Jon Blair mener, at filmen efterlever Al-Jazeeras motto om at være ”de stemmeløses stemme”. Filmen ligger på Al-Jazeeras engelske hjemmeside, og 24 timer efter, at filmen blev lagt på, var der lavet en version med arabiske undertekster. Men den kritiske dokumentar er aldrig blevet vist på den arabiske Al-Jazeera.
”Kritikere mener, at den arabiske Al-Jazeera ikke har været nok over det bahrainske regime. Dækningen er blevet fremhævet som dobbeltmoralsk, fordi stationen har behandlet Libyen, Egypten, Tunesien og Syrien anderledes, end den har taklet Bahrain,” siger Jon Blair.
Ph.d. i antropologi fra Aarhus Universitet og ekspert i Bahrain Thomas Brandt Fibiger kender til kritikken af, at Bahrains opposition ikke har fået nok mediedækning. Årsagen kan skyldes et forsøg på ikke at få fokus på opstand i Golflandene, nævner han.
”Det er bemærkelsesværdigt, at en kanal som Al-Jazeera har været meget aktiv i Libyen – ligesom Qatars regime har støttet den internationale intervention i Libyen – samtidig med at de har været forholdsvis tavse om Bahrain. Bahrains arabiske nabolande i Golfen, herunder Qatar, har aktivt og militært støttet det siddende regime i Bahrain. Man kan åbenbart godt støtte en politisk reformbevægelse i Nordafrika, samtidig med at man bekæmper en lignende opstand i Golfen,” siger han og understreger, at det gælder for de internationale medier generelt, at Bahrain er blevet overset.
Thomas Brandt Fibiger er overbevist om, at de internationale mediers manglende tilstedeværelse har haft en betydning for udfaldet af revolutionen i Bahrain.
”Det er uden tvivl en del af det. Det gav demonstranterne gejst at have den internationale opmærksomhed, så længe det varede. Man troede på forandringerne. Men da demonstrationerne blev slået ned, var det internationale fokus allerede flyttet til Libyen og andre steder,” siger han og understreger, at en række politiske forhold selvfølgelig også spiller en rolle.
Efter opstanden er oppositionspartierne trådt ud af parlamentet. Der foregår stadig mindre demonstrationer, men ”det står skidt til med oprøret,” siger Thomas Brandt Fibiger.
Indtil nu er 20 læger dømt til mellem fem og 15 års fængsel, fordi de mod kongemagtens vilje behandlede forslåede demonstranter under oprøret i februar.
FACEBOOK: Bliv ven med Kristeligt Dagblad