Middelalderkristne talte nødigt grimt om hedenske forfædre

At ikkekristne, såkaldte hedninge, blev omtalt i middelalderens kristne litteratur, kan nok ikke undre nogen. Men at nordisk mytologi og hedenskhed blev fremstillet positivt, undrede alligevel Mikael Males.

Han har forsket i mytologi i den nordiske skjaldedigtning og afleverer nu sin ph.d.-afhandling om emnet ved Oslo Universitet, skriver den norske hjemmeside forskning.no.

LÆS OGSÅ: Hvem siger, at Middelalderen kun hører fortiden til?

”At en hedning kan være helten i sagaen, til og med mod en kristen konge, gjorde mig noget overrasket,” siger Mikael Males med henvisning til en saga om den norske konge Håkon Jarl som eksempel.

”Håkon Jarl blev kristen, og så blev han hedning igen. Det er det værste, man kan gøre set fra et kristent synspunkt. Alligevel gik det ham godt som hedensk konge i sagaen. Der blev fred og godt fiskeri,” siger han.

Hvordan det hænger sammen, har forskeren et par bud på. For det første foregår sagaerne før den samlede kristning af Norge, og derfor kunne positive begivenheder forbindes med hedensk tid.

Og for det andet blev sagaerne nedskrevet ganske kort tid efter, at de omhandlede begivenheder havde fundet sted. Med andre ord var hedningene de kristne forfatteres nære forfædre – måske endda olde- eller tipoldeforældre.

”Det kan tænkes, at de ikke ønskede at stille deres egne i et negativt lys på den måde,” siger Mikael Males.