Unge filmer deres personlige bøn

”Jeg er ikke-troende, så hvorfor skulle jeg være med i det her projekt? Det var min første tanke. Men så fandt jeg ud af, at jeg egentlig gerne ville lave en film om konsekvenserne af ikke at have en tro.”

Ordene er 20-årige Alberts. Han er én af to erklærede ateister blandt de otte danskere mellem 18 og 26 år, som under arbejdstitlen ”Min Bøn” har lavet hver sin cirka 10 minutter lange dokumentarfilm om en drøm, de vil føre ud i livet eller en forhindring, de gerne vil overvinde. Filmene havde premiere mandag, og dvd’erne samt tilhørende undervisningsmateriale kan bestilles på C:NTACT’s hjemmeside.

LÆS OGSÅ: Danskerne kan godt lide deres kirke, men de er kommet til at tage den som en selvfølge

De unge har vidt forskellige forhold til religion og tro og havde ingen erfaring med at lave film, da de startede projektet under ledelse af Ilan Scheftelowitz fra C:ONTACT/medie, som har til huse på Edison Scenen, der er en del af Betty Nansen Teateret.

C:NTACT/medie har lavet flere lignende kunstneriske projekter med unge danskere, der behandler etnisk eller religiøs identitet. De otte kortfilm under titlen ”Min Bøn” blev til i et forsøg på at konkretisere unge menneskers forhold til tro og religion.

”Mediebilledet viser næsten altid konflikten mellem forskellige trosretninger eller mellem religiøse og ikke-religiøse. Men i C:NTACT vil vi gerne vise en fælles identitet, som går på tværs af religiøse og ateistiske ståsteder,” siger Ilan Scheftelowitz. Håbet er at være med til at fjerne det, han kalder ”ukendskabet til hinanden.”

Og ukendskabet til både sig selv og andre blev konkret lidt mindre for Albert. Han blev student fra Espergærde Gymnasium i sommer, og i ”Albert” beskriver han den svære usikkerhed, friheden som ikke-troende giver ham. Han blev især overrasket over én ting, mens han arbejdede parallelt med de troende unge:

”Selvom de var troende, var de jo lige så usikre som mig. Det kan man også se i filmen. Religionen giver dem ikke sikkerhed,” vurderer han. Men han opdagede også, at han selv tror på en form for skæbne, selvom han ikke er religiøs:

”Mens jeg lavede filmen, fandt jeg ud af, at jeg faktisk ikke er eksistentialist. Jeg tror ikke på, at vi er helt ubundne og frit kan vælge mellem alt. Jeg tror, at vi er bundet til at udfylde bestemte funktioner.”

Sandi, hvis familie oprindeligt er fra Sri Lanka, har lavet filmen ”Min far” om faderens tætte forhold til den kirke, han var præst i. Ligesom Albert lagde hun ud med at være meget kritisk over for hans kirke og religion. Men det ændrede sig, mens hun filmede:

”Da jeg begyndte, ville jeg vise, hvor meget dårligt min fars tilhørsforhold til vores kirke havde gjort for familien. Jeg følte, at den kristne tro havde taget min far fra mig og mine søstre. Men efterhånden blev jeg mere interesseret i at finde ud af, hvordan jeg kan få et bedre forhold til min far igen.”

26-årige Sumaya havde en anden indgangsvinkel. Hun er troende muslim og ser sin religion som en naturlig del af sit liv. I sin film, ”Sumayas Voxpop”, spørger hun en håndfuld mennesker på gaden om deres reaktion på hendes påklædning, som blandt andet tæller et hijabslør, der lader Sumayas ansigt være synligt. Og hun blev overrasket over, at nogle havde fordomme om hende, simpelthen fordi hun har tørklæde på:

”Jeg havde aldrig før oplevet at blive diskrimineret, fordi jeg går med tørklæde,” siger Sumaya, ”og heldigvis var de fleste venlige og forsøgte at se på mig som person og ikke som en, der har tørklæde på. Men jeg blev overrasket over, at flere alligevel talte så respektløst til mig. Jeg troede, at ligegyldigt hvilken religiøs overbevisning vi har, så kan vi alle sammen tale med respekt til hinanden. Men jeg oplevede, at sådan er det desværre ikke.”

Meningen med C:NTACT/medies projekter er, at de unge selv skal fortælle deres historie. Men det skal ske i en professionel ramme, så fortællingen kan nå ud til et publikum:

”Vi vil gerne give rum til, at minoriteter i Danmark får en stemme selv,” siger Ilan Scheftelowitz, ”og give mulighed for, at unge mennesker med et budskab kan få det ud til samfundet, så debatten også kommer til at handle om, hvad vi har til fælles,” siger Scheftelowitz, der håber, at mange vil finde projektet velegnet til både undervisning og diskussion.