Knockoutet af Beethoven

Knockoutet af Beethoven

Fem stjerner ud af seks.

En ny komplet indspilning af Beethovens ni symfonier kræver noget særligt, al den stund markedet bugner af kvalificerede fortolkninger af denne unikke kulturarv. Og lad det være sagt straks: Riccardo Chaillys Beethoven-bud med det fremragende Gewandhausorchester er noget særligt. De fem skiver, der er indspillet på hjemmebanen i Leipzig mellem 2007 og 2009, er anbragt i en handy sort boks, illustreret med fotos af Max Klingers berømte Beethoven-Denkmal fra 1901, der stadig har sin plads i Gewandhaus. Mesteren, der på nogle af billederne har fået selskab af Chailly, har nøgen overkrop og ser – selv af Beethoven at være – usædvanlig sammenbidt ud, og man ser hans knytnæver.

En velvalgt indpakning. For Chailly og hans musikere bokser løs på de ni symfonier og får leveret adskillige fuldtræffere. Det slår gnister i 1’eren, 2’eren og 4’eren, spillet er vildt imponerende, hvilken præcision, hvilke tempi, hvilken klang. Og hvor slår paukisten dog en proper næve! Med forventningens fryd lægger man ører til de rigtigt store: Jo, også 3’eren, den skelsættende Eroica, er superb, selvom andensatsen, den berømte begravelsesmarch, strømmer uhæmmet af sted og er overstået på godt tolv minutter. Skæbne- og pastoralesymfonien, nr. 5 og 6., spilles forrygende veloplagt, og også i 7’eren banker Chailly sig energisk gennem de fire satser, selvom han ikke helt fordunkler Franz Konwitschnys elektrificerende indspilning fra slutningen af 1950’erne, også med Gewandhaus. 8’eren er den korteste af de ni, men har altid haft en særlig plads i mit hjerte på grund af dens underfundige humor: Giganten Beethoven holder frikvarter. Det får han ikke tid til hos Chailly, når hele symfonien skal bankes igennem på 22 (!) minutter. Den sidste og længste, 9’eren med Schillers “Ode an die Freude” i fjerdesatsen, bekræfter den snigende mistanke, der så småt har indfundet sig på Beethoven-rejsen med Chailly: at der trods al ydre brillans mangler et eller andet. Efter at have foretaget adskillige sammenligninger, blandt andet med dvd-sættet med Wienerfilharmonikerne og Christian Thielemann (anmeldt i Kristeligt Dagblad den 18. juni i år) drister jeg mig til at sætte ord på manglen: åndfuldhed! Den er der for mig at høre mere af hos Thielemann. Det er måske også forklaringen på, at Chailly til trods for sin notoriske speed synes at tabe højde i nogle af Beethovens nøglesatser, hvor man uvilkårligt lytter anderledes fængslet til Thielemann. Måske fordi den tyske dirigent har noget andet og mere på hjerte end “blot” at give nogle fremragende opførelser af symfonierne – og tør tage sig tid til det. Selvom kolde minut- og sekundtal langtfra siger hele sandheden om en fortolkning, er et par eksempler fra 9’eren på sin plads: Chailly tager førstesatsen (allegro ma non troppe, un poco maestoso) på 13:32. Thielemann er med 17:30 hele fire minutter langsommere (Herbert von Karajan lå midt imellem). Andensatsen, der har betegnelsen molto vivace, gør Thielemann til gengæld på 13:07, mens Chailly her ikke er helt så “vivace” og bruger 14:16. I tredjesatsen, adagio molto e cantabile, er Chailly dog tilbage på sporet med 12:51, knap fire minutter hurtigere end Thielemanns 16:42. Og endelig: Den omtalte ”marcia funebre” fra Eroica varer hos Thielemann nøjagtigt seks minutter længere end Chaillys!

Selvom der undervejs har indsneget sig en panderynke eller to hos anmelderen, skal Chailly have fem stjerner, alene for oplevelsen af at blive knockoutet af Beethoven. Det samme fik Thielemann for et halvt år siden. Men med pil opad, som man vil kunne forstå.