Et spørgsmål om liv og død

Signe, som i dag er 40 år, var 25 år, da hun indvilgede i at lade Nadia flytte ind på sin sofa i et stykke tid. På det tidspunkt havde Nadia allerede levet under jorden omkring et år efter at være kommet til Danmark med sin mor.

Nadia og moderen var rejst til Danmark for at besøge Nadias søster og hendes mand, som havde opholdstilladelse. Men besøget blev til permanent ophold for Nadia, da moderen placerede hende hos søsteren. Nadias far var kort forinden død, og moderen, som havde hjerteproblemer, turde ikke tage Nadia med tilbage til Iran, hvor forsørgermulighederne som enlig kvinde var skrøbelige.

Moderen rejste tilbage til Iran uden Nadia og kappede al forbindelse. Hverken Nadia eller hendes søster har siden hørt fra hende.

Opholdet hos den voksne storesøster udviklede sig hurtigt negativt. Søsterens mand var voldelig, og derfor placerede de personer, der stod for Nadias asylsag, hende på et asylcenter for børn. Her fik hun som 13-årig afslag på asyl med en klar besked: Hun skulle flyves tilbage til Teheran, Irans hovedstad.

Kort efter ringede Signes telefon. En person fra det aktivistnetværk, hun var en del af, spurgte, om hun kunne have en afvist asylsøger boende. Signe sagde ja uden betænkningstid. Hun havde tidligere haft flygtninge til at sove på sin sofa et par nætter.

”Jeg vidste jo godt, det var ulovligt,” siger Signe og trækker på skuldrene, ”men det gav bare grundlæggende god mening for mig at tilbyde hjælp, når jeg havde plads. Min grundholdning var og er, at ingen flygter fra et land for sjov, så jeg satte slet ikke spørgsmålstegn ved Nadias historie. Når folk er i fare og beder om hjælp, byder mit menneskesyn mig at hjælpe.”

Dagen efter telefonopkaldet stod Nadia og hendes kontaktperson fra flygtningenetværket uden for Signes dør. Nadia flyttede ind.

De to betjente maser sig ind i lejligheden. Signe har mere eller mindre resigneret.

”Nu finder de hende,” tænker hun.

Hendes kæreste har i mellemtiden ringet efter en bekendt, der arbejder som fotograf. Han er i al hast troppet op og begynder at tage billeder af de to betjente. Det stresser dem. De gennemgår hurtigt og overfladisk lejlighedens to værelser. Sengen, hvor Nadia plejer at sove, er tom. Signe ved ikke, hvor hun er. De idolplakater, der pryder væggene, og det tøj og de cd’er, der flyder på gulvet, kommenterer betjentene ikke.

Signe holder vejret, da betjentene forlader lejligheden. Nadia ligger urørlig under sin seng.

”Jeg kan faktisk ikke rigtig huske, hvad der skete bagefter. Jeg brød vist lidt sammen. Det er jo liv eller død i sådan en situation. Det er ikke bare et spørgsmål om, hvorvidt det er synd for den her flygtning eller ej. Det handler om at være herre over, om et andet menneske sendes tilbage til fuldstændig usikkerhed,” siger Signe, som medvirker anonymt af hensyn til sin familie og sin arbejdsplads.

Signe har i dag mand, børn og hus og arbejder ved en stor offentlig institution. Hun har kun sjældent kontakt med de tidligere bekendtskaber fra flygtningenetværket.

Mens hun fortæller sin historie, læner hun sig afslappet tilbage i stolen og lægger armene over kors. Men når fortællingen tager en alvorlig drejning, retter hun sig op i sin rød- og hvidternede kjole, øjnene bliver skarpe under det blonde pandehår, og en stram mund afløser det hvide smil.

”Min daværende kæreste og jeg havde ikke lige overvejet, at vi faktisk blev plejefamilie for en dårligt fungerende teenager, så det gav nogle store konflikter. Det havde vi ikke gjort op. Men omvendt, hvad var alternativet til at tage hende ind? At sende hende videre? Nej, derfor greb vi hende uden at tænke så meget over det.”

Netop den tanke sikrer midlertidige sovepladser til stribevis af afviste asylsøgere, men trods de gode intentioner skal privatpersoner være varsomme med at åbne dørene til hjemmet. Sådan lyder overvejelsen fra Michala Bendixen, talsperson i Komitéen Flygtninge Under Jorden. Organisationen har i 25 år arbejdet for bedre forhold for flygtninge og asylsøgere og er jævnligt i kontakt med danskere, som ønsker at hjælpe en flygtning med at skjule sig.

”Det lyder enormt romantisk at gemme en flygtning, men det er ikke altid en god idé. Folk vil måske gerne løbe den lovmæssige risiko, men det er det menneskelige og det sociale, som er svært. Mange af de her flygtninge er bange, har været udsat for fængsel og krigstraumer, sover dårligt og er svære at omgås. Det er en stor belastning.”

Michala Bendixen er glad for, at folk gerne vil hjælpe, men få mennesker gør sig ansvaret bevidst, inden de lader en flygtning flytte ind på sofaen eller i gæsteværelset.

”Du ved ikke, hvor længe opholdet kommer til at vare. Man kan jo ikke sige, at det kun må vare 14 dage. Pludselig har det varet otte måneder, og så kan man ikke holde det ud længere og beder personen om at flytte. Man skal være klar over, at man får ansvaret for en anden persons liv.”

Signe havde heller ikke tænkt ansvaret igennem, inden Nadia flyttede ind. Derfor opstod der også konflikter, men ikke så mange, som det kunne være blevet til.

Hun og kæresten forsøgte ikke at styre Nadias liv og lod hende heller ikke influere afgørende på deres eget. De passede studier, venner, familie og ungdomsliv, mens teenageren Nadia sov længe, brugte timer på badeværelset, hang ud med tidligere veninder fra asylcentret og så fjernsyn til langt ud på natten. Hun fik penge til mad, men klarede ellers sig selv.

”Man skal være opmærksom på, at en flygtning har en historie og en fortid. Derfor skal man passe på, hvad man forventer, for det kan være farligt at bygge et glansbillede op af, at man får et nyt familiemedlem. Derfor var det måske meget godt, at vi lidt uden at tænke over det ikke var for omklamrende,” funderer Signe med et lidt undskyldende smil og pointerer, at det naturligvis også var hårdt at have Nadia boende.

”Nadia var belastet af et langt sagsforløb, og livet på et asylcenter er ikke for børn. Både på centret og hos os ventede hun på ingenting. Ventetiden er den største tortur.”

Signes familie og venner vidste godt, at hun husede en afvist asylsøger, og ud over episoden med de to betjente var der reelt ingen problemer i at skjule Nadia. Hun bevægede sig frit rundt i byen og var ikke nervøs for at skabe nye bekendtskaber.

”Men der er det også en fordel at bo i en storby, hvor en mørkhåret, køn pige bare falder ind i gadebilledet. Det ville nok være sværere ude på landet.”

”Ude på landet” er der dog også danskere, som er villige til at huse afviste asylsøgere.

Fra en lille landsby på Sjælland har Kristeligt Dagblad været i kontakt med et ældre ægtepar, som efter at have læst om en hjemsendelsesdømt afghansk mand har tilbudt at installere ham med eget værelse i deres hus. De kan ikke holde ud at tænke på, at han sendes tilbage til det land, han flygtede fra af frygt for sit liv. De ønsker imidlertid ikke at stå frem, da de foretrækker at hjælpe i stilfærdighed.

Det ældre ægtepar og Signe er ikke unikke tilfælde. Som omtalt på forsiden af avisen i dag har Komitéen Flygtninge Under Jorden og to præster fra flygtningemiljøet alene den seneste måned fået gentagne henvendelser fra danskere, der tilbyder at skjule flygtninge.

For Signe var der ingen tvivl om, at hun var nødt til at skjule Nadia, så længe det var nødvendigt. Gennem Amnesty International erfarede hendes flygtningenetværk, at Nadia stod til 100 piskeslag, hvis hun vendte tilbage til Iran. En fætter havde forgrebet sig på hende i barndommen, så hun havde mistet sin mødom. Hun var ”uren” og kunne derfor ikke vende tilbage.

Og så en lørdag eftermiddag i august 1999 ringer Signes mobiltelefon.

Signe er gået fra sin kæreste og bor midlertidigt sammen med Nadia hos sin mor. Nadia er ikke hjemme, og Signe har smækket benene op i sofaen sammen med en fjern veninde. De drikker kaffe og snakker om løst og fast, da telefonen ringer. Veninden ved ikke, at Signe har skjult en iransk pige i næsten to år.

Signe samler mobiltelefonen op, lytter og udbryder:

”Gud, min plejedatter har fået opholdstilladelse!”

Det er Nadia i den anden ende, som netop har fået beskeden fra sin asyladvokat. Forud er gået flere måneders tovtrækkeri og uvished, og til sidst er daværende indenrigsminister Thorkild ­Simonsen (S) gået ind i sagen. Han har bevilget humanitær opholdstilladelse til Nadia.

”Jeg kan huske, at jeg blev meget overrumplet og var meget fjern. Jeg kunne ikke rigtig forstå det. Nadia var helt oppe at køre, hun var sammen med sine veninder, og de ville i byen. Så jeg tog med som ’den gamle kone’ og var i byen med tøserne hele aftenen.”

I dag er Nadia en voksen kvinde, går på arbejde, er gift, bor i hus og har lige fået sit første barn. Signes første barnebarn, om man vil, for Nadia kalder hende mormor over for barnet. Signe smiler ved den lille detalje.

Selvom der nu er gået mere end 10 år, siden hun husede en illegal flygtning, er hendes indstilling til sagen tæt på uændret.

”Når jeg læser historier om afviste asylsøgere, trækker det i mig. Så skal jeg holde godt fast i stolen og sige til mig selv, at jeg nu er et andet sted i mit liv.”

Men hvad hvis en af dine tidligere bekendte pludselig ringede og bad om hjælp til at gemme en flygtning?

Signe kigger væk og venter i nogle sekunder. Så finder hun øjenkontakten igen og smiler.

”Jeg ville have meget, meget svært ved at sige nej. Hvis jeg bliver spurgt, om jeg vil medvirke til, at en person ikke bliver slået ihjel … Det er egentlig ret enkelt: Selvfølgelig ville jeg hjælpe. Det ville heller ikke gøre noget, at mine børn oplevede, at sådan kan man også tænke. At man kan vise den grad af ansvar, omsorg og næstekærlighed over for et andet menneske.”