Britta Søndergaard |
15. november 2011
Grønland skal fremover videregive oplysninger om socialt belastede familier til danske myndigheder
Danske kommuner får i fremtiden bedre mulighed for at hjælpe socialt belastede grønlandske børn her i landet. Der bliver nemlig indført underretningspligt mellem Grønland og Danmark, så en dansk kommune får besked, når en socialt belastet grønlandsk familie flytter til Danmark.
Derudover skal der i løbet af 2012 udarbejdes en samlet strategi for, hvordan samfundet kan hjælpe udsatte grønlandske børn i Danmark.
LÆS OGSÅ: Aftalen, der gør alle glade- næstenDet er et af resultaterne af den nye satspuljeaftale mellem Folketingets partier. Kristeligt Dagblad har tidligere beskrevet, hvordan et projekt fra Foreningen Grønlandske Børn har afsløret massive problemer med omsorgssvigt blandt herboende grønlandske børn, som ikke opfanges af det sociale system.
”Det er et stort fremskridt, at børn ikke overses, fordi deres familier flytter mellem Danmark og Grønland. Alt for mange grønlandske børn i Danmark har massive sociale problemer med isolation og mistrivsel. Derfor er det vigtigt, at vi nu sætter arbejdet i gang med at udforme en samlet strategi for, hvordan vi kan hjælpe denne gruppe af udsatte børn,” siger formanden for Folketingets Socialudvalg, Özlem Sara Cekic.
Satspuljeaftalen indebærer også, at Foreningen Grønlandske Børn fra 2013 modtager en årlig bevilling på seks millioner kroner til at fortsætte foreningens hjælpeprogram for herboende grønlandske børn. Samtidig får Det Grønlandske Hus i Aalborg en permanent bevilling på en halv million kroner om året fra 2012.
”Vi har længe kæmpet for, at der skulle indføres underretningspligt mellem Grønland og Danmark. Samtidig er det vigtigt, at hjælpearbejdet for grønlandske børn kan fortsætte, så erfaringerne ikke falder til jorden,” siger generalsekretær i Foreningen Grønlandske Børn Tina Frausing.
Der findes ingen sikre opgørelser af antallet af grønlændere i Danmark. Den Nordatlantiske Gruppe i Folketinget anslog i 2007, at der bor 18.500 grønlændere i Danmark. Foreningen Grønlandske Børn vurderede i 2006, at der findes 1000 udsatte grønlandske børn her i landet.